EN FAMILIEOVERSIGT

Min hustru ANE PEDERSEN's og min slægt i

4 generationer

skrevet i efteråret 1935

af NIELS PEDERSEN.

ET LILLE FORORD.

Når jeg i de følgende optegnelser om slægten i første led har skrevet noget mere om min egen hustrus slægt, så har dette sin ligefrem grund i, at her var jeg fra barn og ung kendt og hjemme, ude som inde, hvorimod jeg til den anden side har levet mere på afstand. Nogen andet giver sig til kende i andet led, hvor vi selv og vore søskende på begge sider nærmere i forbindelse med hinanden.

Og ligesom i tredie led - vore og søskendes børn. Da tør det vel siges, at den personlige skildring af den enkelte ikke har nogen forrang, men udelukkende kun er givet ud fra et uhildet blik, et ærligt og venligt sind.

Niels Pedersen.

ANE PEDERSEN's stamtavle på sin moders side i 5 led tilbage i henhold til Fyens Stiftsarkiv.

Ægteparret PEDER MORTENSEN og hustru MAREN RASMUSSEN blev viet i Taarup Kirke 4. marts 1688.

Deres søn MORTEN PEDERSEN (skare) blev født 1697 i Taarup. Han blev gift med pigen ANE Dorthea, født 1712 i Taarup.

Deres søn MARKUS MORTENSEN, født 1741, blev gift med GERTRUD KRISTENSDATTER fra Gudbjerg.

Deres søn MORTEN MARKUSSEN blev født 1. december i Vejstrup. Han blev gift med en pige fra Lakkendrup, der hed ANE POULSDATTER, født 1781. Hun døde den 17. juni 1864, og han den døde 26. maj 1866.

Blandt de 4 børn, som fornævnte ægtepar havde, skal her kun nævnes pigen MAREN MORTENSDATTER, født 30. maj 1814 i Vejstrup. Hun holdt bryllup med ungkarl JENS HANSEN KROMANN den 30. maj 1840.

NIELS PEDERSENs stamtavle på sin mors side i 6 led.

Gennem Fyens Stifts Arkiv kan slægten føres tilbage til HENRIK RASMUSSEN, født 1623, død 1712. Blev begravet 4. september 1712

Dennes søn hed RASMUS HENRIKSEN, født 1659. Han blev gift med SISSEL ANDERSDATTER 21. april 1695, født 1669. Hun døde 1732. Han døde 1737.

Deres søn ANDERS RASMUSSEN, født 12. juli 1701, blev gift med MAREN JAKOBSDATTER 3.december 1730. Han døde 1782. Hun døde 1779.

Fornævnte ægtefæller havde en datter, der hed JOHANNE ANDERSDATTER. Hun blev gift den 20. november 1769 med KRISTEN HANSEN. Han døde den 14. juni 1806. JOHANNE ANDERSDATTER døde i 1832.

Ovennævnte ægtefæller havde en søn, hvis navn blev HANS KRISTENSEN, født 10. januar 1781. Han blev gift med ANE NIELSDATTER, født 10. juli 1781. Han døde 1. juli 1868. Hun døde 21. november 1875 i en alder af omtrent 97,5 år.

HANS KRISTENSEN og ANE NIELSDATTER havde 6 børn. Den næstældste var en datter, der blev født 29. september 1814 og fik navnet JOHANNE MARGRETHE HANSDATTER. Om hende bliver der nærmere fortalt i efterfølgende skrift.

Min svigerfar Jens Hansen (Kromann) og min svigermor Maren Mortensdatter.

Navnet svigermor har i almindelighed ikke klang indenfor privathjemmets døre, da der dette ord forbindes tanken om vanskeligheder i huset, som nu og da kan volde besvær for en svigerdatter eller en svigersøn.

En sådan tanke til trods vil nedskriveren efterfølgende korte og med rette ufuldkomne slægts optegnelser alligevel begynde at skrive lidt om min egen svigermor, der uden overdrivelse må regnes for en af de bedste.

Hun hed Maren Mortensdatter og var født 31. maj 1814 i en bondegård på Vejstrup Mark. Hendes far hed Morten Markussen, og han var født i samme gård 1. december 1782.

Foruden Maren var der 3 søskende, nemlig 2 brødre Poul og Markus samt søsteren Gertrud, der senere blev gift med Hans Andersen og virkede sammen med ham til stor velsignelse i friskole og valgmenighed.

Broderen Markus arvede gården og var også med på god måde i tidens udvikling såvel i den fri skole som i kirke. Derimod vides kun lidt om Poul, som fik et hus bygget på en lod i gårdens mark.

Som barn fik svigermor ros for sin flid og fremgang i skolekundskaber. I så henseende var hun foran sine jævnlige. Som ung pige blev hun dygtig såvel udenfor hus som inde. Og rimelig har hun der fra sin mor - Ane Poulsdatter - fået de første grundsætninger i den tids husførelse, ikke mindst i slagtning og god madlavning, hvad der senere kom hende meget til gode.

Ved 24 - 25 års alderen blev hun trolovet med ungkarl Jens Hansen fra Vejstrup. Deres bryllup blev holdt den 30. maj 1840. Men umiddelbar før brylluppet var hun med til at lerkline og kalke gårdens udhuse som også at male vinduer og farve stolper på stuehuset. Der skulle jo være bryllup i hjemmet.

Gården Hjelmkilde på Aaby Mark var - eller blev købt. Og her flyttede det unge brudepar ind, hvor de virkede støt ved hinandens side i 27 år. Og her blev deres 5 børn - 2 sønner Hans og Martin - samt 3 døtre Maren, Ane og Hanne født.

Min svigerfar Jens Hansen var født i et jordløst hus omtrent midt i Vejstrup by den 4. december 1815. Hans far hed Hans Jensen og var født 11. marts 1766. Han blev gift med pigen Maren Rasmussen 20. december 1807 og døde 3. september 1828. Der vides, at han i sine velmagtsdage var tækkemand om sommeren og en tid lang gik han om vinteren til Bjørnemose og task med plejl.

Der havde han og hans kone - Maren Rasmussen - i flere år tjent, før de blev gift. Hun tjente som bryggepige, og om hende er fortalt, at hun var både dygtig og stærk. Skønt lille af vækst kunne hun bære 12 skæppe (cirka 208 liter) rugmel på sin ryg. De fik tilsammen 3 børn. Alle sønner, hvoraf den ene døde som lille. Den ældste hed Rasmus, og han har på sin vis sin egen historie, hvorom senere skal fortælles lidt.

Så vidt vides var Jens Hansen den yngste, men det viste sig tidligt, at der var kræfter og en sjælden drift i ham.

Han var ikke fyldt 13 år, da hans far døde. Kort derefter gav han forslag til sin mor om at sælge huset og købe ejendom, så der kunne blive noget mere at arbejde. Men dertil sagde hun: "Det er bedre at være en velstillet husmand som at være en fattig gårdmand". Og derved blev det foreløbig.

Hvorledes han artede sig i skolen, vides der intet om. Derimod gik der længe frasagn om hans drengearbejde i praksis.

Da han var konfirmeret, gik han til Tisselholt teglværk og var med ved produktionen af mursten, som dengang blev lavet ved håndkraft, og derfra blev han omtalt som en sjælden flink dreng, der kunne ordne det daglige ved stenene lige så meget som en fuldvoksen mand.

Hans mor døde, da han var omkring 20 år gammel. Og ligeledes døde hans moster i Vejstrup, der havde ejet en lille gård. Denne moster havde før sin død testamenteret Jens Hansen sin gård efter sin død, hvorimod han skulle betale en vis kapital til andre arvinger. Denne gårds jord lå meget spredt, så den unge ejer så sin fordel ved at bygge et par huse forskellige steder og så tid efter anden at få det hele solgt med godt udbytte. Og her viste det sig, at han meget tidligt var i besiddelse af en god handelstalent, og ved denne tid var det, at han blev trolovet med Maren Mortensdatter, med hvem han holdt bryllup som foran er omtalt og flyttede til den nykøbte gård Hjelmkilde på Aaby Mark, hvortil hørte omkring 50 tønder land god jord, men derimod var bygningerne meget gamle og faldefærdige, så gården allerede de første år måtte bygges om. Ladebygningerne blev bindingsværk, men stuehuset af grundmur, og dette sidste blev gjort så godt og solidt og med et sådant fremsyn, at det nu om dage efter 3 generationer i familien må kaldes meget respektabelt.

Der på Hjelmkilde voksede børnene op og blev tidlig vænnet til at tage del i arbejdet.

Blandt de begivenheder, der i årenes løb fandt sted, bør følgende meddeles:

En dag, da Jens Hansen arbejdede udenfor sin gård, kommer hans nabo - Lars Hansen - hen til ham og spørger, om han ikke vil købe hans gård - Helleskov - for han, Lars Hansen, vil gerne købe sig en lidt større gård. Ja, spørgsmålet kommer rigtignok uventet, siger Jens Hansen, men hvad har du tænkt gården skal koste? 12.000 rigsdaler, lød svaret. Det er ikke urimeligt forlangt, siger Jens, men lad os gå indenfor og høre, hvad mor siger. De gik så ind, og resultatet blev, at Lars Hansens gård blev købt samme dag til den forlangte pris -12.000 rigsdaler.

Lars Hansen fik derefter travlt med at rejse omkring og se på ejendomme for at købe; men desværre var der ingen han syntes om til den pris, der forlangtes. Han mødte derfor slukøret, som vi kan forstå, hos Jens Hansen og beklagede det sørgelige resultat af sine anstrengelser. Ja, kan du ingen gård købe, som er dig tilpas, må du godt få gården igen, siger Jens Hansen, hvad Lars Hansen med tak tog imod.

Efter et års forløb kom han igen og meddelte, at nu kunne han købe gården Bejerholm i Vester Skerninge, hvis Jens Hansen nu ville overtage Helleskov. Handlen kom så atter på ny i stand på samme betingelser som første gang og dermed var Helleskov købt.

Denne handels affære meddeles her, fordi den på en måde giver en god karakteristik af Jens Hansen i sit forhold til andre mennesker. Han er ikke besjælet af lutter egoisme, der kun vil sit eget vel, men han kan rette sig efter sine medmennesker, når der foreligger en gyldig grund.

Lad os følge ham frem i tiden til omkring ved 1866. Landbruget på Hjelmkilde og Helleskov havde i løbet af et kvart år hundred givet et godt overskud, så der kunne med velberådet hu købes en endnu større ejendom. Og da gården Bjørnemose - ikke langt fra Svendborg - ved den tid blev udbudt til salg, tog Jens Hansen sidst på året 1866 med sine 2 sønner Hans og Martin hen til Egeskov godskontor, hvor godsforvalteren dersteds var af Baronesse Bille Brahe bemyndiget til at kunne sælge Bjørnemose. Og handelen kom også i stand samme dag.

Jens Hansen blev ejer af gården for en pris af 68.000 rigsdaler. Overtagelsen skulle dog først ske l. april 1867.

Med denne sidste handel skete der en hel omvæltning for familien på Hjelmkilde.

Gården Helleskov blev solgt til Hans Andersen og Gertrud for en pris af 20.000 rigsdaler.

Familien på Bjørnemose.

Til Bjørnemose hørte et areal på 170 tønder land, hvoraf 20 tønder land skov. Jorden var i ret god drift. Men der blev straks bygget adskillige fag til kornladen og meget var der at gøre så vel inde som ude.

Jens Hansen førte selv an i marken, mens Martin hovedsagelig om sommeren havde arbejde i haven. Han var med sit arbejde meget pertentlig og akkurat, så der tåltes ikke den mindste uorden, langt mindre griseri. Jeg husker min far sagde om ham: "Martins ordenssans er i den grad fremtrædende, at han må være født med en kost i den ene hånd og et stykke sæbe i den anden." Nå, denne bedømmelse var vel overdreven, men noget kunne den være symbol på for hos svoger. Allerede om efteråret 1867 kom pensioneret general Hegerman Lindenkrone med sin familie til Bjørnemose som lejer af den ene hovedfløj, der betaltes med 800 kr. årlig. Denne familie blev der omkring ved 20 år, og der herskede i den årrække en vedvarende god forståelse og velvilje fra begge sider, så det var et godt naboskab til et godt eksempel. I åndelig henseende var Jens Hansen og Maren tidlig vakt. Først gennem pietismen jævnsides lægprædikanten Johan Nielsens forkyndelse, og deri fik de en yderligere støtte i broderen Rasmus, der fulgte med dem først til Hjelmkilde og senere til Bjørnemose.

Om ham må jeg som tidligere anført - fortælle lidt nærmest efter optegnelser af fru Marie Kromann Kristensen. De lyder sådan:

Da Rasmus, den ældste, var 10 år gammel, fik han mæslinger, og de var meget ondartede og satte sig fast i hans øjne. Hans far, der efter den tid var en ret velhavende mand, rejste så til København med ham for at få øjnene underkastet en operation; men rejsen derover var lang og besværlig. Med et sejlskib tog de afsted. Men vejr og vind blev så dårlig, at rejsen omtrent varede i 4 døgn, inden de nåede København, og desværre havde drengen i den tid mistet sit syn, så lægerne på hospitalet kunne intet udrette uden at hjælpe til at få betændelsen lægt. Efter den tur og tid blev han hele sit liv blind.

Alligevel blev han senere til ikke ringe velsignelse for sine nærmeste og mange flere.

Foruden det at han havde en ualmindelig klar forstand og fin iagttagelsesevne for, hvad der rørte sig omkring ham, så var han tillige meget musikalsk og spillede violin med stor færdighed såvel i bløde som stærkere toner. Noderne kunne han jo ikke se, men så læste Hans eller Martin dem først for ham, hvorefter han spillede, så husets børn derved blev beriget og lærte mange gode sange. Han var usædvanlig snild og nævenyttig til at lave små husgenstande af træ, hvoraf flere endnu er opbevaret til minde om ham. I det daglige kunne der blive kamp mellem brødrene om rene ubetydeligheder, men de kendte ikke til at bære had til hinanden. Alt det dårlige glemtes let og kun det gode bevaredes. Rasmus døde på Bjørnemose 1869 - 62 år gammel. Så vidt ved fru Kristensen om denne broder, men jeg må understrege, hvad jeg før kom bort fra, at han længe under opvækkelsestiden var endnu en strengere pietist som Jens Hansen. En tid lagde han endog violinen til side, da den - som lægprædikanterne sagde, indeholdt "den slemme selv". Det var dog vist kun ganske kort.

Højskolerne havde imidlertid begyndt deres virksomhed, og trangen til at besøge dem nåede også Bjørnemose. Men rimeligt var det ingen tilfældighed, når alle 4 børn der en efter en kom på Ryslinge højskole, hvor pastor Clausen var præst og tillige holdt mange foredrag på højskolen. Men her kom de også i nær berøring med Ryslinge Valgmenighed, hvor Birkedals tale under besøg i valgmenighedskirken fik indflydelse på dem. Nærmest er det derfor trolig, at da Vejstrup Valgmenighed i 1874-75 var dannet, blev tilslutning til denne fra familien på Bjørnemose hovedsagelig gennemført i henhold til de unges trang.

Pastor Pedersen fik dog ved sit vidnesbyrd snart stor magt også over de gamle. I kirken har jeg således set, at tårerne under prædiken randt ned ad kinden på svigerfar, der ellers nu og da ikke mindst i hjemmet kunde være hård. Så Hakon Jarls ord til Thora: "Har du ej set hårde stene græde, når de fra kulden kommer ind i varmen", randt mig uvilkårlig i hu. Det var, havde jeg indtryk af, ikke en øjeblikkelig sindsbevægelse for svigerfader, men havde sin rod i, at han var med i forkyndelsen med hele sin sjæl.

Det var dog ikke ene Jens Hansen jeg fulgte med mine bedste tanker, siden familien flyttede til Bjørnemose, men også hans hustru og børnene.

En af disse, Ane, havde i sjælden grad vundet mit hjerte fra den tid de boede på Hjelmkilde. Og til trods at hun nu var blevet herremandsdatter, så vilde hun alligevel ikke gå ud af mit sind. Det varede dog hele 10 år, inden jeg dristede mig til at skrive mit frierbrev til hende, der egentlig ikke kom hende uventet; men skønt hendes hjerte som mit brændte, måtte jeg dog vente i hele 8 år, for mig lange dage, inden hendes svar kom i februar 1877. Vi blev trolovet, men vort bryllup blev først holdt den 24. juni 1881. Og vist samme dag eller kort tid derefter blev Anes broder Martin trolovet med Signe Ottesen fra Staulund, der tidligere havde været elev på Bjørnemose. Og da der nu for alvor var gå et hul på bylden med trolovelse, slog Peder Thomsen og Maren også parti. Og Hanne der havde sagt om sig selv, at hun ville tage plads på kvisten og leve der som gammel jomfru, hun kunne alligevel ikke stå imod, da ungersvenden Skræp tilbød hende ikke alene sin hånd, men også sit hjerte.

Martin og Signe holdt bryllup den 1. juni 1883; Peder Thomsen og Maren holdt bryllup den 8. juni 1883 samt Christen Skræp og Hanne holdt bryllup den 27. oktober 1885.

Martin og Signe blev ved deres bryllup overdraget Bjørnemose. De fik under deres ægteskab 3 børn, nemlig: Otto, født den 13. marts 1884; Martha, født den 29. januar 1887 og Maren, født den 6. januar 1890.

Jeg begyndte med at fortælle, at Jens Hansen: Martin Jensens far, var født i et jordløst hus i Vejstrup by. Jeg burde have føjet til, hvor der blev drevet lidt krohold, som navnlig moderen passede. Deraf kom det, at både Jens Hansens far som han selv fik tilnavnet Kromann, der videre i daglig tale gik i arv. Men familien tog først dette tilnavn op, da Martin Jensens og Signes første barn skulle døbes. Den lille søn kom derfor til slet og ret at blive døbt med navnet Otto Kromann, som også døtrene Martha og Maren fik samme efternavn.

Det er i øvrigt ikke hermed hensigten at give en nøjere karakteristik af hver enkelt i de yngre slægter, men med velberådet hu må jeg antyde, at et besøg på Bjørnemose under Martins og Signes residentskab var altid som førhen en oplevelse af værdi. Martin havde været på landboskole hos den landskendte forstander Jørgen la Cour i Lyngby, fra hvilke han havde tilegnet sig gode og nyttige minder, som det altid var ham en glæde ved fortælling for os at opfriske. Vi blev altid modtaget med et oprigtigt velkommen, og man kunne ikke andet end lægge mærke til den orden og proberthed øjet mødte overalt. Navnlig i haven, hvor gange og blomsterbede altid var i skønneste orden.

Og kom man så indenfor, hvor husfruen residerede, var der ligeledes skik på sagerne, og hun forstod på god måde at lede samtalen hen på åndelige som materielle spørgsmål, hvad der var fremme i tiden. Hun var tillige meget omsorgsfuld til at pleje og passe sine svigerforældre, der blev 86 og 87 år gamle.

Maren Hansen, født Mortensen døde den 3. april 1900, og Jens Hansen døde den 30. januar 1903.

Martin Jensens virke strakte sig også ud over hjemmets enemærker. Han var således medlem af Tved sogneråd i 2 valgperioder (12 år), deraf dets formand de 9. Han var født på Hjelmkilde den 6. juni 1845 og døde den 3. november 1920. Signe var født på Staulund den 10. november 1856 og døde den 24. november 1920.

Efter Martins og Signes død arvede Otto Kromann Bjørnemose med behørig og passende udbetaling til sine 2 søstre, hvoraf den ene Martha allerede var gift med ingeniør Johannes Larsen fra København. De blev gift den 24. maj 1918 og har siden overtaget en meget ansvarsfuld direktørstilling på en stor fabrik i Fredericia, hvor der virkes med 3 a 400 arbejdere dagligt. Deres 2 drenge hedder Jørgen og Johannes Henning.

Den anden søster Maren er ugift. Hun har forpagtet den ene fløj af hovedbygningen på sit barndomshjem, hvor hun i ferietiden har et meget respektabelt, ja stilfuldt sommerpensionat for velsituerede gæster, der tillige søger deres nødvendige rekreation. Idel taknemmelighed foruden sit honorar modtager hun stadig af sine gæster.

Otto Kromann, der nu er ejer af Bjørnemose, blev gift med Marie, i daglig tale kaldet Missen, Skræp fra Albjerg den 22. april 1920. Deres bedste rigdom er 4 sunde og livlige børn, hvis navne er efter alder er følgende: Signe Johanne, Marthe, Marie, Elisabeth og Jens. Alle med tilnavnet Kromann. Endnu er Bjørnemose et kært og hjemligt sted at komme på besøg som i gamle dage, skønt det nu er den fjerde generation, der er på trapperne.

Min søster Anne Pedersen og hendes mand Hans Jensen (Kromann).

Den ældste søn Hans Jensen der i flere år havde været trolovet med min søster Anne. Disse to unge holdt bryllup den 22. marts 1867 og overtog ødegården, Hjelmkilde, da Jens Hansen med familie flyttede til Bjørnemose. Og det kan vel siges uden forklejnelse for nogen, at de hver for sig var foran deres tid, hvad de mange erholdte sølv- og broncemedaljer fra mejeriudstillinger i 70- og 80-erne kom til at bære vidne om. Ja, også et sølvkaffestel med inskriptionen: "For fremadskridende agerbrug" blev dem givet som ærespræmie ved Fyns Stifts Mejeriudstilling den 23. januar 1878. Det var derfor ikke så sært, at lærlinge - især kvindelige - strømmede til dem i overflod. Den 13. januar 1868 fødtes deres første barn, en søn, der kom til at hedde Jens efter sin farfar. Den 23. marts 1870 kom der en pige, hvis navn blev Marie. Disse børn fik hjemmeundervisning, først af deres forældre, senere af en lærerinde, og de kom først i Aaby Friskole et årstid før deres konfirmation, så også på skolens område blev der drevet noget for sig. Deres ungdom ude som hjemme huskes i øvrigt ikke videre at notere om.

Jens og Karen Kromann.

Den 1. november 1894 blev den unge Jens Kromann gift med en pige fra Sjælland, der hed Karen. Og denne Karen fik stor betydning for deres senere virke. De flyttede til Snoghøj, hvor der indkøbtes på en bakkeskråning ud mod Lillebælt på ca. 20 tønder land, og hvorpå der byggedes. Lidt efter lidt blev dette areal omdannet til en frugthave af mange forskellige slags, og hvor det ene drivhus rejste sig efter det andet, foruden masser af mistbænke med meget mere. Der er her udfoldet en storstilet, ja næsten landskendt virksomhed på havebrugets område. Hver lørdag er Jens Kromann og Karen i Fredericia med deres pakkede vognlæs af alle sorter frugter, som i reglen anses af kunderne for at være tip-top af det bedste, hvorfor der også med rette kan erholdes gode priser. I året 1924 modtog ægteparret Kromann fra Det kgl. danske Landhusholdningsselskab et stort sølvbæger for mange års energisk flid og fremdrift. Til en sådan hædersgave var Kromann indstillet og anbefalet af stedets landboforening, der tillige afholdt en større fest i den anledning, hvor ægteparret var landboforeningens hædersgæster, og hvor sølvbægeret blev dem overrakt efter en udtalt velformet lykønskning og takketale var holdt.

Af børn har de 3, nemlig: Ellen, Aage, og Hans, der alle er gifte. Sidstnævnte hjælper til hjemme i gartneriet.

Marie Kromann og Vilhelm Kristensen.

Vi må dernæst følge datteren Marie Kromann, der blev gift med fætteren Vilhelm Kristensen den 14. november 1899. Skønt hun dengang var en meget udviklet, ung kvinde, så er det næsten som hun træder lidt i skygge bag den vidt omspændende og vidtstrakte virksomhed, som allerede da var blevet hendes mand til del. Nemlig instruktør i gymnastik for folkeskolens børn over en stor del af landet. Der hørte derfor et vist mod til for Marie at gifte sig med en sømand til lands, som han selv spøgefuldt udtrykte sig. Men det gik meget godt. De nygifte slog deres paulun op i Charlottenlund, hvorfra valfarterne til de respektive skoler udgik periodevis efter tid og omstændighed. Og her er det i disse år, at Vilhelm Kristensen øver sin store indsats for gymnastik i landsbyskolen. Jeg har selv været vidne til, at han kunne lede en gymnastiktime i en skole, så både lærer og børn følte, at sådan skulle det være, og det var ikke vanskeligere end at det med god vilje kunne gøres efter. Sin uddannelse havde han fået på centralinstituttet i Stockholm, der varede i 2 år -1896 og 1897, hvorefter han underviste på højskoler og delingsførerkurser som også på statens feriekursus for lærere. I året 1912 sendte Danmark sin bedste ungdom til De olympiske lege ved Stockholm. Vilhelm Kristensen ledede her det mandlige hold på 350, der gjorde så smuk gymnastik, "at vi fik ligefrem tårer i øjnene", sagde nogle af de svenske tilskuere. Ved hjemkomsten blev han hædret med et fuldt rigget skib i sølv, der yderligere symboliserer farten gennem de danske sunde. Året efter blev han hædret med ridderkorset, som han dog kun bærer ved meget festlige lejligheder. Imidlertid var Vilhelm og Marie blevet ejer af hendes barndomshjem Hjelmkilde. Men også som gårdejer bevarede Vilhelm Kristensen sin store interesse for skytte- og gymnastiksagen og var stundom den ledende ved mange lejligheder, hvad 3 eller er det måske 4 sølvbægere med inskription til ham bærer vidne om. En stor dag havde han i fjor (1934), da han førte det fynske 100 mandshold af de gamle ved Lingsfesten i Vallekilde, hvor han umiddelbart efter øvelsen blev omfavnet af en gammel svensker til tak. Nu skulle man jo tro, at når Vilhelm Kristensen er så meget for andre ud af til, så lå det nær at han glemte at passe bedriften derhjemme. Men nej, sådan er det ikke. Han passer sine sager som få, hvad alle besøgende på stedet vil være enige om. Ved en konkurrence for hele markbrug, som stedets landboforening i året 1925 lod afholde, tilkendtes Vilhelm Kristensen den eneste ærespræmie, der blev uddelt. Nå, bag al denne virak, der gennem årene regnede ned over Vilhelm Kristensen og selvfølgelig regnede med rette, skal hans hustru ikke glemmes, thi ofte var hun vel i vanskelige stunder den regulerende og tro i sit kald.

I året 1910 flyttede Marie og Vilhelm Kristensen til Hjelmkilde som de egentlige styrere af hjemmet der, da sygdom hos hendes forældre krævede hendes nærværelse der. Og her er det i de følgende år, at Marie gør sin store indsats med at passe og pleje sin mor, der led af en uhelbredelig og smertelig gigtsvaghed, ligesom faderen tvende gange fik lungebetændelse. Anne Kromann døde den 10. november 1915. Hans J. Kromann døde den 25. august 1917.

Foruden sit ansvarsfulde hverv i hjemmet blev Marie valgt til medlem af Vejstrup Valgmenighedsråd, hvor hun i flere år på god måde gjorde fyldest. Ikke mindst virkede hun ihærdigt ved anskaffelsen af et godt orgel til kirken, som vi i lange tider havde savnet. Det tør vel også siges, at det nærmest var på Marie's initiativ og anvisning, at det nye anlæg nord for Lunden med de kønne natursten om højen blev til virkelighed. I menighedsrådet fyldte hun en god plads. Og derfor var det det en skuffelse for mange, da hun trak sig tilbage.

Af børn har Vilhelm og Marie 3 sønner, nemlig Harald, Arne og Frede. Harald, som er gift, virker som ingeniør under staden. Arne har en betroet stilling i landmændenes frøforsyning i Roskilde, medens Frede - der blev gift i sommer - har overtaget Hjelmkilde i forpagtning.

Min svigersøster Maren Jensen (Kromann) og Peder Thomsen.

Som tidligere nævnt holdt Maren og Peder Thomsen bryllup den 8. juni 1883. Engbækgård i Vester Hæsinge var købt, og der kom de til at bo, og her fødtes deres 3 børn: Mary den 9. april 1884, Rasmine den 16. april 1886 og Jens den 26. januar 1888. En noget traurig og tør tid for landbruget var allerede begyndt og varede godt århundredet ud. Og det fik Maren og Peder Thomsen som begyndere også at mærke de første år. Men med en sjælden energi og handlekraft kom de godt over vanskelighederne. Peder Thomsen var en tid formand for mejeriet som også formand i sognerådet. Og at Vester Hæsinge fik tidligt elektricitetsværk skyldtes væsentligt også ham. I mange år havde han tillige præstegården i forpagtning, så alt i alt tyder det på, at der blev udfoldet stor personlig dygtighed. Et besøg til Vester Hæsinge var altid imødeset med glæde. Før bilernes tid blev vi altid hentet med hestekøretøj ved Højrup Station. Og når vi nåede Engbækgård stod Maren Thomsen altid i døren og modtog os med åbne arme, alt mens en sagte tåre gled nedad hendes kind, Vi følte, det var af indre glæde, for hun hørte til de gode kvinder. Et sådant besøg varede den gang gerne natten over. Og det var især noget for rollingerne på begge sider, hvor leg var både det første og det sidste, før turen igen skulle gå hjemad. Desværre døde Maren Thomsen efter længere tids svaghed den 12. februar 1912. Peder Thomsen var derimod rask omtrent til sin død, der indtraf den 22. november 1934. Allerede før Peder Thomsen døde, havde sønnen Jens overtaget gården.

Han blev gift den 12. november 1922 med Anna Hansen, som var købmandsdatter fra Odense. Desværre er det et savn, at de endnu ikke har nogen børn.

Rasmine blev gift den 29. oktober 1908 med mejerist Jens Peder Hansen fra Jylland. De kom til at bo i Fredericia med virke i en osteforretning, som de endnu driver. De har tre raske børn, hvis navn efter alder er: Rigmor, Gudrun og Peder.

Mary Thomsen er endnu ikke gift. Hun ejer selv villa i Fredericia og er meget optaget af en særpræget syning, som velsituerede folk i byen sætter megen pris på. I mange år var hun husbestyrerinde i hjemmet under hendes mors sygdom og død. Fra den tid var hun særlig skattet af hele familien.

Min svigersøster Hanne Jensen (Kromann) og Christen Skræp.

Et lille kapitel må der selvsagt skrives om moster Hanne, der som ung pige ville tage bolig på kvisten og leve der som gammeljomfru, men som ungersvenden Christen Skræp, Albjerg, helt godvillig fik flyttet over til sig efter deres bryllup den 27. oktober 1885. Christen Skræp var sammen med sin fader Rasmus Skræp indehaver af en meget vidtstrakt handels- og slagteriforretning, der blev drevet med kyndighed og god fortjeneste, og da han -efter en søsters død -var eneste barn, var det så lige til, at formuen i det hjem øgedes år efter år. De unges ægteskab blev dertil velsignet med 4 børn. Først en pige, der kom til at hedde Maren, født den 1. oktober 1886. Dernæst Anna, født den 11. marts 1892. Rasmus, født den 21.april 1894, og endelig Marie, født den 5. februar 1896.

Den første Maren blev gift 26. juli 1910 med ingeniør Frode Engbæk. Senere driftsbestyrer over 2 jernbaner i det nordlige Jylland. Desværre døde han den 7. august 1928. De har 2 børn, hvis navne er Hans Christen og Signe.

Anna blev gift med Dr. Albert Fischer den 20. juli 1920. De har også 2 børn, der hedder Simon og Inge.

Om Rasmus er der at meddele, at han døde af tuberkulose den 18. april 1917. Han var jo ellers indtil døden kom, sine forældres håb som stedets arvtager, så hans tidlige bortgang har i mindet siden ofte kaldt tårer frem.

En stor trøst og glæde har det imidlertid været, at den yngste Marie blev trolovet og gift med fætteren Otto Kromann, som jeg alt forud har bemærket.

Hun blev altså husfrue på den herlige, ja prægtige gamle borg, der også for nedskriveren af disse linier gemmer værdifulde gode minder.

Fru Hanne Skræp og søsteren - min gode Ane - har vel livet igennem haft mere med hinanden at gøre end med nogen anden i familien. Besøg hos hinanden, navnlig da rollingerne på begge sider var små, skete det ikke så sjældent. Og navnlig ved fødselsdagene var der altid stads i gaden -ikke mindst mellem jul og nytår (28. december). Moster Hanne havde dog sendt sine julegaver til hver især til juleaften. Og hendes bøger til mig har næsten gået over rimelig grænse. Og hvad Ane har fået, blev gerne gengældt den næstfølgende 20. maj ved en høne med sine 18-20 kyllinger, for i den branche var - om jeg så må sige - min kone den skrappeste.

Nu om dage går vel besøgene hos hinanden knap så tit på, men når det sker, er modtagelsen lige varm. Den 27. oktober i år er der guldbryllup på Skræppenborg, og indbydelse til os her i Gravvænget er allerede sket.

Min egen slægt: Påskeslægten.

Når jeg dernæst bør skrive lidt om min egen slægt, ligger det nær for mig at begynde med først at optage, hvad min gode ven Jens Therkelsen har skrevet derom i Svendborg Avis umiddelbar før min 80-årige fødselsdag. Og det lyder ordret således:

Påskeslægten fra Brudager vænge: Optegnelser om slægtens historie, om bondeliv i gamle dage og det åndelige frihedsrøres første tid.

Årene de rulle og skiftes om på jord
og vore navne glemmes, som sne der faldt i fjor,
og slægt efter slægt segner hen på nornens bud ...

Således sang Lembcke for 70 år siden. Og det er rigtigt. Det føler vi alle; men også på en måde, som vi ikke altid tænker på. Navnlig dette, at vi skiftes om på jord. Går vi tilbage i vor slægtsstamtavle - om vi har en sådan - ja, da vil det i de aller fleste tilfælde vise sig, at vi er nomader i det vi anså for vor hjemstavn.

Jeg- altså forfatteren -har forsøgt i et enkelt sogn at gå tilbage. Der blev kun 15-16 familier, der var barnefødt der, og af deres forældre var kun nogle få. Kom vi tilbage til 1700 tallet, ja da var der kun et par stykker. Hvem der i tiden havde boet der, var spredt over hele jordens kreds. Men der er enkelte slægter, som så langt vi ved tilbage, har boet på den gamle grund. Der er nylig her i bladet fortalt om en gammel slægt fra Kohavegården i Vejstrup. En slægt, der tog fast bopæl og skød kraftigt igennem i den hele egn.

Vi vil nu her se lidt på en anden slægt, Påskeslægten i Brudager Vænge: I gammel tid så langt vi kan gå tilbage, var dette en ren Brudager slægt. De var fæstere, de gamle bønder deroppe i den smukke landsby omkring den gamle kirke med det brede tårn. Endnu, ligger en del af de gamle stuehuse der med gavlen ud mod gaden. Desværre er de gamle kirkebøger bortkomne ved ildsvåde, så det er nærmest slægtsoverleveringer mundtlige - støttet til Bjørnemose fæstebreve og hartkornsfortegnelse at dette er bygget på.

Slægtens ældste - Jens Hansen - var fæster af Møllegården af Brudager by. Han er død engang i årene 1802-14, men fra den tid har vi ingen kirkebøger. I slægtsoverleveringerne fortælles at han var gift med Ane Påske. Dette påskenavn stammede fra, at hun var født påskedagsmorgen og døbt samme dag. hun skulle været i besiddelse af en fremragende evne som fortæller og var lun og vittig. Påskeblodet er kendt i slægten som et udtryk for en livlig og vittig fortællerevne. Her må dog indskydes, at fornavnet sikkert er forkert, for i kirkebogen der opbevares i stiftsarkivet i Odense står, at deres søn Niels Jensens - gårdens næste ejer - moder Maren Andersdatter blev begravet den 22. december 1814. Der må her være sket en forveksling af navnene Maren og Ane, idet det er sikkert, at Jens Hansens kone og dermed slægtens stammoder hed Maren. Hun døde som nævnt 1814, 65 år gammel.

Min farfar Niels Jensen og Marie Nielsdatter.

Om deres søn ved vi, at han blev begravet den 18. oktober 1866, 79½ år gammel. Han skal derefter være født 1786. Han har gården i fæste 1806 under Bjørnemose. I 1807 blev gården flyttet ud i Gravvænge, hvor den nu ligger. Det gamle stuehus blev stående og står endnu i Brudager lige overfor forridergården. Han havde sine gamle forældre hos sig, men når de var døde, skulle hans landgilde forhøjes med en gås og 2 skæpper havre årlig. Gården købte han til selveje 1812 af Fr. Fenger på Maegård for en pris af 8.000 rigsdaler kurant. Herom står yderligere i det gamle skøde, at sælgeren forbeholder sig 2 store egetræer i skovlodden for et afslag på 400 rigsdaler, en meget høj træpris dengang. Men da pengene på den tid blev tovlige, måtte Niels Jensen - inden han fik rent skøde, op med i alt 10.800 rigsdaler. Det var vel endda rimelig for en gård med ny bygninger og over 100 tønder land.

Niels Jensen skal have været en hjertelig og god mand, men han var, som så tit er tilfældet, ikke så klog og dygtig som sin kone. Hun var også et helt jern. Hun hed Marie Nielsdatter og var født i Brudager 1778. Hun var lille af vækst, noget spinkel, men let og behændig, både mund- og håndrap. En fortrinlig fodgænger, en utrættelig arbejdsevne. I den travle tid tog hun efter endt dagværk mælkebøtten på hovedet og strikkestrømpen i hånden og gik den lange vej ud i Gravvænge, inden gården blev udflyttet, og malkede til aften. Bar mælkebøtten hjem på hovedet, mens hun strikkede uden at tabe masker og vel vidende, når der skulle tages ind og laves hæl. Så blev børnene lagt i alkove, og så kunne hun igen tage sin bøtte og strikkestrømpe og gå ud i marken og sprede gødning hele natten, malke til morgen og tage mælken med hjem. Der er sket megen forandring fra den tid. At gå til Svendborg og tilbage igen samme formiddag regnede hun for ingenting. Hun var kone for at holde 6 børn i ave og en gård på benene i statsbankorottens dage. så megen stræbsomhed gav til sidst penge i kassen, og den stod hun for.

Da sønnen Peder Nielsen blev forlovet med Hans Christensens datter i Kohavegården, og hun kom i besøg hos sin tilkommende svigermor, var denne i færd med at tælle penge op af en pose, som ellers var gemt i en natstol. Hun sagde da rapt til den unge pige: Sådan skal du også bære dig ad, når de bliver gift, for Per er lige som sin far. De forstår sig ikke på at omgås penge. Dette her med svigermor i huset har jo været en vanskelighed også i gammel tid, og dengang gik de jo sammen til hverdag. Hun den gamle kunne spørge skrap om morgenen til sønnen: Hvad skal pigen bestille i dag, Per? Det her med pige derhjemme i huset til opvartning og rengøring, det satte den gamle ikke pris på. Sparsommelighed til det yderste prægede det slægtled, hun hørte til - dem fra statsbankerottens dage. En aften kort før hun døde, kom hendes svigerdatter ind i hendes værelse, hvor der var mørkt. Hun tændte lyset, idet hun sagde: Men ligger I her i mørke, farmor, det skal I dog ikke. Hun satte så lyset og gik ud, men inden hun var vel ude af døren, var den gamle ude af sengen og pustede lyset ud. Det kunne dog spares. Hun døde 1854, 76 år gammel.

Tvillingerne, hvis natur Vor Herre havde forbyttet: Peder Nielsen og Maren Nielsen.

Sønnen Peder Nielsen var født den 10. maj 1818 og var tvillingebroder til sin eneste søster Maren. Dette navn kan være en opnævnelse, for da levede nemlig den gamle Jens Hansens enke endnu. Hun døde først året efter, så det var meget naturligt, at farmor fik den ære.

Da de to tvillinger voksede til, sagde deres mor ofte, at Vor Herre måtte have forbyttet deres natur, for pigen havde en fuldblods drengenatur. Hun færdedes ude og altid helst blandt raske drenge, mens tvillingebroderen Peder ville helst sidde inde og karte og strikke strømper. Han havde ellers sin moders lette og behændige legeme og var som hun en utrættelig fodgænger, sej og udholdende og dertil fliden selv. Han var lidt under middel højde, mørkhåret, blå øjne, en noget krum og lidt skarp næse. Han holdt meget af heste og sparede dem derfor og brugte sine ben. Med sine lette træskostøvler gik han lange ture rundt omkring til familien. Han lærte også sine børn dertil, idet han gerne sagde: I må hellere gå, så holder I varmen og kommer ikke galt af sted.

Min far Peder Nielsen og Johanne Margrethe Hansdatter.

Peder Nielsen blev gift med Johanne Margrethe Hansdatter fra Kohavegården i Vejstrup den 3. april 1841, Hans Christensen's næstældste barn. Hun er født den 29. september 1814. Hun var en begavet og stærkt åndelig udviklet kvinde. Hun var og hun gik gennem mange år i sin hjemmelavede nationale dragt, og hun førte den op med en holdning, der var værdig for den ranke ryg hvis sidste hun førte med ind i slægten. Det siges, at hendes mand, når de skulle i kirke gik ind først for at se hende komme op ad kirkegulvet. Ja, han var så stolt af hende, at hun godt kunne være gift med en baron, da hun havde holdningen. Hun var en overordentlig virksom og dygtig husmor. I den tid kendtes dette også på, at børnene fik et udstyr. Og på Møllegården i Gravvænge gik skytten på væven. Der blev lavet til de 5 børn et meget stort og solidt udstyr. Det var bedre, at børnene fik det end nogle hundrede kroner mere, sagde hun, for et sådant udstyr kunne vare længere og førte flere minder med sig fra hjemmet end penge. Og det er en stor sandhed.

Når de sad om aftenen og kartede og spandt, da fortalte hun for sine børn og de unge på gården om alt det, der var oplevet i slægten i de gamle dage, om de store omvæltninger i folkelivet ved virkningerne af skoleloven af 1814, om stændertiden, grundloven og krigene 1848-49-50 og 64. Hun havde fra sit gode hjem og fra sit forhold til faderen, der som den første bonde fra Sydfyn havde deltaget i dette vågnede samfunds og folkeliv, fået en levende, kraftig personlighed beriget. Ikke mindst skete dette ved det livsrøre, som begyndte med Johan Nielsen, og hvor hendes broder Christen Hansen senere blev føreren. Hun oplevede den danske digtnings guldalder og Grundtvigs vækkende og førende indflydelse for det religiøse og det dansk folkelige. Hun kom levende med i de første frie menigheder, Højskolen i Vejstrup, friskolerne og skyttekredsene. Alt dette var hun i levende forbindelse med og optaget af. Hun havde også oplevet det økonomiske fremskridt på landbrugets område, som fulgte med mergling, dræning, bedre redskaber og driftsmåder. Peder Nielsen og hans kone var enige om at opdrage deres børn til arbejdsomhed og tarvelighed, og dette gennemført overalt, var vel forklaringen til, hvad Peder Nielsens svoger i Vejstrup undrede sig over, at selvom de på den dårlige jord i Gravvænge kun havde småt korn, ja, så fik Per altid overskud, mens mange andre af familien, der havde god jord og godt korn, men vanskelighed ved at få det til at slå til.

Det blev jo fra hendes (Johanne Margrethe's) ældste datters hjem på Bleggården i Gravvænge, at tanken om friskole dernede udgik og blev gennemført. Og hun - den nu ældre bondekone - var en flittig gæst i skolen, ja næsten daglig kom hun for at høre læreren fortælle bibelshistorie for børnene. Hun var en udmærket tilhører, der var velkommen både af lærer og børn.

Med sine betydelige evner var hun sin mand åndelig overlegen. Han kunne vel ikke altid forstå og følge hende, men i sådanne spørgsmål holdt han sig beskedent tilbage og lod hende føre ordet. Ved hendes død skrev friskolelærer Rasmus Hansen hende følgende lille eftermæle:

En moder øm nedlagtes her på bår,
en vandrer træt gik hjem til hvile
En kristen, som i livets unge vår
os atter møde vil og smile.

Thi kun som kornet lægges hun i muld
med spirekraft til sommervange;
og til at pryde ageren som guld,
derhøstes under englesange.

I trængsel vidned hun, at Gud er god,
I kamp og strid hun glad istemte,
at kun det navn, der står i livets bog
har værd, de andre vorde glemte.

Et navn dog gjorde hun sig her på jord,
som leve vil med hendes minde.
Ja, Gravvænge bærer længe spor.
Hun virked der, den stærk kvinde.

Åndslivets i sin tids bedste dragt
hun hjertelig sig selv tilegnet.
Med slægt og grander gik hun så i pagt.
Nu står det hygget der og hegnet.

Johanne Margrethe blev 65 år. Hun døde den 10. juni 1879. Peder Nielsen blev knapt 93 år gammel. Han døde den 7. januar 1906 efter at have været enkemand i omtrent 16 år.

Forfatteren fortsætter derefter med en biografi af mig og min manddomsgerning, men den finder jeg ingen anledning til at gengive. Så meget mindre som den forekommer mig skildret i vel lyse farver. Har vort - min Ane's og mit - liv og gerning værdi af betydning, kan det være en passende opgave for en eller anden af vore efterkommere at skrive lidt derom.

Hvad min ven Jens Therkelsen foran har meddelt om slægten, der er gået bort, kan jeg, så vidt min viden rækker, give min fulde tilslutning. Jeg var kun 3 år, da min farmor døde, men jeg kan godt huske hende, vel nærmest fordi hun gav mig sukker. Derimod står mindet om min farfar ikke så klart for mig, skønt jeg var 5 år da han døde. Hvad der i øvrigt er fremhævet om min far og mor er i nøje overenssternmelse med mine søskendes og egne oplevelser. De fyldte deres plads hver på sin måde. I åndelige spørgsmål var min mor - som anført - foran med at kunne udtale sig klart Men i stilhed har vi også meget at mindes og sige far tak for. Han havde et dybt følelsesliv. Kingo's salme:"Aldrig er jeg uden våde", var hans yndlingssalme, særlig på de ældre dage.

Min morbroder Christen Hansen og hans kone Maren Nielsdatter.

Min moders stamtavle på en enkelt side går tilbage til år 1628, og den er der fortalt ret udførligt om i forfatteren Anders Uhrskov's første bind af bøgerne "Friskolefolk", hvortil jeg må henvise nu- og efterlevende slægt at gøre sig bekendt med. Kun skal her meddeles lidt om søskendeflokken på Kohavegården i Vejstrup, hvoraf min mor var den næstældste. Min morfar, Hans Christensen's ældste søn Christen Hansen, har selv fortalt om sit rige livsløb i omtalte bog. Hans oplevelser og hvad han videre fortæller, er nok værd at stifte bekendtskab med. I sandelig henseende var han et hovede højere end sine søskende. Han var født den 10. december 1811, blev gift 28. oktober 1837 med Maren Nielsdatter fra Vejstrup, i hvis barndomshjem Rosagergård de kom til at bo. De fik 6 børn, hvis navne efter alder var følgende: Hans, Niels, Karen, Peder, Andreas og Anna. Andreas blev folketingsmand i 18 år og var i den tid medlem af det såkaldte "rene Venstre". Alle 6 er de afgået ved døden. Christen Hansen døde den 18. februar 1901, godt 89 år gammel.

Min morbror Niels Hansen og hans kone Maren Hansdatter.

Broderen Niels Hansen var født 23. december 1817 og var også dygtig og fremragende på sine områder. I det borgerlige liv blev han en god vejleder for sine standsfæller. Folk kom til ham lang vejs fra for at søge råd i vanskelige spørgsmål, så det var intet under, at han fik sæde i Svendborg amtsråd i over 30 år. Tillige var han i en periode medlem af landstinget, men den største indsats han øvede til folkegavn, var, at han gav stødet til Landbosparekassens oprettelse her på Fyn, hvis formand han blev i mange år. Han blev den 23. oktober 1841 gift med Maren Hansdatter. Gården Langesminde på Oure Mark blev deres hjem og fødtes deres 3 børn: Sine, Karen og Hans Peder. Den sidste blev i endnu højere grad sin faders søn med arbejde i offentlig tjeneste, hvorfra hans minde bevares i ære. Niels Hansen døde den 13. november 1906.

Min moster Maren Hansdatter og min farbror Hans Nielsen.

Nr. 4 af børnene på Kohavegård var datteren Maren, der blev gift med min farbror Hans Nielsen her fra Møllegård. Det blev altså dobbelt slægtskab, idet 2 brødre og 2 søstre blev par om par, mand og kone. Nygård i den sydlige del af Ulbølle sogn blev købt, og her flyttede moster og farbror hen. Og her fødtes deres 10 børn, som alle har hver sin historie, men jeg nøjes med at angive deres navne efter alder: Niels, Marie, Anne, Signe, Hans, Jens, Peder, Maren, Margrethe og Kristen. Hans var jævnaldrende med mig. Vi gik sammen til konfirmationsforberedelse hos Brandt i Ollerup og blev konfirmeret samme dag i Kirkeby kirke den 1. oktober 1865. Besøg i barnedagene derhenne på Nygård nær stranden hører med til mine gladeste minder. 6 af denne store søskendeflok er nu døde. Kun Signe, Maren, Margrethe og Kristen er tilbage. Endnu må tilføjes, at i sommeren 1865 oprettede Hans Nielsen og Maren en friskole i deres hjem, hvor den var til huse i nogle år, og hvor de 4 yngste børn fik deres skoleundervisning. Senere blev denne friskole flyttet til et sted imellem byerne Ulbølle og Vester Skerninge, hvor den uafbrudt har virket og virker endnu den dag i dag til stor velsignelse for egnen vidt omkring.

Maren Hansdatter blev født den 21. juni 1820 og døde den 11. april 1919. Hans Nielsen blev født den 3. april 1816 og døde den 30 april 1901. Deres bryllup holdtes 18. oktober 1841.

Min morbror Hans Hansen og hans kone Kirsten Jensdatter.

Den 5. af børnene på Kohavegården blev atter en søn, der kom til at hedde Hans. Han blev født den 26. januar 1823, men om hans barndom og ungdom vides kun meget lidt. Han blev trolovet med Kirsten Jensdatter fra Oure Mark, der var datter af gårdmand Jens Pedersen samme sted. Hun var født den 11. april 1819. Deres bryllup blev holdt den 9. august 1850, hvorefter de flyttede til Nørre Lyndelse, hvor der forud var købt en lille gård til dem. Der boede de ca. 34 år, men solgte så gården og købte friskolebygningen med jord til på Vejstrup mark. På deres gamle dage nogle år før de døde, kom deres gamle tro pige Marie, der var gift med Frederik Lange til at bo hos dem for at hjælpe og pleje dem, hvad der vist i de tider kunne have sine vanskeligheder. Vi, der hører til familien, er dem den dag i dag taknemmelige derfor. Hans Hansen døde den 28. august 1899. Kirsten døde den 29. august 1903.

Karen Hansdatter og Morten Rasmussen.

Endelig meldte askepotten Karen Hansdatter sig som nr. 6. Hun blev født den 28. november 1828, og hun blev den, der kom til at pleje sine forældre på deres gamle dage. Hun blev gift den 6. juli 1850 med Morten Rasmussen, der var født på Grønnemosegård i Oure sogn. De byggede gården helt om, som den endnu ligger med den prægtige og frugtbare have i baggrunden. Rigdommen blev dog størst med børneflokken, der blev 7 i tal nemlig: Peder, ANE, Marie, Johannes, Martha, Niels

og Dagmar. De 5 er endnu levende. Kun de 2 ældste er døde. Der i dette gamle stamhjem, der gemmer så mange kære minder, har der altid for slægten været godt at komme. Også siden Dagmar -den yngste - blev gift med Oluf Nielsen fra Sjælland. De følger gammel tradition og byder en velkommen både med mund og hjerte, hvorfor de fortjener oprigtig tak. Desværre døde deres eneste søn Peder som barn, hvad der voldte dem stor og dyb sorg og indtil denne dag ikke ringere savn. Karen Mortensen døde den 4. februar 1902 og Morten Rasmussen døde den 7. oktober 1896.

Min faders søskende.

Endnu kan spørges, hvor blev min faders de 2 brødre af, Niels og Jens, og hvor kom tvillingesøsteren hen? De 2 farbrødre har jeg aldrig set. De var begge døde før min tid. Niels blev gift med en pige, der hed Maren, og de kom til at bo i en lille gård på Oure Mark, nær stranden, hvor vi i min barndom hentede sand til at strø på gulvene. Marens far havde været skovfoged, hvorved børnene fik dette tilnavn. Der blev 5: Per (Peder), Niels, Marie, Signe og Trine. At disse søskende var af påskeslægten kendes på - som J. Therkelsen skriver - de havde evne til at kunne være lune og vittige, dog allermest den ældste: Per Skovfoged. Men alle de 5 er de døde.

Min anden farbror Jens blev gift med en pige, der hed Ane. De kom til at bo i Spillemosegården på Vejstrup Mark. De fik 3 børn, piger alle 3, hvis navne blev: Marie, Anne og Anne. Jens Nielsen døde inden mange års forløb af en indre svaghed, formentlig fremkaldt ved at han af uforsigtighed engang havde taget fejl og nydt rottekrudt, der var sat på et forkert sted. Enken blev senere gift anden gang med en af lægmandsmissionen, kaldet Per Spillemose, rimelig et navn efter gården. Ham og Ane kan jeg godt huske. Men nu er alle såvel de unge som de gamle døde.

Tvillingesøsteren Maren, der jo var født den 10. maj 1813, blev gift med ungkarl Niels Kristensen. De kom til at bo i en god gård, omtrent midt i Vejstrup by. De fik 7 børn, hvis navne blev: Niels Kristian, Kristen, Karen, Hans, Jens, Peder og Johannes. De 2 næstyngste var omtrent på samme alder som mig, hvorfor jeg stundom havde mit tilhold der om natten i dårligt vejr under min lange skolevej til Vejstrup. Der og i Kohaven. Det var ligefrem Paradiser. Denne gårds jord er for længst skilt i flere parceller, hvorpå den ene er bygget Valgmenighedskirke og udlagt kirkegård. På hovedparcellen og nybygget gård boer nu sønnedatteren Elna med sin mand Sognefoged Niels J. Nielsen.

Maren Nielsen døde den 8. maj 1888. Niels Kristensen døde den 21.marts 1873.

Min søster Marie Pedersen og Rasmus Kristensen.

Af mine søskende var Marie den ældste, født den 9. januar 1842. Som ganske ung - vist kun 17 år gammel - kom hun til Broholm for at lære mejeri, og følgen blev, da hun kom tilbage, at der blev bygget ny og rummelig mælkestue ude i haven, hvor mælkefadene blev placeret på det sænkede kældergulv og en ny kærne anskaffedes. Dette havde atter til følge, at hun blev tilkendt præmie for sit gode smør. Hun kom tidligt på Kolds højskole i Dalby. Og allerede 19 år gammel blev hun forlovet med Rasmus Kristensen fra Højby, der var født den 10. november 1832. Han var, da de blev forlovet, godt udviklet og havde været først på Rødding, senere på Kolds højskole, hvor han da gjorde sit første bekendtskab med Marie. Deres bryllup blev holdt den 18. november 1862. Damgården i Orte Sogn, omtrent midt mellem Odense og Assens var købt og her kom de til at bo i 6 år, og her fødtes deres 3 drenge: Peder, Vilhelm og Hans: Damgården med sin store bakke var imidlertid en meget tung gård at drive, hvorfor den blev solgt i sommeren 1868, og Bleggården i Gravvænge blev købt. Der fødtes deres 4 børn: Thorvald, Kirstine, Harald og Åge. Og her øvedes en stor gerning, såvel udad som indad til. Hus og mark blev sat grundigt i stand, men hvad der endnu var større, det var friskolens oprettelse i Gravvænge. Den blev begyndt i september 1871 med den seminarieuddannede lærer Lars Hansen, der fik så stor betydning i flere retninger også udenfor sin børneskole. For denne skoles oprettelse og gode begyndelse har vi den dag i dag god grund til at sige Rasmus Kristensen og Marie en varm tak. Den står til deres gode minde. Rasmus Kristensen døde den 29. september 1927. Marie døde 22. september 1899.

Af de 7 børn, der var skænket Rasmus Kristensen og Marie døde de 3 som unge. Den ældste Peder var dog blevet gift og bosat på Sjælland et par år før han døde. Der er altså nu kun 4 tilbage, hvoraf Vilhelm er den ældste. Men hans saga er jo i al korthed foran fortalt.

Hans Kristensen og Maren Kirstine Kaj.

Jeg begynder her med Hans som den næste. Han blev født den 11. november 1867 og var altså kun 3/4 år gammel, da familien flyttede til Bleggården, så hvis han siger, han kan huske det, tror vi det ikke. Derimod ved vi, at han ligesom broderen Vilhelm blev en ivrig skytte og gymnast. Og da han kom til at tjene hos danske i Sønderjylland, blev han lærer for de unge derovre i svensk gymnastik. Det kunne tyskerne ikke lide. Han blev kort og godt udvist, men mødte og fik audiens hos landråden i Haderslev, for hvem han forklarede med megen præcision at det ikke var dansk, men svensk gymnastik han lærte fra sig, og han motiverede sin stilling så godt, at udvisningsordren blev taget tilbage. Det var jo kun den "uskyldige svenske gymnastik han bedrev", og han fik lov at blive. Denne tildragelse tør måske pege i retning af Påskeslægten med at være "lun". Havde han ikke forstået på lun måde at skelne den store forskel, der er på svensk og dansk gymnastik, så havde han sikkert måttet herut. I 30-års alderen blev han gift med Maren Kirstine Kaj. Hun var født på Sjæl

land i Ølsemagle den 17. februar 1871. Deres bryllup holdtes den 1. oktober 1891 og samtidig overtog de Bleggården i eje. Efter århundredets slutning blev tiden lidt lysere i økonomisk henseende, hvad der også gav sig til kende for Hans og Maren. Den ene ny længe rejste sig efter den anden. Først ko- og hestestald, så svinehus og til sidst nyt stuehus. Markerne blev yderligere forbedret, især med vandafledning, der havde været vanskelig at udføre i en større del af den lave jord. Under alt dette ekstraarbejde i hjemmet har Hans Kristensen og Maren ikke glemt at se ud over egne vinduer. Længe var han formand for skytte- og gymnastikforeningen og friskolekredsen samt ligeledes formand for Vejstrup Valgmenighedsråd, medens Maren gjorde sin stille gerning i hjemmet, ikke mindst med pleje af Rasmus Kristensen, der blev nær ved 95 år. Deres gennem årene mange elever glemmer ikke at sige dem begge tak. Deres børneflok er ikke stor, kun 2 nemlig Helge og Margrethe, der henholdsvis blev født den 2. september 1898 og den 12. oktober 1903. For 4 år siden byggede Hans og Maren en villa til egen bolig. Helge blev gift med Astrid Ravn fra Jylland og overtog samtidig hjemmet i forpagtning, så der nu er 2 gode steder for venner at besøge.

Thorvald Kristensen og Ellen Andersen.

Den fjerde af Rasmus Kristensen's og Marie's sønner hed Thorvald. Han blev født i Bleggarden den 4. juli 1870 og viste tidligt talent til at blive en god sanger, idet han begyndte at synge, før han kunne snakke rent, ligesom han frimodigt sagde rent ud til præsten: "Jeg kender dig nok, for det var dig der stod oppe i skabet (prædikestolen)" hvad præsten lo hjerteligt af. Nå, han voksede til og blev sine ældre brødre jævnbyrdig med at kunne gøre god gymnastik, og som disse forud havde været elevernes leder i gymnastik på Dalum landbrugsskole, så blev Thorvald det også. Derefter blev han bestyrer på Holmdrup børnehjem i 3 år. Dernæst forpagter på Vormark mølle. Men der største gevinst han der vandt, det var hans vordende kone Ellen, som holdt hus for og var en søster til stedets mejeribestyrer Andersen. Hun var født på Lynghoved nær Ry Station i Jylland den 19. januar 1879. Mølleforpagtningen havde imidlertid så store skavanker, som forud ikke var til at se, at Thorvald sagde op på et år, hvad han ifølge kontrakten havde lov til, hvorefter Brogård på Lammefjorden blev købt, og her flyttede han over med sin unge brud. Deres bryllup blev holdt i hendes hjem den 21. marts 1902. Hun blev og har gennem årene været sin mand en overordentlig god og dygtig hustru. Hvor skulle vi vel gå hen for at finde et mere lønnende fjerkræhold og opdræt, som hun gennem årene har præsteret. Og på den anden side er mark og have dyrket med et så godt resultat, at så godt som hele gården er ombygget. Den lammefjord er nu heller ikke at kimse ad. For i sommer 1935 er der sendt asparges fra Brogård til København for godt 2.000 kr. Det aller kostbareste der er fremvokset på dette sted, er dog 3-kløveret børnene. Marie, født den 4. december 1902, nu gift med Åge Ravn, disponent på en maskinfabrik i Århus. Astrid er født den 13. april 1905, gift med gårdejer Jens Øster. De bor nu i Sandby. Askepotten Tage kom til verden den 29. september 1908. Lad os håbe han går i sine forældres gode spor.

Aage Kristensen og Trine Nielsen Rønde.

Den sidste og syvende af Rasmus Kristensen's og Marie's børn var en søn og fik navnet Aage. Han fødtes 23. marts 1881. I sin grønne ungdom begyndte han som landmand. Var endogså med at konkurrere ved præmiemalkning og andet mere. Men om det nu ikke gik, som med Morten Borup, der glemte at vætte leen for at se på engblommerne, så drev en indre trang ham dog et andet sted hen. Og som forberedelse til lærergerningen fik han sin første uddannelse hos friskolelærer Brønsted i Gravvænge. Derefter på Silkeborg Seminarium, hvorfra han dimitteredes med 1ste karakter i året 1904. Han var dog forud på Vallekilde højskole i vinteren 1902-03. Efter sin eksamen blev han lærer ved Bramminge efterskole 1904- 05, friskolelærer i Langtved fra 1905-11, på Statens Lærerhøjskole 1911-12, Vikar i Egens kommuneskole på Mols til februar 1913, da han blev kaldet til førstelærer i Tryggelev på Langeland. Herfra blev han kaldet til førstelærer og kirkesanger i Hesselager den 1. april 1920. Men langt forinden denne sidste kaldelse holdt han bryllup med sin trolovede den 5. februar 1913. Hendes navn var Trine Nielsen Rønde, født den 27. marts 1884. Hun havde taget lærerindeeksamen fra Vejle Forskolelærerseminarium 1904. Årskursus på lærerskolen i København 1907-08. Lærerinde ved friskoler i Sønderup på Sjælland, Langtved på Fyn og Sønderup i Jylland. Ægteparret Åge og Trine Kristensen er betroet 6 børn, hvis navne og fødselsdage er følgende:

Johannes Rønde Kristensen, født den 31.december 1913.

Rasmus Rønde Kristensen, født den 25.november 1917.

Gudrun Rønde Kristensen, født den 3.maj 1919.

Arne Rønde Kristensen, født den 28.februar 1921.

Ester Rønde Kristensen, født den 13. januar 1923.

Ingrid Rønde Kristensen, født den 7. november 1925.

I foråret for 14 år siden, da ovennævnte lille Arne blev født, var min kone og jeg til stede. Nu i år er vi bedt til hans konfirmation den 13. oktober, men må beklage ikke at kunne komme. Men i tanken vil vi være til stede med vore bedste ønsker.

Min søster Karen Pedersen og hendes mand Peder Jensen Dons.

Min søster Karen er født den 28. januar 1848. Og hun blev den af mine søstre, der under moders langvarige sygdom i mange år blev den styrende i huset, hvorfor hun i særlig grad skal mindes med tak, dog mest for moders gode og omhyggelige pleje under hendes store lidelser. Efter Anes og mit bryllup flyttede Karen til Bleggården, hvor der forud var indrettet god lejlighed til hende. Der boede hun ind til efteråret 1886, dog med afbrydelse af 3 måneder om sommeren, da hun var optaget som lærerinde i håndarbejde på Vallekilde højskole. Derfra blev hun skattet højt og erhvervede sig tilnavnet. "Karen med nettet", fordi hun altid gik med sit hår i net. Men ved november det nævnte år rejste hun til Bolund i Sønderjylland for at overtage pladsen som husbestyrerinde på et fællesmejeri, tilhørende mejeriejer Peder Jensen Dons. Det var en meget ansvarsfuld plads, da Dons's kone Margrethe Møller kort forud var død fra 5 børn, hvoraf den yngste kun var et år gammel. Det blev imidlertid for Karen en meget begivenhedsrig tjeneste, da hun inden året var omme, holdt bryllup med enkemanden Dons. Hun havde før den tid haft adskillige bejlere, der alle måtte nøjes med en kurv. Men her blev straks en stor gerning for hende at tage op, idet hun ved sit "Ja" til Dons, blev mor til hans 5 børn: 2 piger og 3 drenge, hvis navne var følgende: Margrethe, Johanne, Kristian, Olav og Hjalmar. Deres bryllup var den 15. juni 1887, og det foregik som sønderjydsk skik var den gang, først med borgerlig vielse hos amtsforstanderen eller en anden embedsmand og så bagefter brudetale og bøn om Guds velsignelse i kirken af stedets præst, som her i dette tilfælde var frimenighedspræst L. B. Poulsen, Bolund. Mejerigerningen der på stedet, og hvad andet hørte til varede dog kun knap 2 år efter at Karen var kommet derover, idet der i nabosognet til Bolund blev oprettet et andelsmejeri, hvorved Dons tabte en stor del af sin mælk. Han afhændede da på bedste måde sit mejeri og inventar, og da der samme sommer 1888 var bygget nyt andelsmejeri i Hjørlunde på Sjælland, søgte han pladsen der og fik den. I dette ny hjem blev deres kræfter taget i brug i fuldt mål, dels med mejerivirksomheden for de mange andelshaverer og dels med opdragelse af børnene, der alle kom i friskole. Efter 3 års forløb havde de den sorg at miste lille Johanne. Hun døde af difteritis. I mange år var de ellers fri for nævneværdig sygdom, men da Karen blev omkring ved 60 år gammel begyndte en snigende galdestenslidelse, der til tider voldte hende store smerter. I året 1911 lod hun sig indlægge på St. Lukas Stiftelsen i København, hvor en operation blev foretaget, men med det udfald, at hun døde dagen efter, den 16. august. Dons fortsatte mejerigerningen endnu et par år, før han ved sit 25 års jubilæum tog sin afsked. Derefter boede han dels på Fyn og dels i Sønderjylland, ind til han i efteråret 1921 flyttede til Sundbylille, hvor han under tiltagende sygdom kærligt blev plejet af Gurea Svendsen. Han døde den 1. januar 1922. Men Gurea fortjener stor tak for sin opofrelse for ham på det sidste.

Børnene.

Karen blev moder til et barn, men det døde ved fødslen, og flere kom der ikke. Det var altså Dons og Margrete Møller's børn hun fik til opgave at sørge for. Og det bør siges, hun gjorde det med en omhu, som var det hendes egne, hvorfor de også skal omtales her.

Den ældste Hjalmar, blev født den 26. maj 1880. Han kom over til os for at gå til konfirmationsforberedelse hos vor gode valgmenighedspræst Pedersen i Vejstrup, der konfirmerede ham. Siden lærte han mejeri hjemme og på Langeland, men rejste så til Amerika, hvor han kom til at lede et stort mejeri. I de senere år har vi dog kun hørt lidt fra ham.

Begge de to andre brødre Olav og Kristian der henholdsvis var født den 7. juni 1881 og 19. juli 1882 kom derimod til Hjelmkilde og gik derfra til præst og ligeledes konfirmeret af Pedersen. Efter Olavs konfirmation kom han her til os for at gå i forberedelse til lærergerningen hos Brønsted. Derefter på Silkeborg seminarium, hvorfra han tog en god eksamen.

I forbigående må jeg bemærke, at Brønsted forberedte sine elever til seminariet så godt, at forstander Vinter udtalte: "De, der går i forberedelse hos Brønsted, behøver ikke at komme her til prøve for at blive optaget. Vi optager dem på Brønsteds anbefaling."

Olav blev gift med Melga Johansen, datter af højskolelærer N. Johansen, Ollerup Højskole. De flyttede til Odense, hvor han siden har virket som kommunelærer.

Kristian blev senere også gift med en anden af fornævnte N. Johansens døtre. Thora hedder hun. De flyttede først til Kiel, men senere, da krigen udbrød, til København, hvor han driver grossererforretning i større stil med mange ting og er for tiden vist en meget rig mand, men desuagtet den samme jævne Kristian, når man taler med ham.

Datteren Margrete Dons, født den 17.september 1886 blev konfirmeret af pastor Laursen, der dengang var kapellan for valgmenigheden i København, senere præst for valgmenigheden i Vejstrup. Hun kom også her til for at forberede sig til lærerindegerningen hos Brønsted. Kom dernæst til Ringe Uddannelsesskole, hvorfra hun fik sin gode anbefaling af daværende friskolelærer Laurs Rasmussen. Senere har hun virket som lærerinde i Høve og Trunderup friskoler, hvorfra hun blev kaldet til forstanderinde for Bramminge Optagelseshjem, der tid efter anden har fået flere børn. På tiden er der 24, så også der er det en stor og velsignelsesrig gerning hun har taget op. Vi, der kender hende, siger: Til lykke.

Min broder Hans Pedersen og Johanne Olsen.

Broder Hans er født den 25. februar 1854. Han var som lille meget fåtalende, og selv i 3-4 års alderen sagde han ikke stort andet end ja og nej, når mor talte med ham. Men det stille vand er jo undertiden den dybe grund, og sådan tør man vel sige også med broder. Han tænkte mere end han talte, hvad der nok blev hans særegenhed livet igennem. Fra friskolen i Vejstrup bevarede han Rasmus Hansen's fortælling af historien i en sjælden grad, hvorfor han som 18 årig var moden til at komme på højskole i Vallekilde. Poul Hansen skriver følgende fra den tid: Vinteren 1872-73 kom med et stærkt voksende elevhold, 110 i tal, og det var et godt og friskt hold. Lad mig nævne enkelte elevnavne, som senere er blevet kendte i videre kredse: Der var Mikkel Holm fra Samsø, de 3 fynboere Hans Pedersen, Brudager, Nikolaj Nielsen, Sødinge og Knud Hansen, Ferritslev, og så nævner han 2 jyder og 2 bornholmere foruden en senere landskendt præst. Den vinter under Ernst Triers talerstol fik livet igennem stor betydning for broder Hans, hvorom han ofte med lyst og ildhu har talt. Det var en skuffelse for ham, at han - begrundet på en mindre legemsfejl - ikke blev soldat, hvad den tids raske gutter satte pris på. I stedet for kom han lidt senere til Dortheasminde ikke langt fra Askov, hvor fætteren Niels Kristian Nielsen fra Vejstrup var forpagter. Gården ejedes dengang af dr. Bøjsen, som tidligere havde været vor huslæge, da han boede i Lundeborg. Her blev Hans imidlertid kun et år. Før han kom derover var han blevet forlovet med en vakker Sjælands pige fra Hjørlunde. Hun hed Johanne Olsen og var ældste datter af skomager Ole Lorents, Hjørlunde, hvis kone hed Karen. Hun var en meget åndelig interesseret kvinde både i folkelig og kristelig retning. Disse goder havde Johanne taget i arv efter sin mor. Hun kom tidlig på Rødkilde Højskole, hvor Frede Bøjsen dengang var forstander med liv og sjæl. Hun kom derefter til Fyn at tjene, først hos vor nabo Hans Hansens enke Trine, og året efter til dette hjem. Og så gik det her som så ofte, at lejlighed gør tyve. Thi Hans og Johanne blev inden længe trolovede, og det må indrømmes, det var et udmærket parti, der passede godt sammen, for hvad den ene manglede i naturgaver, det havde den anden i fuldt mål. Den 30. maj 1881 blev deres bryllup holdt her i det gamle hjem. Vor gode præst Pedersen i Vejstrup viede dem i Valgmenighedskirken. Forud var der købt en lille gård, 24 tønder land, til dem i Sparrestrup i Nordsjælland. Der flyttede de over straks efter brylluppet og tog fat med frisk mod. Der blev deres 2 sønner født. Johannes den 29. juni 1882 og Peder den 10.marts 1887. Johannes kom til at gå i skole de første år hos Hilda Hansen her fra Gravvænge, der sidst i 80-erne og først i 90-erne var lærerinde i Sparrestrup for flere familier. Friskolen blev imidlertid flyttet ud til Hjørlunde Højskole, hvor begge brødrene derefter kom til at gå i skole.

Hjørlunde Højskole blev allerede oprettet af Morten Pontoppidan først i 80-erne og gik under hans ledelse den meste tid jævnt godt. Da nogle år var gået, blev der bygget Valgmenighedskirke nær højskolen, hvor også Pontoppidan kom til at virke som dens præst. Men forinden var der dog en slem børnesygdom for, den lille menighed at overvinde, da Pontoppidan - ivrig frihedsmand som han var - havde været udfordrende i den grad over for den provisoriske regering, så han blev dømt til fængsel nogle måneder og bagefter havde møje med at få kultusministeriets anerkendelse som præst indenfor folkekirken. Dette kom dog omsider i orden. Men så kom der siden hen en anden knude på tråden mellem præst og menighed, idet Pontoppidan en skønne dag erklærede ganske uforbeholden, at han ikke længere var i overensstemmelse med Grundtvigs syn på trosbekendelsens oprindelse. Dette havde til følge, at menigheden blev delt og for en tid sprængt indtil den igen blev samlet under pastor Jungersen - Københavns Valgmenighed - som præst. Jeg nævner i korthed disse tildragelser, fordi broder Hans og Johanne sammen med Peder Hansen, Sperrestrup og Jens Svendsen, Sundbylille, særlig var i ilden mod Pontoppidans ny tilegnede stade, der ikke faldt sammen med det Grundtvigs venner efter ham hidindtil havde levet og troet på. Det var en krise, som i høj grad optog den lille valgmenighed, og som endnu, når talen bringes frem derom, kan få Hans i ånde, så han helt glemmer gigt, svimmelhed og andre svagheder. Sådan kan det emne live ham op under de grå hår.

De økonomiske kår som Hans og Johanne levede under, navnlig de første 20 år var ingenlunde mere end lige til, så der måtte arbejdes strengt, men når Ane og jeg kom derover, fik vi indtryk af, at her levedes et jævnt stille kristenliv, hvor morgenandagt og morgensang var til huse, der sikkert havde sin betydning for dagens gerning, og som vi ikke havde formået at gennemføre hjemme i den noget større bedrift. Ved deres sølvbryllup i 1906 var stuerne fulde af kære venner fra nær og fjern, og ved den lejlighed gav især sølvbruden sit rige og livlige lune til bedste. Hun kunne ellers sommetider være fristet til - når modgang mødte - at se lidt mørkt på tilværelsen, så var det manden, der blev regulator, og det tør vel siges, at det var godt, at han blev den længst levende. Hun døde den 21. oktober 1912 af en såkaldt blodprop eller hjerteslag, mens der var ingen til stede i det øjeblik.

Fra friskolen følger vi drengene lidt længere frem. De blev begge - store som de var - taget til kongens gård og fik den lodne kabus på hovedet. Derefter blev de trolovet med 2 søstre, dog Johannes adskillige år før Peder. Disse piger havde deres hjem i Overby, langt ude på Sjællands Odde. Deres far hed Rasmus Madsen og deres mor Boline. Anna Bodil Madsen, som blev kåret af Johannes, var født den 18. november 1889, og Nikoline Marie Madsen som Peder kårede som sin, var født den 10. januar 1891. Da Johannes var nær de "28", blev Søgård nord for Ølstykke købt. Og den 10. maj 1910 holdt han og Anna bryllup, hvorefter Søgård blev deres virkested. Da nogle år var gået, og der kom ingen børn, tog de en lille fremmed pige, der hed DORIS, som de en tid efter adopterede som deres egen. Hun er alt nu blevet voksen og har været ude at tjene, men er kommet hjem igen som sin moders højre hånd. Den 10. maj i år blev der holdt sølvbryllup på Søgård, hvor sølvbrudeparret blev meget hædret, dels af valgmenigheden, som Johannes i mange år havde været formand for, og dels af sognerådet, som han ligeledes er formand for, foruden af familie og venner. Peder holdt bryllup med sin pige den 24. november 1916 og samtidig overtog han hjemmet som arv. Året efter 1917 købte han ca. 40 tønder land, der lå ind til hans mark, hvorefter han byggede nye stalde til køer og svin. Men mærkeligt nok her på Solbakkegård lader det også til, at ej heller her kommer nogen livsarvinger. Men foreløbig har Nikoline ikke så lidt at tage vare på med pleje af min svage broder. Han og jeg er jo nu snart de eneste, der er tilbage af vort slægtled. Begge steder, såvel Søgård som Solbakkegård, er der fremdeles godt at komme. Hver gang der er gudstjeneste i Valgmenighedskirken spiller Nikoline orglet.

Lidt om min kone Ane Jensen og mig selv.

Skønt jeg har ment ikke at kunne skrive noget om mig selv, men overlade det til efterkommerne, hvis der overhovedet var noget der var værd at skrive om, så må jeg alligevel efter anmodning ialt fald gøre en begyndelse. Om min barndom og ungdom er der skrevet i en af forfatteren Uhrskovs bøger - Friskolefolk, bind 1 - hvor jeg slutter med ordene: Blev gift og overtog fædrenegården. Her må jeg altså fortsætte, men først sige lidt om min trolovelse. Allerede før jeg blev konfirmeret havde Ane gjort et godt indtryk på mig, og det indtryk voksede med årene efter hun var kommet til Bjørnemose, men jeg vidste jo ikke, om hun havde det på samme måde overfor mig. Jeg kunne derfor i stille bøn sige til Vor Herre "Du, som styrer og ved alt, ved også, hvordan jeg har det overfor Ane. Er det din vilje, at vi to skal dele livet med hinanden, da giv hende samme kærlighed i mig, som jeg har til hende." Og efter en sådan stille bøn følte jeg fred. Årene gik. Det ene efter det andet. Og vi blev begge et kvart århundrede gamle. Men så skete der noget som jeg ikke her skal omtale, der fik mig til at skrive til hende, hvordan jeg havde det og længe havde haft det. Og skønt mit brev ikke kom hende uventet, så varede det dog 8-10 dage, inden hendes svar kom, og så var det endda hverken ja eller nej - kun mellem linjerne kunne jeg skimte et Ja. Hun ville da gerne høre fra mig en gang til, hvad hun selvfølgelig ikke behøvede at sige to gange. Og da vi søndagen efter traf sammen på Hjelmkilde, blev forbindelsen klaret mundtligt. Vi var dernæst trolovede i 4 år, før det passede, at bryllup kunne holdes. Min mor var i dette tidsrum af gået ved døden, så det tid efter anden blev klart, at Ane og jeg skulle overtage det gamle hjem her. Bryllupsdagen blev bestemt til den 24. juni 1881, og om denne er at notere: Efter Ane's ønske kørte vi herfra til Bjørnemose lidt over middag. Med pastor Pedersen var aftalt, at vielsen skulle være kl. 3. I General Hegermans landauer blev brudeparret samt brudens far og mor placeret og klokken 2 gik det efter Vejstrup i det herligste vejr en midsommerdag kan byde. Ved kirken mødtes indbudte venner og familie, der par om par på gammeldags maner - dog uden musik - fulgte brudeparret ind i kirken. Sangene der blev brugt, husker jeg ikke. Og kun indledningen til Pedersens brudetale mindes jeg, og den lød sådan:

Vort håb er ej på drømme byg't,
I luften ej det svæver.
Men hviler på Guds ordet trygt,
og kun hvad hjertet kræver.

Og rimelig har det været om det menneskelige livshåb, der hvilede på Guds Ord, som talen nærmere kom til at dreje sig om. Efter vielsen kørte vi alle vogn efter vogn til Bjørnemose, hvor den efterfølgende fest skulle stå. Ved bordet blev der holdt adskillige taler, der jo alle sluttede med gode ønsker for vi to, der havde sagt ja og givet hinanden hånd. Særlig mindes jeg højskolelærer Andersen, der var rigtig i sit es. Han fortalte muntert efter Bjørnson om de 2 drosler, der sang for de hjemadkørende brudefolk, der desværre kom i trætte om, på hvis side det var de sang, men dog heldigvis blev enige til sidst. Efter festmåltidet spredte flokken sig omkring i have og skov, ja og på vandet, thi båden i havnen blev lastet til en sejltur i sundet. Til slutning samledes ungdommen til læg på den store græsplæne og holdt trolig ud, til duggen begyndte at falde. Det blev ud på aftenen inden bryllupsgæsterne brød op og sagde farvel, og Ane og jeg var vel de sidste, der tog afsked med søskende, far og mor. Da vi kom til svigermor, udtalte hun disse indholdsrige ord: "Farvel børn, og lad mig nu se, hvis I bliver uenige, at I da bliver gode venner igen." Vi sagde selvfølgelig ja begge to, men tænkte som så: Det var dog en mærkelig unyttig formaning, for hvor i alverden skulle vi vel nogensinge blive uenige. Men det må indrømmes, den gamle var den klogeste. Hun talte sikkert af egen erfaring. Uenighed - selv i gode og lykkelige ægteskaber - kan have flere grunde, men som oftest opstår den, når hoved på den ene side kolliderer med hjertet på den anden. Se dette var i korthed om vor trolovelse og bryllup, men meget længere kan der jo skrives om vort nu 54 årige samliv, der har indeholdt både lys og skygge, medgang som modgang, men som jeg næppe er den rette til nøjere at skildre. Jeg ved, at ifølge min natur har jeg haft mine brist, som der nu og da har kunnet være meget at rette på, men trods fejlgreb har jeg været til sindst:at gøre det rette. Der har af kyndige folk være sagt, at vore børn er særdeles gode børn, hvortil jeg har svaret: Ja, men de har det efter deres mor, kun pigernes lette gang, når de har travlt i stuerne tør jeg regne må være efter mig. Hun har også været en god mor for den store børneflok. Det var hende, der lærte dem at folde de små hænder, når de var kommet i seng, alt imens hun bad Fader Vor og læste det lille vers:

Nu lukker sig mit øje,
Gud Fader i det høje
i varetægt mig tag.

H. C. Andersen var hendes særlige digter, og hans forskellige eventyr læste hun med fryd for de små, og når kokke, katte eller andre dyr kom på tale, så tegnede hun dem, især når det kom en nisse eller nissehøj med i laget. Det var derfor ikke så sært, at mor blev langt den bedste opdrager i barnealderen. Den ros fortjener hun med rette. Ved siden heraf kunne det dog træffe sig, at en eller anden af knægtene ikke ville lystre hende, så måtte hun have assistance af far. Disse vore børn, 8 i tal, bør jeg skrive lidt nærmere om.

Den ældste Peder blev født 22.april 1882. Margrethe 16. august 1883, Jens 8. marts 1885, Thorvald 3. december 1886, Maren 2.august 1888, Rasmus 29. marts 1890, Marie 16. december 1891. Otto 8. juli 1895.

Vi havde den lykke, at de kom i skole, hvor Lars Hansen og efter ham Brønsted virkede. Det var to af friskolens allerdygtigste lærere, der hver for sig var en personlighed af bedste slags. Efter børnenes konfirmation kom de før eller senere alle ud blandt familie eller fremmede at tjene. Margrethe var sågar i Trondhjem og Ramsdalen, og Maren i Schweiz, mens drengene blev ved landets døre. De 3 har dog gjort udflugter til Tyskland og Østrig, foruden de alle kom på høj- og landbrugsskole.

Min søn Peder Pedersen og Kristine Kristoffersen.

Peder blev trolovet og gift med en pige fra Møen, hvis navn var Kristine Kristoffersen, datter af gårdejer Hans Kristoffersen og hustru Anne Kirstine. Deres hjem var i Svensmark ved Stege. De unges bryllup blev holdt en pinselørdag - den 10.maj 1913 - og forinden havde Peder købt Skovgård i Bobjerg, hvorhen han altså førte sin unge brud. Her kom de til at virke og virker den dag i dag, og her blev deres 3 børn - en søn og 2 døtre født. Johannes født 17. februar 1916, Anne Margrethe, født den 25. november 1917 og Gudrun, født den 9. september 1919.

Min datter Margrethe Pedersen og Knud Pedersen.

Det var i årene 1901-2 Margrethe var i Norge. Siden var hun hjemme eller tjente forskellige steder, indtil hun i 1921 blev indfanget af enkemanden Knud Pedersen på Munkebo Bakke, hvis gård hedder Højvang og i adskillige år har været berømt for sin avl af førsteklasses frø og træfrugt. Knud Pedersen's første kone hed Maren Hansen. De fik en søn Egil, men da han blev 7 år døde moderen, og Knud blev enkemand i 7 år. så kom Margrethe derhen som husbestyrerinde, men inden år og dag var omme, var hun kone i huset. Deres bryllup blev holdt den 10. maj 1922. Og den 6. januar 1924 fik de en lille pige, der kom til at hedde Else. Siden er der sket det på Højvang, at sønnen Egil er blevet gift med købmandsdatteren Irma fra Kerteminde, og de har nu overtaget Højvang i forpagtning, hvorfor Knud og Margrethe og lille Else er flyttet til 1. sal, hvor der er indrettet en god bekvem og køn lejlighed i enhver henseende.

Min søn Thorvald Pedersen og hans kone Kristine Bonefeld.

Den næste af børnene, der søgte og fik bosted, var Thorvald. Det var i foråret 1920, at han købte en stor frugtplantage, godt 2 km fra Aabenraa. Han havde forud uddannet sig i havebrug, dels på Vilvorde og dels i Jylland, men købet af plantagen på Skedebjerg viste sig at være alt for dyr. Hans søster Marie rejste med ham derover og ligeledes Otto og Rasmus, men trods god hjælp kunne det ikke gå i længden. Efter godt et par års forløb rejste Marie til Sjælland, og han fik i stedet Kristine Bonefeld fra Als til husførelsen. Hun var datter af Hans P. Bonefeld og hustru Kristine Marie, Jestrupgård i Tandslet sogn, og vi kendte godt hende og familien forud. Inden længe derefter blev de trolovet og den 26. marts 1924 holdt de bryllup. De blev boende på Skedebjerg til foråret 1929, og i sommeren derefter blev Engelbækgård i Vormark købt, hvortil de flyttede med deres sager og 2 vakre børn. Den ældste Ove hedder han, er født 26. januar 1925, og pigen Edith er født 3. marts 1926. Her i dette hjem er gjort en god indsats med gårdens forbedring i de 6 år, de har virket der, og sker der ikke uforudsete uheld eller ondartet sygdom, vil deres gerning her nok lykkes og blive til velsignelse.

Min søn Otto Pedersen og hans kone Ragnhild la Cour.

Den fjerde og sidste af vore børn, der er gift, er Otto. Foruden sin skolegang hos Brønsted i friskolen, kom han i Hesselager Realskole. En tid var det tanken, at han skulle læse videre til dyrlæge, men lysten til bondegerningen fik alligevel overhånd, så studeringen videre fik løbepas. Han kom som lærling på veldrevne landbrug i Sydsjælland og på Fyn, men fra 1923 til 1927 var han nærmest den ledende i bedriften her hjemme. I 25 års alderen blev han trolovet med Ragnhild la Cour, der var datter af gårdmand Jens la Cour og hustru Emilie, Tved, men det varede 7 år inden det passede, at deres bryllup blev holdt den 11. maj 1927. Samtidig overtog de unge bedriften i forpagtning. Faderen Jens la Cour levede og lever endnu, medens moderen var død. Denne lille bedrift på kun 15 - 16 tønder land er en kende for lille for Otto, men ved siden heraf driver han lidt handel med kontrolleret malkekvæg, som han nærmest sender til Jylland, og hidindtil har køberne - så vidt vides - været meget tilfredse. Han agter dog, såvidt tid og lejlighed giver, at få en lidt større bedrift.

Min datter Marie Pedersen.

Marie er til trods for sine "43" endnu en tjenende pige, og mange har undret sig over, at netop hun ikke er blevet gift, ja har ikke engang været forlovet - for ikke at sige trolovet. Da hun var 10 år gammel, lærte hun at spille violin, først hos Brønsted, siden i Svendborg, så hun kom temmelig vidt i at kunne spille kønt og med færdighed og gør det den dag i dag, så det kan oplive og glæde. Sin ungdom har hun bevaret i sjælden grad under de forskellige tjenester, hun har virket i, både herhjemme og ude. Og med rette tør det vel siges, at hun har været skattet og afholdt, hvor hun kom.

Det er nu på syvende år hun kom til Askov for at være fru Arnfreds højre hånd med at skaffe mad til de mange munde, som bænkes der indenfor skolens døre. Hun har dog også i den tid fået lejlighed til at se sig om såvel i Italien som i England, så med rejsefærd for øje siger hun sparto til sine ældre søstre. Men i ferien glemmer hun ikke hjemmet, for hun er jo ikke alene moders, men også faders pige. Godt for det og tillykke, Marie.

En agtet censor har gennemset nærværende familieoversigt og fundet den som helhed ret god. Dog med hensyn til foranstillede stykke om Marie har vedkommende fundet anledning til at bemærke følgende: "Det er ikke rigtigt, når du skriver, at Maries stilling er tjenende. Den er både selvstændig, ansvarsfuld og stor, ja så betydningsfuld for Askov Højskoles velfærd og gode renomme at Arnfred selv har sagt til Marie: Hellere må en hvilken som helst af lærerne rejse som du. De kan lettere erstattes med en ny. Og så er det vel en tvivlsom ros for en pige ikke at have været forlovet. Det er netop tegn på indre kraft hos Marie, at ingen kender noget til det og ej heller ingen ved, hvor mange "kurve" hun har udsendt." Denne lille retledende og velmotiverede reprimande tager jeg gerne imod til nærmere efterretning.

Min børn: Maren, Jens og Rasmus.

De tre af vore børn, som endnu ikke er nærmere omtalt, er jo Maren, Jens og Rasmus. De overtog tilsammen gården - efter flere års forpagtning - som fælles eje i efteråret 1932. Det blev så meget lettere gjort, da ingen af dem hverken var gift eller trolovet. Maren har jo i mange år forestået husførelsen inden døre, og sønnerne har ligefrem nærmest hver sine interesser, der ligger øverst, uden dog at være til hinder for det fælles mål, som er: Virkeliggørelsen af et lønnende intensivt landbrug. Og deres arbejde i den retning tør vel siges, har ikke været forgæves, bortset fra hvad landbrugets krise ellers har medført. Jens er nærmest den ledende i marken, kornlade og hestestald, mens Rasmus har malkekvæget og den ret store have. Deres samarbejde til fælles bedste har ialfald hidindtil stået sin prøve og ventelig vil det også gøre det i fremtiden, så meget mere som de har taget en god portion natur i arv efter deres mor. I skødet fra november 1932 har den tjenstgørende sagfører forsigtigt indføjet: At hvis sælgeren eller hans kone bliver misfornøjet med den behandling, vi får af køberen, så kan vi fordre 2.000 kr. årlig i stedet for leverancen in natura. Disse sætninger kunne ganske være udeladt, for vi har det mere end godt. Maren er særlig sin mor lig på omsorgens område, så begge vi gamle har kun grund til at være taknemlige. Ja, en dybt følt tak ligger ovenpå både til Gud og mennesker. Det føler vi for hver dag der går, alt som livsaftenen er inde. Begge er vi såvidt legemligt raske endnu, men vi ved jo, at tiden nærmer sig, da også vi kaldes bort, og da er det vort håb, at Gud vil være os nådig og tage imod os -små og svage idet åndelige - , som vi har levet og som vi er.

Gården Hjelmkilde.

Efter yderligere anmodning fra Marie i Askov meddeles endvidere lidt om gårdens forskellige bygninger. Navnet Møllegård stammer fra, at skoven under Broholm, der støder lige til vor have og mark, hedder Mølleløkken grundet på, at der i sin tid var en vandmølle, som dog kun kunne gøre nytte i ca. 9 måneder om året, da der var løbende vand i bækken. Vor mark, der støder til skoven, kom derfor til at hedde Møllebanken og gården Møllegård.

Som min ven Jens Therkelsen foran har skrevet, blev gården flyttet fra Brudager by herud til Gravvænge i året 1807. Men det blev kun små bygninger overalt, og dog kom de til at stå i en lang årrække, ja den ene lille længe står endnu, hvis ender af bjælkerne er toppet ind gennem overkanten på stolperne, så den repræsenterer et synligt minde fra fortiden. I denne lille længe - kun 9 alen bred - er der nu to vognporte, cyklestald, kullager og huggehus foruden 3 karlekamre, hvoraf det ene i sin tid blev benyttet til gæstekammer for fremmede, hvorimod de 2 andre var bolig for min farmor og farfar. Til trods for sine 128 år gør den lille længe, som farfar byggede endnu sin store nytte. Gården var oprindelig sammenbygget i fire længer, hvoraf stuehuset, som lå mod syd, var det ene, men at det hele har været for småt, kan skønnes af, at i året 1836 (?) blev der bygget en ekstra lade til korn og hestestald, hvori også indrettedes karlekammer udenfor det egentlige gårdkompleks, og her kom altså karlene og hestene til at bo fra 1836 til 1880, da jeg overtog gården og samtidig byggede en ny lade mod vest, hvor den gamle kostald havde stået. Den blev til at rumme både heste og kvæg, og hvor også karlene flyttede hen. Forinden havde far dog bygget den nuværende kornlade. Den blev bygget i sommeren 1851 samme år som jeg var født. Bjælkerne til denne lade blev hentet i Brahetrolleborg skove, og far har fortalt, at de ved transporten af disse bjælker kørte herhjemme fra længe før daggry og kom først hjem langt ud på aftenen. Derimod havde de selv nok af ege til alt undertømmeret. Desværre blev laden for lille, så der nu den dag i dag må sættes halm, skønt omtrent tredjeparten er kommet fra. Det er der, hvor Peder Navnes gård blev bygget i 1908.

Det gamle stuehus kom til at stå nøjagtigt i 100 år. Efter mors ønske og forslag blev der bygget til, så det fik den anseelige længde af 45 alen, men det var kun 9,5 alen bredt. Og døråbningerne var så lave, at en velvoksen mand måtte bukke hovedet ved at passere ud og ind. Det var derfor en ikke ringe forandring for Ane at komme fra Bjørnemose og her til, men det gik meget godt. I flere år blev der talt om at bygge nyt stuehus, men hver gang talen faldt på det emne, så sagde far: "Hvis I bygger nyt stuehus, så rejser jeg." Han mente selvfølgelig til Sjælland over til Hans, men det blev på en anden rejse. Da der endelig toges beslutning om at bygge, udløb også fars timeglas her på jord, så han fik ikke lov til at komme i det nye hus. Den 27. januar - 2 dage før Kong Kristian den 9' - døde han. Vi boede i det gamle stuehus, mens det nye rejstes, og først i 100 året 1907 blev det gamle brækket ned. Gårdens bygninger, som de nu står, repræsenterer altså forskellige tidsaldre.