Gift 24. juni 1881?

Ved folketællingen i 1890 boede familien på Møllegården i Gravvænget, Brudager Sogn:
Niels Pedersen, 38 år, gift, husfader, gårdejer, født i Brudager Sogn
Ane Kirstine Jensen, 38 år, gift, husmoder, født i Skaarup Sogn
Peder Nielsen, 76 år, enkemand, gammel bedstefader, født i Brudager Sogn
Peder Nielsen Vang, 7 år, barn, født i Brudager Sogn
Jens Nielsen Vang, 4 år, barn, født i Brudager Sogn
Thorvald Nielsen Vang, 3 år, barn, født i Brudager Sogn
Margrethe Nielsdatter Vang, 6 år, barn, født i Brudager Sogn
Maren Nielsdatter Vang, 1 år, barn, født i Brudager Sogn
Lars Hansen, 53 år, ugift, tjenestekarl, født i Sanderum Sogn
Niels Peder Larsen, 16 år, ugift, tjenestekarl, født i Brudager Sogn
Hans Peder Rasmussen, 15 , ugift, tjenestekarl, født i Gisløv Sogn
Henrik Hornemann Hansen, 19 år, ugift, fodermester, født i Brudager Sogn
Sofie Amalje Pedersen, 21 år, ugift, tjenestepige, født i Tved Sogn
Marie Kirstine Jensen, 29 år, ugift, tjenestepige, født i Hunstrup Sogn
Kirstine Marie Hansen, 20 år, ugift, tjenestepige, født i Vejstrup Sogn.

Niels Pedersen's Beretning:

Skønt jeg har ment ikke at kunne skrive noget om mig selv, men overlade det til efterkommerne, hvis der overhovedet var noget der var værd at skrive om, så må jeg alligevel efter anmodning ialt fald gøre en begyndelse. Om min barndom og ungdom er der skrevet i en af forfatteren Uhrskovs bøger -Friskolefolk, bind 1- hvor jeg slutter med ordene: Blev gift og overtog fædrenegården. Her må jeg altså fortsætte, men først sige lidt om min trolovelse. Allerede før jeg blev konfirmeret havde Ane gjort et godt indtryk på mig, og det indtryk voksede med årene efter hun var kommet til Bjørnemose, men jeg vidste jo ikke, om hun havde det på samme måde overfor mig. Jeg kunne derfor i stille bøn sige til Vor Herre "Du, som styrer og ved alt, ved også, hvordan jeg har det overfor Ane. Er det din vilje, at vi to skal dele livet med hinanden, da giv hende samme kærlighed i mig, som jeg har til hende." Og efter en sådan stille bøn følte jeg fred. Årene gik. Det ene efter det andet. Og vi blev begge et kvart århundrede gamle. Men så skete der noget som jeg ikke her skalomtale, der fik mig til at skrive til hende, hvordan jeg havde det og længe havde haft det. Og skønt mit brev ikke kom hende uventet, så varede det dog 8-10 dage, inden hendes svar kom, og så var det endda hverken ja eller nej - kun mellem linjerne kunne jeg skimte et Ja. Hun ville da gerne høre fra mig en gang til, hvad hun selvfølgelig ikke behøvede at sige to gange. Og da vi søndagen efter traf sammen på Hjelmkilde, blev forbindelsen klaret mundtligt. Vi var dernæst trolovede i 4 år, før det passede, at bryllup kunne holdes. Min mor var i dette tidsrum af gået ved døden, så det tid efter anden blev klart, at Ane og jeg skulle overtage det gamle hjem her. Bryllupsdagen blev bestemt til den 24. juni 1881, og om denne er at notere: Efter Ane's ønske kørte vi herfra til Bjørnemose lidt over middag. Med pastor Pedersen var aftalt, at vielsen skulle være kl. 3. I General Hegermands landauer blev brudeparret samt brudens far og mor placeret og kl. 2 gik det efter Vejstrup i det herligste vejr en midsommerdag kan byde. Ved kirken mødtes indbudte venner og familie, der par om par på gammeldags maner - dog uden musik - fulgte brudeparret ind i kirken. Sangene der blev brugt, husker jeg ikke. Og kun indledningen til Pedersens brudetale mindes jeg, og den lød sådan:

Vort håb er ej på drømme byg't,
I luften ej det svæver.
Men hviler på Gudsordet trygt,
og kun hvad hjertet kræver.

Og rimelig har det været om det menneskelige livshåb, der hvilede på Guds Ord, som talen nærmere kom til at dreje sig om. Efter vielsen kørte vi alle vogn efter vogn til Bjørnemose, hvor den efterfølgende fest skulle stå. Ved bordet blev der holdt adskillige taler, der jo alle sluttede med gode ønsker for vi to, der havde sagt ja og givet hinanden hånd. Særlig mindes jeg højskolelærer Andersen, der var rigtig i sit es. Han fortalte muntert efter Bjørnson om de 2 drosler, der sang for de hjemadkørende brudefolk, der desværre kom i trætte om, på hvis side det var de sang, men dog heldigvis blev enige til sidst. Efter festmåltidet spredte flokken sig omkring i have og skov, ja og på vandet, thi båden i havnen blev lastet til en sejltur i sundet. Til slutning samledes ungdommen til læg på den store græsplæne og holdt trolig ud, til duggen begyndte at falde. Det blev ud på aftenen inden bryllupsgæsterne brød op og sagde farvel, og Ane og jeg var vel de sidste, der tog afsked med søskende, far og mor. Da vi kom til svigermor, udtalte hun disse indholdsrige ord: "Farvel børn, og lad mig nu se, hvis I bliver uenige, at I da bliver gode venner igen." Vi sagde selvfølgelig ja begge to, men tænkte som så: Det var dog en mærkelig unyttig formaning, for hvor i alverden skulle vi vel nogensinge blive uenige. Men det må indrømmes, den gamle var den klogeste. Hun talte sikkert af egen erfaring. Uenighed - selv i gode og lykkelige ægteskaber - kan have flere grunde, men som oftest opstår den, når hoved på den ene side kolliderer med hjertet på den anden. Se dette var i korthed om vor trolovelse og bryllup, men meget længere kan der jo skrives om vort nu 54 årige samliv, der har indeholdt både lys og skygge, medgang som modgang, men som jeg næppe er den rette til nøjere at skildre. Jeg ved, at ifølge min natur har jeg haft mine brist, som der nu og da har kunnet være meget at rette på, men trods fejlgreb har jeg været til sindst:at gøre det rette. Der har af kyndige folk være sagt, at vore børn er særdeles gode børn, hvortil jeg har svaret: Ja, men de har det efter deres mor, kun pigernes lette gang, når de har travlt i stuerne tør jeg regne må være efter mig. Hun har også været en god mor for den store børneflok. Det var hende, der lærte dem at folde de små hænder, når de var kommet i seng, alt imens hun bad Fader Vor og læste det lille vers:

Nu lukker sig mit øje,
Gud Fader i det høje
i varetægt mig tag.

H.C.Andersen var hendes særlige digter, og hans forskellige eventyr læste hun med fryd for de små, og når kokke, katte eller andre dyr kom på tale, så tegnede hun dem, især når det kom en nisse eller nissehøj med i laget. Det var derfor ikke så sært, at mor blev langt den bedste opdrager i barnealderen. Den ros fortjener hun med rette. Ved siden heraf kunne det dog træffe sig, at en eller anden af knægtene ikke ville lystre hende, så måtte hun have assistance af far. Disse vore børn, 8 i tal, bør jeg skrive lidt nærmere om:

• PEDER blev født den 22.april 1882
• MARGRETHE blev født den 16. august 1883,
• JENS blev født den 8. marts 1885,
• THORVALD blev født den 3. december 1886,
• MAREN blev født den 2.august 1888,
• RASMUS blev født den 29. marts 1890,
• MARIE blev født den 16. december 1891.
• OTTO blev født den 8. juli 1895.

Vi havde den lykke, at de kom i skole, hvor Lars Hansen og efter ham Brønsted virkede. Det var to af friskolens allerdygtigste lærere, der hver for sig var en personlighed af bedste slags. Efter børnenes konfirmation kom de før eller senere alle ud blandt familie eller fremmede at tjene. Margrethe var sågar i Trondhjem og Ramsdalen, og Maren i Schweiz, mens drengene blev ved landets døre. De 3 har dog gjort udflugter til Tyskland og Østrig, foruden de alle kom på høj- og landbrugsskole.

Peder Nielsen Vang blev født den 22. april 1882 og døbt den 28. maj 1882 i Vejstrup Valgmenighedskirke. [Brudager Sogn, kirkebog for 1846 - 1892 side 57 opslag 34]
trolovet og gift med en pige fra Møen, hvis navn var Kristine Kristoffersen, datter af gårdejer Hans Kristoffersen og hustru Anne Kirstine. Deres hjem var i Svensmark ved Stege. De unges bryllup blev holdt en pinselørdag - den 10. maj 1913 - og forinden havde Peder købt Skovgård i Bobjerg, hvorhen han altså førte sin unge brud. Her kom de til at virke og virker den dag i dag (1934), og her blev deres 3 børn - en søn og 2 døtre født. Johannes blev født den 17. februar 1916, Anne Margrethe blev født den 25. november 1917 og Gudrun blev født den 9. september 1919.

Det var i årene 1901 - 2, at Margrethe var i Norge. Siden var hun hjemme eller tjente forskellige steder, indtil hun i 1921 blev indfanget af enkemanden Knud Pedersen på Munkebo Bakke, hvis gård hedder Højvang og i adskillige år har været berømt for sin avl af førsteklasses frø og træfrugt. Knud Pedersen's første kone hed Maren Hansen. De fik en søn Egil, men da han blev 7 år døde moderen, og Knud blev enkemand i 7 år. så kom Margrethe derhen som husbestyrerinde, men inden år og dag var omme, var hun kone i huset. Deres bryllup blev holdt den 10. maj 1922. Og den 6. januar 1924 fik de en lille pige, der kom til at hedde Else. Siden er der sket det på Højvang, at sønnen Egil er blevet gift med købmandsdatteren Irma fra Kerteminde, og de har nu overtaget Højvang i forpagtning, hvorfor Knud og Margrethe og lille Else er flyttet til 1. sal, hvor der er indrettet en god bekvem og køn lejlighed i enhver henseende.

Den næste af børnene, der søgte og fik bosted, var Thorvald. Det var i foråret 1920, at han købte en stor frugtplantage, godt 2 km fra Aabenraa. Han havde forud uddannet sig i havebrug, dels på Vilvorde og dels i Jylland, men købet af plantagen på Skedebjerg viste sig at være alt for dyr. Hans søster Marie rejste med ham derover og ligeledes Otto og Rasmus, men trods god hjælp kunne det ikke gå i længden. Efter godt et par års forløb rejste Marie til Sjælland, og han fik i stedet Kristine Bonefeld fra Als til husførelsen. Hun var datter af Hans P. Bonefeld og hustru Kristine Marie, Jestrupgård i Tandslet sogn, og vi kendte godt hende og familien forud. Inden længe derefter blev de trolovet og den 26. marts 1924 holdt de bryllup. De blev boende på Skedebjerg til foråret 1929, og i sommeren derefter blev Engelbækgård i Vormark købt, hvortil de flyttede med deres sager og 2 vakre børn. Den ældste Ove hedder han, er født den 26. januar 1925, og pigen Edith er født den 3. marts 1926. Her i dette hjem er gjort en god indsats med gårdens forbedring i de 6 år, de har virket der, og sker der ikke uforudsete uheld eller ondartet sygdom, vil deres gerning her nok lykkes og blive til velsignelse.

Den fjerde og sidste af vore børn, der er gift, er Otto. Foruden sin skolegang hos Brønsted i friskolen, kom han i Hesselager Realskole. En tid var det tanken, at han skulle læse videre til dyrlæge, men lysten til bondegerningen fik alligevel overhånd, så studeringen videre fik løbepas. Han kom som lærling på veldrevne landbrug i Sydsjælland og på Fyn, men fra 1923 til 1927 var han nærmest den ledende i bedriften her hjemme. I 25 års alderen blev han trolovet med Ragnhild la Cour, der var detter af gårdmand Jens la Cour og hustru Emilie, Tved, men det varede 7 år inden det passede, at deres bryllup blev holdt den 11. maj 1927. Samtidig overtog de unge bedriften i forpagtning. Faderen Jens la COUR levede og lever endnu, medens moderen var død. Denne lille bedrift på kun 15 - 16 tdr. land er en kende for lille for Otto, men ved siden heraf driver han lidt handel med kontrolleret malkekvæg, som han nærmest sender til Jylland, og hidindtil har køberne - såvidt vides - været meget tilfredse. Han agter dog, såvidt tid og lejlighed giver, at få en lidt større bedrift.

Vor datter Marie er til trods for sine "43" endnu en tjenende pige, og mange har undret sig over, at netop hun ikke er blevet gift, ja har ikke engang været forlovet - for ikke at sige trolovet. Da hun var 10 år gammel, lærte hun at spille violin, først hos Brønsted, siden i Svendborg, så hun kom temmelig vidt i at kunne spille kønt og med færdighed og gør det den dag i dag, så det kan oplive og glæde. Sin ungdom har hun bevaret i sjælden grad under de forskellige tjenester, hun har virket i, både herhjemme og ude. Og med rette tør det vel siges, at hun har været skattet og afholdt, hvor hun kom. Det er nu på 7.ende år hun kom til Askov for at være fru Arnfreds højre hånd med at skaffe mad til de mange munde, som bænkes der indenfor skolens døre. Hun har dog også i den tid fået lejlighed til at se sig om såvel i Italien som i England, så med rejsefærd for øje siger hun sparto til sine ældre søstre. Men i ferien glemmer hun ikke hjemmet, for hun er jo ikke alene moders, men også faders pige. Godt for det og tillykke, Marie.

En agtet censor har gennemset nærværende familieoversigt og fundet den som helhed ret god. Dog med hensyn til foranstillede stykke om Marie har vedkommende fundet anledning til at bemærke følgende: "Det er ikke rigtigt, når du skriver, at Maries stilling er tjenende. Den er både selvstændig, ansvarsfuld og stor, ja så betydningsfuld for Askov Højskoles velfærd og gode renomme at Arnfred selv har sagt til Marie: "Hellere må en hvilken som helst af lærerne rejse som du. De kan lettere erstattes med en ny". Og så er det vel en tvivlsom ros for en pige ikke at have været forlovet. Det er netop tegn på indre kraft hos Marie, at ingen kender noget til det og ej heller ingen ved, hvor mange "kurve" hun har udsendt. Denne lille retledende og velmotiverede reprimande tager jeg gerne imod til nærmere efterretning.

De tre af vore børn, som endnu ikke er nærmere omtalt, er jo Maren, Jens og Rasmus. De overtog tilsammen gården - efter flere års forpagtning - som fælles eje i efteråret 1932. Det blev så meget lettere gjort, da ingen af dem hverken var gift eller trolovet. Maren har jo i mange år forestået husførelsen inden døre, og sønnerne har ligefrem nærmest hver sine interesser, der ligger øverst, uden dog at være til hinder for det fælles mål, som er: Virkeliggørelsen af et lønnende intensivt landbrug. Og deres arbejde i den retning tør vel siges, har ikke været forgæves, bortset fra hvad landbrugets krise ellers har medført. Jens er nærmest den ledende i marken, kornlade og hestestald, mens Rasmus har malkekvæget og den ret store have. Deres samarbejde til fælles bedste har i al fald hidindtil stået sin prøve og ventelig vil det også gøre det i fremtiden, så meget mere som de har taget en god portion natur i arv efter deres mor. I skødet fra november 1932 har den tjenstgørende sagfører forsigtigt indføjet: "At hvis sælgeren eller hans kone bliver misfornøjet med den behandling, vi får af køberen, så kan vi fordre 2.000 kr. årlig i stedet for leverancen in natura." Disse sætninger kunne ganske være udeladt, for vi har det mere end godt. Maren er særlig sin mor lig på omsorgens område, så begge vi gamle har kun grund til at være taknemlige. Ja, en dybt følt tak ligger ovenpå både til Gud og mennesker. Det føler vi for hver dag der går, alt som livsaftenen er inde. Begge er vi såvidt legemligt raske endnu, men vi ved jo, at tiden nærmer sig, da også vi kaldes bort, og da er det vort håb, at Gud vil være os nådig og tage imod os - små og svage idet åndelige - , som vi har levet og som vi er.