Engbæk's Hjemmeside Engbæk's Familie
Georg Karl Valdemar Andersen Ida Johanne Andreasen Jørgen Christian Olesen Louise Marie Jensen
1884 - 1959 1889 - 1940 1870 - 1931 1873 - 1959
Juul Andersen Magdalene Marie Olesen
Født: 21. januar 1914 i Vrejlev Sogn, Børglum Herred, Hjørring Amt Født: 13. august 1917 i Råbjerg Sogn, Horns Herred
Død: 15. april 1989 Død: 2. december 2007 i Strandby
Gift: 22. august 1937 i Elling Kirke
Børn: Tonny Karl Jørgen Andersen, Sonja Andersen og Mona Andersen †

 

Juul Andersen blev født 22. januar 1914 i Fuglsang, Vrejlev Sogn og døbt den 6. december 1914 i Tårs Kirke. Forældrene var husmand Georg Karl Valdemar Andersen og hustru Ida Johanne Andreasen, 24 år. De boede i Fuglsang, da Juul blev født, og i Bollerskov Hede, da Juul blev døbt. Fadderne var forældrene, husmand Vilhelm Pedersen og hustru af Bollerskov Hede i Tårs Sogn [Vrejlev Sogn, kirkebog for 1912 - 1915 side 25 opslag 26 og Tårs Sogn, kirkebog for 1904 - 1917 side 106 opslag 107]
Familien mener, at Juul Andersen blev født den 21. januar 1914.
Magdalene Marie Olesen blev født den 13. august 1917 i Råbjerg Sogn og døbt den 16. september 1917 i Hulsig Kirke. Forældrene var murer Jørgen Christian Olesen og hustru Louise Marie Jensen, 43 år, af Rannerød. Fadderne var kone Kristiane Nielsen i Hulsig, pige Helga Olsen af Elling, skrædder Emanuel Nielsen i Hulsig, ungkarl og tjenestekarl Thovald Jensenius Nielsen af Starholm [Skagen Landsogn, kirkebog for 1894 - 1942 opslag 50]
Ved folketællingen i 1921 boede Juul Andersen hos sin familie i Dvergetled, Tolne Sogn:
Georg Andersen, født den 24/10 1885 i Åsted Sogn, gift, husfader, landarbejder
Ida Andersen, født den 18/4 1889 i Åsted Sogn, gift, husmoder, malkekone
Niels Andersen, født den 28/7 1907 i Elling Sogn, søn
Marie Andersen, født den 24/12 1909 i Elling Sogn, datter
Harald Andersen, født den 12/10 1911 i Elling Sogn, søn
Juhl Andersen, født den 21/1 1913 i Elling Sogn, søn
Astrid Andersen, født den 6/4 1915 i Elling Sogn, datter
Poul Andersen, født den 4/4 1918 i Tolne Sogn, søn
Ellen Andersen, født den 16/3 1920, i Tolne Sogn, datter

Ved folketællingen i 1921 boede Magdalene Marie Olesen hos sin familie i Jerup:
Jørgen Olsen, født den 3/3 1870, gift, husfader, murer
Marie Olsen, født den 22/12 1872, gift, husmoder
Oluf Olsen, født den 2/12 1900, ugift, barn, murersvend
Magdalene Olsen, født den 13/8 1917, ugift, barn
De var alle født i Elling Sogn

Ved folketællingen i 1930 boede Juul Andersens familie i Dvergetved i Tolne Sogn [skema 3 nr. 33]:
Karl Georg Valdemar Andersen, født den 24/10 1884 i Torslev Sogn, gift, husfader, jordarbejder, 10 levende børn
Ida Johanne Andersen, født den 18/6 1889 i Hjørring, gift, husmoder
Poul Møller Andersen, født den 4/4 1917 i Jerslev Sogn, barn
Ellen Margrethe Andersen, født den 16/3 1919, barn
Aage Andersen, født den 3/6 1921, barn
Helga Sofia Andersen, født den 7/8 1924, barn
Valborg Elisebeth Andersen, født den 6/3 1928, barn
De øvrige var født i Tolne Sogn

Ved folketællingen i 1925 boede Magdalene Marie Olesen hos sin familie på matrikelnummer 33b i Strandby:
Jørgen Christian Olesen, født den 3. marts 1870 i Elling Sogn, husfader, murer
Louise Marie Olesen, født den 23. december 1973 i Hørmested Sogn, husmoder
Oluf Jørgen Olesen, født den 2. december 1901 i Elling Sogn, søn, fisker
Jens Johannes Olesen, født den 9. oktober 1907 i Elling Sogn, søn, lærling
Magdalene Marie Olesen, født den 13. august 1917 i Hulsig, datter

Notatet om Juul Andersens konfirmation kan ikke findes i kirkebogen for Tolne Sogn

Magdalene Marie Olesen blev konfirmeret den 12. april 1931. Forældrene var murer Jørgen Christian Olesen og hustru Louise Marie Jensen af Strandby. Hun fik aldersdispensation [Elling Sogn, kirkebog for 1931 -1937, side 202 opslag 146]

Ungkarl Juul Andersen, arbejdsmand af Dvergetved i Tolne Sogn, født i Fuglsang, Vrejlev Sogn den 22. januar 1914 og pige Magdalene Marie Olesen, husassistent af Strandby, blev viet den 22. august 1937. Forloverne var arbejdsmand Georg Karl Valdemar Andersen af Dvergetved pr. Kvissel og fisker Frederik Otman Olesen af Sæbyvej i Frederikshavn [Elling Sogn, kirkebog for 1931 - 1937 side 382 opslag 285]

Juul Andersen og Magdalene Marie Olesens børn er:

Juul Andersen (21.01 1914 - 15.04 1989) blev begravet på Elling Kirkegård [Dansk KirkegårdsIndex]

Magdalene Andersen døde den 2. december 2007 i Strandby, og hun blev begravet den 7. december 2007 på Elling Kirkegård [Afdøde.dk]

Sonja Andersen og familie

Sonja Andersen blev gift den 7. marts 1964 med Alvin Olsbæk, som blev født den 28. februar 1941 i Sønder Omme. Alvin var skibsbygger i Frederikshavn, og han døde den 1. september 1996.
  John Olsbæk blev født den 9. oktober 1964 på Frederikshavn Sygehus. Han blev gift den Gitte Bæk, som blev født den 25. februar 1967 i Frederikshavn. John arbejder på Alpha Diesel i Frederikshavn, og Gitte arbejder på Flådestationen.
    Mette Olsbæk blev født den 25. februar 1989. Hun har været au pair pige i Bruxelles i ½ år. Hun spillere håndbold og læser til psykolog i Ålborg
    Malene Olsbæk blev født den 1. april 1991. Hun har været au apir pige i Norge i ½ år. Hun læser til pædagog i Ålborg
  Erik Olsbæk blev født den 20. maj 1967, og han blev gift den 10. juni 2000 med Pia Larsen, som blev født den 8. marts 1972. Erik er lastbilschaufør, og Pia er sundhedshjælper ved Frederikshavn Kommune
    Kamilla Olsbæk blev født den 4. februar 2002
    Louise Olsbæk blev født den 7. januar 2005
  Lis Olsbæk blev født den 29. december 1971, og hun bor i Strandby

Fortælling fra Jyllands Top ved Magdalene Andersen

Mine forældre og bedsteforældre.

Min farfar blev født den 28. februar 1831, og han hed Ole Christian Jørgensen. Min bedstemor hed Hanne Jørgensen, og hun blev født den 11. marts 1835.

Min bedstefar var soldat i krigen 1864, og vi har stadigvæk den medalje, som han fik efter krigen.

Han havde et husmandssted ude på Strandby Hede. Da han blev ældre, blev han syg, og jeg vil fortælle om, hvordan de behandlede syge mennesker dengang. Han blev syg af koldbrand i det ene ben, men i stedet for at søge læge, så søgte han en klog kone i Frederikshavn, der hed Stine Ambjørn, og hun sagde til sin mand, at han skulle gå ud og grave en orm op af haven. Og så blev den lagt på det syge ben, og der lå den, indtil den revnede. Så tog hun en ny og lagde på. Det var altså noget, som man brugte dengang som et lægemiddel.

Ellers lavede han ikke noget særligt; han passede sin ejendom og sine børn. Der var seks søskende, men de to af dem rejste til Amerika, det var to af sønnerne. Så min far var den eneste, der var tilbage, og han var så den, der førte familien videre her på egnen.

Min farfar hed jo Ole Christian Jørgensen. Sidst i 1850-erne skulle børnene have forældrenes fornavn til efternavn, og derved kom min far til at hedde Jørgen Olesen, og alle børnene fik samme efternavn.

Mor var ud af en stor søskendeflok. Hun blev født oppe i Hørmested på en lille ejendom deroppe. Hendes mor døde, da min mor var 1 ½ år. Der var ti søskende, og mor var den yngste. Den ældste pige skulle så være hjemme og passe de små. Min morfar giftede sig igen og fik syv børn med sin anden kone. Min mors ældste søster rejste til Amerika, da min mor var 18 år, men hun skrev aldrig hjem, og min mor græd, hver gang hun snakkede om hende, fordi det jo var hende, der havde været "mor" for min mor.

Men nu for nogle år siden dukkede familien op fra Amerika. Og der kom min kusine så fra Amerika, men jeg anede overhovedet ikke, at hun eksisterede, men vi har haft kontakt siden. Jeg ville så have at vide, hvorfor moster aldrig havde skrevet, og det var fordi hun aldrig havde lært at læse eller skrive. Men hun rejste til Amerika med 6 børn og fik 6 mere derovre.

Min fars søskendes børn kom også pludseligt, men vi havde da skrevet sammen. Der var et brev gemt, og det havde været gemt i så mange år, at det var gulnet, og så fik min fætter fat i det brev og skrev til os og kom så. De har været i Strandby tre gange.

Nu er min fætter død, men mit barnebarn var forrige år i Minnesota og holdt jul med familien, så vi har da stadigvæk kontakt.

Mors familie har jeg ikke så meget kontakt med. Det meste kontakt er den, jeg har fået fra Amerika.

Før skoletiden

Da jeg kom til verden skulle der først hestevogn fra Hulsig til Ålbæk og tilbage igen, så jeg blev født to timer, før jordemoderen kom, så der var ikke noget til hende at lave. Men tante Christiane, min fars yngste søster, tog imod mig. Så sagde far: Du skal have lov til at bestemme, hvad tøsen hun skal hedde". Så kom jeg til at hedde Magdalene. Det har jeg godt nok aldrig kunne lide, men det er der ikke noget at gøre ved.

Jeg er født i Hulsig, og mine forældre flyttede så til Jerup, da jeg var 2 år.

Min far var både murer og tømrer, og han var jo nødt til at være, hvor arbejdet det var. Han købte en gammel rønne; den blev vist handlet tre gange fra Hulsig til Frederikshavn. Men det endte med, at min far købte den for 500 kr. Den var godt nok ikke skøn. Mor ville tænde op i kakkelovnen, da vi kom dertil. Men det var ikke så godt. Der havde boet en gammel mand, og han havde haft stearinlys på kakkelovnen, så det osede lidt. Og da jerupboerne kørte fra heden, hvor de havde gravet tørv, sagde an gammel mand: "Nå nu er hytten sgi brændt". Men det var den altså godt nok ikke. Far havde raget det hele ned og byggede det op igen. Han byggede omkring og byggede nyt tag. Ja, det blev et helt nyt hus; det ligger på Milrimvej.

Så boede vi i Jerup i 5 år, og jeg havde en god barndom der. Vi var fem søskende. Men min søster var 18 år ældre end jeg, så jeg var måske lidt underkuet. Jeg var ikke mere den to år, da jeg blev moster. Men jeg havde så min søster og tre brødre, og der er en del år mellem os. Min søster var født i 1900, og min ældste bror i 1902 og en bror i 1907 og en bror i 1909, og så er jeg født i 1917. Men jeg var vist godt forkælet. Det var så den side af sagen.
Når vi skulle til Strandby og besøge min søster, så var der jo ikke noget med, at vi tog toget, for det kørte om ad Elling.

Vi gik langs stranden fra Jerup til Strandby. Mor strikkede hele vejen; hun var ved at kunne strikke et par strømper på den tur. Men vi flyttede til Strandby i 1924. Og der købte vi så den forhenværende købmandsforretning, der lå på hjørnet af Nørrevej og Digetsvej. Den er raget ned nu, og det er synd.

Det var en der hed Kro Peter, der havde haft den. Og der er en historie om den købmandsforretning. Den lå først ude på Rugholmen. Og der havde det hus ligget i 75 år, for der skulle være 1 mil fra den nærmeste købmand i Frederikshavn til købmanden i Strandby.

Så købte Kro Peter grunden ved Nørrevej og ragede huset ned ude på Rugholmen og byggede det op igen på Nørrevej i 1868.

Folk i Strandby var bange for hans søster, der blev kaldt Kro Mine. De troede, at hun kunne hekse. Hun havde en ko, som hun trak ud på marken med. Og da min mor fik min bror i 1907, havde hun ingen mælk til ham, og han vrælede sådan. Så sagde Kro Mine: "Du kan få noget mælk af mig", og det sagde mor jo "Ja Tak" til, og hun fik noget mælk af Kro Mine. Så kom der nogen, som sagde, at det skulle hun ikke tage imod, for så ville der ske alverdens ulykker med den dreng, der fik mælken. Men det gjorde der ikke. Han blev gift og fik 12 børn, så der var ikke noget hekseri med det.

Når min far købte nyt tøj til mig, så skulle min søsters tre børn også have nyt. Tøjet fik vi hos Mante Stin. Hun syede kjolerne til os. Hun boede også på Nørrevej. Hun syede også min konfirmationskjole. Det vart far, der gav mig nyt tøj, og når far skulle ud og købe nye sko, sagde mor altid: "Nu køber du ikke nye sko til tøsen denne gang". Og far sagde: "Nej, nej." Men det endte da med, at jeg kom hjem med laksko. Jeg havde en god barndom.

Når vi lejede, hoppede vi i reb, hinkede og spillede bold. Det var svært, når vi kunne spille med 4 bolde.

Når mor slagtede gris, fik vi blæren, og den kunne spille. Den blev slået godt mod en mur, og blev spændt over en blikdåse, så stak vi en gåsefjer gennem blæren og lidt spyt på fingeren, og så kunne man spille. Men mest blev den tørret og blæst op, og så brugte vi den til at lege med. Om vinteren stod vi på skøjter oppe i gaden på vandpytter. Jeg var også meget hos Bådebyggerens. Der var en pige, som hed Anne, og vi var uadskillelige; vi sad i skolen fra første dag og lige til vi gik ud af skolen.

Bådebyggeren hed Anton Nielsen; jeg kunne ikke gå i skole, uden at jeg skulle derop først og hente Anne.

Skoletiden.

Jeg startede i skolen i 1924 ved fru Fredborg, og det gik også godt. Hun var en sød lærer, men når man tænker tilbage, tror jeg nu nok, at der blev gjort nogen forskel, men sådan var det nu bare dengang.

Jeg gik hos fru Fredborg i 1. og 2. klasse.

Vi havde jo håndarbejde for, og det var jeg ikke så meget for, for jeg var ikke vant til at lave noget derhjemme. Så det var strengt at skulle til at lære håndarbejde, men hjemme hjalp mor mig med det.

Skolen lå, hvor Egnsbank Nord ligger i dag, og fru Fredborg boede også i huset. Hun var meget sød, men dem, der havde brug for lidt ekstra hjælp, de fik det ikke dengang, og hun gjorde forskel.

I 3. klasse kom jeg hen til lærer Pedersen, og det var noget helt andet. Jeg glemmer aldrig den første dag, vi var i skole, for han var altså meget streng, hvis nogen var. Og der blev gjort forskel. Der var tre forskellige hold der: Der var missionerne, metodisterne og de andre, og de børn, som ikke gik i søndagsskole, var altså ikke godt lidt hos lærer Pedersen.

Lærer Pedersen var meget streng. Vi skulle sige De til ham, og den første dag vi kom i skole, fik vi besked på, at vi skulle lære bibelhistorie, danmarkshistorie, salmevers og katekismus. Det hele skulle læres udenad. Jeg kan huske, at jeg læste og læste. Men jeg var heldigvis god til at lære udenad. Men alle de salmevers, de sidder simpelthen i mig endnu, så jeg behøver ingen salmebog, når jeg skal i kirke. Jeg kan salmerne udenad. Men der var jo nogen, der ikke kunne følge med i skolen, og i dag kan jeg se, at de ikke havde det ret godt, for de fik bare lov til at sidde.

Der var faktisk børn, der gik ud af skolen uden at kunne læse og skrive.

Der var en plejedreng i klassen, og han fik tæsk hele tiden, indtil den dag han blev for stor for lærer Pedersen.

Vi var bange for lærer Pedersen. Jeg kan huske, at jeg gruede for at skulle op og skrive på tavlen, for jeg var lidt ordblind. Men jeg kunne klare mig, men bare det at man skulle op og stå der, og at han stod lige bagved.

Jeg kan huske en pige, som skrev forkert, og hun stod bare og kiggede på det, som hun havde skrevet, og så sagde lærer Pedersen: "Du står og glor på det som en ko på en rødmalet port", og resten af tiden blev hun ikke kaldt andet end "Koen".

Lærer Pedersen gik også rundt og krævede forsikringer op, og min ældste bror sagde en dag til ham: "Vil du have penge, din karl", og det fik jeg at høre af i skolen den næste dag.

Der var to klasser. Vi var vel omkring 48 børn i skolen, men vi sad meget tæt. Og det bedste, som drengene vidste, var, hvis de kunne komme til at rykke os i fletningerne. Engang vi skulle have sang, drillede et tvillingpar lærer Pedersen, så han blev så gal, at han brækkede violinbuen, og vi fik ikke mere sang den dag.

Min far stod fast på, at jeg skulle lave mine lektier. Men skolen var ikke et sted, hvor mine forældre kom dengang. Jeg fik aldrig en lussing af lærer Pedersen, men det var der mange andre, der gjorde.

Jeg begyndte at gå til præst i efteråret 1930 i Elling. Præsten hed pastor Brison. Han havde været i Afrika. Han var en meget flink præst. Min far døde to måneder før min konfirmation, så min søster ville have, at jeg skulle i en sort kjole, men jeg græd så meget, at jeg fik lov til at have en hvid kjole på. Jeg havde en dejlig konfirmation, men det var hårdt at skulle gå til Elling to gange om ugen om vinteren. Vi var 12 fra Strandby, der skulle konfirmeres. Vi gik til præst i præstegården. Vi skulle lære katekismus og salmevers. Pastor Brison var ikke streng med det. Vi blev hørt to og to.

Jeg fik mange gaver, blandt andet 60 kroner og stof til fem kjoler. Den gang fik man stof til kjoler i gave og to flotte lommetørklæder og en cykel. Så jeg var meget heldig.

Da min far levede, fik jeg altid ti ører, inden jeg skulle i skole. Dem kunne jeg gå ind til bageren og købe en kage for. Det var der jo ikke alle, der kunne. Mine klassekammerater sagde, at jeg var meget forkælet, men det var jo nok, fordi jeg var den yngste.

Ungdomstiden

Jeg fik min første rigtige plads i 1933, da jeg kom til Sysselhaven. Jeg fik 15 kroner om måneden. Jeg stor op klokken 5.30, hvor jeg skulle ud og malke. Jeg havde aldrig rørt ved en ko, før jeg startede der.

I 1933 fik vi den første sociallov her i Danmark. Førhen fik de fattige fattighjælp, men fra 1933 kunne de så få socialhjælp.

Det var dårlige tider dengang. Det var jo ikke kun 10 eller 15 mennesker, der kom; det var i hundredvis, der kom på Sysselhaven. Og i dag kan jeg se tilbage: Fiskerne i Strandby har det hårdt i dag, men det må de også have haft det dengang. De havde ingen cykel, så de måtte gå til Sysselhaven, for der lå det første socialkontor i Elling Kommune.

Om tirsdagen var det for dem i Strandby og Elling, og om fredagen for dem fra Nielstrup og jerup0. Der havde de mødetid. Og når det var koldt, blev der fyret op i en lejlighed til gården. Så kunne folk komme derind og varme sig. De havde ikke andet at gå i end træsko. Dem, der ikke var i fagforening, fik seks kroner om ugen, og de to kroner var til mælk og til slagteren, og de fire kroner skulle de så handle for i Strandby Brugsforening, om de så aldrig havde sat deres ben der.

Men dem, der var i fagforening, de fik ti kroner om ugen. Så det var godt nok små tider dengang.

Men jeg havde en god plads. Jeg lærte at bestille noget. Vi vaskede vasketøjet i en vaskebalje, og bagefter gik vi ned til åen og skyllede tøjet.

Jeg var den første pige, som Sysselhaven fik, der havde kort hår, og det måtte jeg ikke have, så jeg skulle altså have langt hår, men når jeg kom hjem, fik jeg besked på at blive klippet. Da jeg så kom på arbejde om mandagen, fik jeg skæld ud, fordi jeg var blevet klippet.

Vi tog på udflugt til Ålborg for at se den nye bro over fjorden. Vi gik over broen, fordi vi ikke havde råd til at køre over. Det kostede 25 øre, men hvis vi gik, kostede det kun 5 øre.

Jeg var på Sysselhaven i 1 ½ år hos Rudolf og Anne Pedersen. De havde to sønner og to plejesønner. De to plejesønner var Rudolfs brors børn.

Så kom jeg på noget, der hed Skoven, og der var jeg i cirka to år. Det var en streng plads. Det var så den side af sagen.

Men så gik jeg hen og fik mig en kæreste, og det måtte jeg ikke. Jeg ville jo gerne have fri, men de ville i byen hele tiden, og jeg skulle være afhængig af det.

Min mand lå hjemme hos mine svigerforældre og var syg. Det var først i oktober måned, men jeg måtte ikke have lov til at køre hjem til Skoven, fordi det var så mørkt. Så jeg kom først hjem til Skoven klokken 5 om morgenen, og der mødte jeg chefen på vej ned ad trappen, en halv time før han plejede at stå op, og jeg fik skæld ud, og han gav mig et par lussinger.

Så kørte jeg op til min svigerfar, og han sagde, at vi lige skulle ned og snakke med politibetjent Rømmer i Kvissel. Jeg havde fem fingre, der sad i hovedet i otte dage, og det kunne man byde en pige på 19 år, men jeg fik dem godt betalt bagefter.

Da jeg og min mand Juul begyndte at komme sammen, sagde min svigerfar til Juul, at nu havde han fundet sig en pige, så nu skulle han i fagforening.

Vi blev gift den 22. august 1937 i Elling Kirke ved pastor M. D. Andersen. Og en måned efter den 21. september 1937 fødte jeg en søn.

I den første tid boede vi ved min mor. Min mands familie gav os fem stole i bryllupsgave. Og vi købte selv en stol og en seng.

Mit brudeudstyr af dynebetræk og lagener var lavet af melsække.

Vi boede hos min mor i seks år. Man kunne få statslån, hvis man arbejdede på landet, og det gjorde min mand. Min man var ikke meget for det, men jeg sagde, at vi skulle prøve. Så tog jeg min mands cykel; han var på arbejde på noget, der hed Rensestationen, der pumpede gas til Frederikshavn. Så kørte jeg op og søgte om statslån. Vi fik statslån, og vi tog til Hjørring og kikkede på tegninger til et hus. Det kostede 10.000 kroner, og vi fik 900 kroner til jorden, så i alt kostede det 10.900 kroner.

Svigerfar var meget gal over, at vi havde taget et statslån, men da min mand døde i 1989, betalte jeg resten af lånet ud, og det var 3.000 kroner.

Juul ville ikke arbejde for tyskerne. For at slippe for det kørte han i 1940 - 1941 til Hulsig for at grave tørv, men det var en lang vej på cykel. Så snakkede Juul med smeden, og han kom til at arbejde på Rensestationen. Den lå, hvor Strandby Børnehave ligger i dag. Men tyskerne boede lige ved siden af Rensestationen, og hver gang der kom et engelske fly, skulle han stoppe med at punmpe. Om natten skulle han køre rundt og undersøge alle boringerne her omkring, og han havde tilladelse til at køre rundt om natten.

Voksentiden

Vi fik en søn Tonny Karl Jørgen i 1937, og en datter Sonja i 1942, og så har vi mistet fire børn. Et dødfødt barn blev født i 1941, og Mona døde efter at have levet i nogle få timer i 1949. Desuden mistede vi et par tvillingepiger, som vi mistede 5 måneder inde i graviditeten, i 1951.

Men krigen var en grim tid.

Da vi havde boet i seks år hos min mor, flyttede vi hen midt i byen, fordi min bror skulle have huset efter min mor. Og så boede vi midt i byen, mens vi byggede det hus, vi boede i i mere end 45 år, og som jeg stadigvæk ejer.
Da vi boede midt i byen, havde vi wc i gården. Og de unge elskede at drille russerne, og en dag, da jeg var gået på wc, jagtede russerne drengene rundt om wc-huset, og jeg turde ikke bevæge mig af frygt for, at de skulle opdage mig og måske skyde mig. Vi var mere bange for russerne, end for tyskerne. De fleste boede ude på Kragskovhede Lejren. Men der boede også russere i Strandby.

Tyskerne boede syd for skolen i barakker, og nord for byen. De havde lyskasterstillinger både nord og syd for byen, og i slutningen af Krigen boede tyskerne ude på Rugholmen, hvor de boede i to huse og de bunkers, som de havde bygget. De fornærmede os ikke, de var altid gode ved børnene.

Jeg kan huske engang min søn skulle op til toget og hente noget medicin; han kørte med min mand til toget. Jeg spurgte, om han ikke var bange for at gå hjem i mørket. Men han sagde: "Jeg går bare bagefter tyskerne hjem." Tyskerne opdagede den lille fyr, der gik bagefter dem, og spurgte, hvor han skulle hen, og han fortalte, at han skulle hen til det lys der. Jeg havde tændt gårdslygten. Så sagde de til ham om at gå hjem og sige til sin mor om at slukke for lyset, for ellers kom englænderne og skød os.

Men det var en tid, hvor man ikke turde sige noget; man viste ikke, hvem man kunne stole på.

Vi manglede ikke noget under krigen. Vi fik lært at bruge det, vi havde. Jeg kørte op til en kusine, jeg havde, og der fik jeg frugt, og dem tørrede vi og havde så tørret frugt om vinteren. Jeg plantede også selv tobak, det var ikke til at få under Krigen, og for at give tobakken noget smag, så kogte jeg nogle tørrede blommer til saft og hældte det over tobakken.

I 1944 flyttede vi ind i vores hus. Det var jo dejligt at flytte ind i et nyt hus, men det eneste moderne, som vi havde, var elektrisk lys. Vi havde komfur i køkkenet og gruekedel (kedel, som er indmuret i eller kan anbringes over en grue, et åbent, muret ildsted) og vaskebræt. Dengang var der ikke noget, der hed vaskemaskine. Der var ingen vand i huset, så vi lavede en brønd i enden af haven. Det var også godt nok, men om sommeren var den tør, så vi måtte ned på klitbakken for at hente vand ved en gartners brønd.

Det var først i 1955, vi fik vand lang ind i huset, og i 1963 fik vi centralvarme.

Min man fiskede også noget af tiden, og når han kom hjem fra England, havde han kaffe med hjem. Det var ikke brændt, så vi brændte det i stegegryden. Men kaffen her hjemme var rationeret.

Det, det var værst for kig at undvære, var havregryn. Jeg var bange for, at mine børn ikke fik, hvad de skulle have, så de fik havregryn med mælk på.

I vores hus var de unge altid velkomne, og jeg hjalp også de unge, hvis de havde været i byen og var blevet beskidte og ikke turde gå hjem. Så vaskede vi tøjet og tørrede det over kakkelovnen, så de var pæne, når de gik hjem.

Vi holdt altid på, at vores børn skulle tage deres venner med hjem, så vi kunne møde dem.

Vores søn kom også ud at fiske, men det stoppede han med igen, da han blev gift.

Så blev min mand syg og holdt op med at fiske. Han kom til at arbejde på havnen i resten af den tid, han arbejdede. I dag bor vores søn udenfor Vejle. Han arbejder på slagteri og med fagforeningsarbejde. Min datter bor her i Strandby. Jeg har fem dejlige børnebørn og fem oldebørn.

Min mand døde i 1989, og da havde han været syg i cirka 10 år. Det var en streng tid på det sidste.

Jeg har så siddet alene i huset til nu, hvor jeg har lejet det ud. Nu er jeg flyttet hen på alderdomshjemmet Strandgården, hvor jeg har fået en dejlig beskyttet bolig.

Om mit liv har været anderledes end mine forældres? Ja, det tror jeg. Min far var jo tømrer og murer, og han arbejde hele sommeren med at bygge huse og om vinteren med at bygge forskellige ting. Men så fik han en ladeport ned over sig og kunne så ikke så godt gå. Så lavede han mursten og sten til fiskegarn. Da han døde, gik min mor ud og lavede mad for en enkemand og hans søn. Mens min far levede, arbejdede min mor kun hjemme, men da han døde, fik hun kun 13 kroner om måneden i enkepension, og det var ikke meget, så hun lejede halvdelen af sit hus ud og tjente 25 kroner ved det, og så kunne hun klare sig.

Jo, mit liv har absolut været anderledes end mine forældres.

Kilde: Magdalene Andersen i Fortællinger fra Jyllands Top, side 21 - 27 (1994) Udgivet af Aktivitetshuset ved Strandgården og Lokalhistorisk Arkiv for Elling Sogn

Web-editor: frode @ engbaek . com Sidst opdateret: 09-Sep-2012