Engbæk's hjemmeside Engbæk's Familie
Lars Thomasen Maren Nielsdatter Larssenius Nielsen Ane Pedersen
? - 1915 ? - 1865 ? - 1872 ? - 1927
Niels Christian Larsen Maria Nielsen
Født: 7. marts 1863 i Ramsølille, Gadstrup Sogn Født: 6. maj 1866 i Sønder Bindslev
Død: 15. november 1943 Død: -
Gift: 2. november i Chicago
Børn: Johannes Larsen og Svend Larsen

   

Niels Christian Larsen blev født den 7. marts 1863 og hjemmedøbt den 12. marts 1863 og den 25. maj 1864 i Kirken. Forældrene var gårdmand Lars Thomsen og hustru Maren Nielsdatter i Ramsølille. Fadderne var pigen Birthe ___ af Gadstrup og gårdmændene Peder Nielsen og Jens Christophersen af Ramsølille [Gadstrup Sogn, Ramsø Herred, Roskilde Amt, kirkebog for 1837 - 1869 side 23 opslag 27]. Maria Nielsen blev født den 6. maj 1866 i Langlykken og døbt den 17. juni 1866 i Kirken. Forældrene var Larssenius Nielsen og hustru Ane Pedersen, 24 år i Langlykken. Fadderne var moderen Ane Pedersen, gårdmandskone Line Sørensen og gårdmand Anders Christian Nielsen og Karen Marie Jensen [Bindslev Sogn, Horns Herred, Hjørring Amt, kirkebog for 1852 - 1868 side 262 opslag 112].
- Marie Nielsen blev konfirmeret den 3. oktober 1880 i Uggerby Kirke. Hun boede hjemme hos moderen, der nu er gift med købmand Petersen af Langløkken. Forældrene var afdøde handelsmand Lars Senius Nielsen og hustru Ane Pedersen af Langlykken i Bindslev Sogn. Karaktererne for kundskaber og opførsel var mg og mg+ [Bindslev Sogn, kirkebog for 1876 - 1891 side 196 opslag 186]

Ved søgning i Det danske Udvandrearkiv blev der fundet følgende personer, som passede bedst:

Niels Larsen, 23 år, snedker, med Roskilde som sidste opholdssogn, og Købanhavn som sidste opholdsamt, foreviste billet den 26. april 1886 til Chicago i Illinois. Marie Nielsen, 19 år, tyende, med Bindslev i Hjørring Amt som sidste opholdssted, foreviste billet den 3. marts 1886 til byen Dwight i Illinois.

Niels Larsen var karetmagersvend i 1881; Han var på Rødkilde Højskole i 1882, og derefter uddannet snedker. Han var snedker i Chicago i 1886 – 1889, hvor den ældste søn, Johannes, blev født. Snedkerfirmaet blev grundlagt i Hvalsø den 1. maj 1890, og firmaet flyttede den 1. maj 1893 til København, hvor det specialiserede sig i Skoleinventar. Der blev oprettet en filial i Leeds i 1907, hvor først sønnen Svend Larsen blev direktør. Firmaet blev omdannet til et aktieselskab den 1935, for hvilket grundlæggeren Niels Larsen var direktør indtil sin død i 1943.
Niels Larsen foretog studierejser til udlandet i årene 1894 – 1907.
De første gymnastiksale i Danmark efter Lings System blev monteret i Hertz' Skole, Blågårds Seminarium og Rasmussens Gymnastikhus.
Firmaet har monteret hen ved 3.000 gymnastiksale i ind- og udlandet (England, Holland, Nordamerika, Syd- og Nordafrika, Kina, Palæstina, Canada og andre lande), heraf i England ca. 1400, hvoraf den engelske hær fik 182 i årene 1907 – 1909, monteret 70 gymnastiksale for den hollandske hær i årene 1923 - 1924, samt ved hollandske skoler. Firmaet har haft årlige leverance til undervisningsministeriet i Irak. Firmaet har monteret 50 gymnastiksale ved den danske hær og cirka 1.100 ved danske skoler og læreanstalter.
Firmaet har monteret massageafdelingerne ved samtlige københavnske hospitaler og yderligere ved over 100 hospitaler og klinikker i udlandet.
Firmaet var entreprenør for den danske afdeling ved Verdensudstillingen i Bryssel i 1910, og det har monteret en mængde skoler i Danmark og har udført større snedkerarbejder på Christiansborg Slot i årene 1917 – 1918 og inventar og bygningssnedkerarbejde til Grundtvigskirken i København samt leveret inventar til flere kirker.
Firmaet har udført bygningsarbejde og inventar til kirker, skoler, boliger og forretningshuse med mere i Grønland i årene 1931 - 1937 samt til Dr. Lauge Kochs Ekspedition til Grønland i årene 1931 - 1932.
Firmaet har haft adresser på Valhøjvej 15 og Valby Langgade 21 B, begge steder i Valby ved København.

Niels Christian Larsen blev udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1930, og han har afleveret et righoldigt materiale til Ordenskapitlet, Amalienborg.

Niels Christian Larsen
Skilt i gymnastiksalen i Kragelund skolen, Århus 2007

Kilder:
Danmarks Ældste Forretninger, 1940 og 1950; Kraks Legat, København
Kraks blå bog

Web-editor: frode @ engbaek . com Antal besøgende: Sidst opdateret: 04. februar 2007