-

Vibeke og Frode flyttede til M. C. Holsts Vej inden påsken i 1977. Vi havde overtaget huset fra den 1. april, men da sælgeren, Johanne Jensen, var flyttet i lejlighed i Rundhøj, kunne vi bruge huset fra midten af marts. Sønnerne varetog forhandlingerne med os. De fornemmede, at vi var interesseret i at dyrke haven og i at have husdyr. Vi fik at vide, at de havde næsten været selvforsynende. Vi har ikke fået tilstrækkelige færdigheder til at blive selvforsynende, endnu. En af sønnerne hedder Ernst, og han har været lærer på Kragelund Skolen i mange år.

De forrige ejere havde været vognmænd, og de kørte blandt andre for kommunen. Det bærer stensætningen foran huset præg af. Vognmændene havde garage i Nummer 3A, som senere blev til Heidesvej 10A. Derfor findes nummer 3A ikke længere. Der er stadigvæk en telefonklokke over vores havedør, så telefonen kunne høres i garagen.

Da Vibeke og Frode tidligere havde boet i lejlighed, havde de kun ringe erfaring med havebrug.

Helga og Aage Gylling boede i Elverdalsvej 19. Aage var konsulent for Haveselskabet og redaktør for bladet "Haven". Frode havde abonement på "Haven", og da Frode opdagede, at ekspertisen boede tæt ved, var han ikke sen til at bruge Gyllings råd og vejledning. Et par år senere fik Boligforeninger midler til at forskønne boligforeningens arealer. Gylling foreslog, at der skulle plantes træer på Kridthøj. Træerne skulle vise noget specielt året rundt. Disse træer står der stadigvæk. Aage Gylling var aktiv i Rosenselskabet, og da der skulle findes en afløser for Aage, blev Frode spurgt, om han ville videreføre arbejdet, da han altid gjorde, hvad Gylling havde foreslået. Det bærer haven stadig præg af. Frode holdt op med Rosenselskabet efter Gyllings død.

I nummer 3B boede fru og hr. Laursen. Henry havde en rød sportsvogn. Fru Laursen havde arbejdet hos en konditor, og det nød mange af vejens beboere godt af. Hun inviterede os mindst en gang om året til det store kaffebord, hvor der blev serveret boller, kringle, flødekager og småkager. Frode kan huske lidt af samtalen var det første kaffebod: Nogle af deltagerne bemærkede, at nogle træer på grunden mod syd skyggede for solen. Træerne blev fældet kort tid derefter.

Når vi skulle på ferie, satte vi potteplanterne ud på terrassen. Så passede fru Laursen dem, og de strålede af sundhed, når vi kom hjem.

Da Laursen blev ældre, mente de, at de ikke længere kunne passe en så stor have efter den ønskede standard. Derfor prøvede de på at sælge et stykke af grunden fra, men der var ikke kvadratmeter nok til et nyt hus. På grunden var der et lille hus, som havde været hønsehus. Vibeke og Frode købte det nederste af grunden, så nu har vi en meget stor køkkenhave med høns.

Rigmor og Arne Givskud var vores genboer i nummer 4. Hun havde været sundhedsplejerske, og det blev af stor betydning for os, da vi fik tvillinger, og vi havde i forvejen en dreng på 3 år. Rigmor var fra starten en stor hjælp. Dengang var barselsorloven på 2½ måned! Ofte måtte vi have hjælp for at kunne klare pasningen, og hun var altid klar. Hun lærte børnene at strikke og sy, og hun kom ofte med lidt hjemmebag. Efter Arnes død flyttede Rigmor til Lemvig, som var hendes barnbomsby.

Før Amtsgården blev bygget, kunne børnene lege ude på vejen. Der blev spillet meget bold, cyklet, løbet på rulleskøjter og kælket på vejen.

En gang mødtes Arne Givskud og Frode på vejen, og Arne bemærkede, at der var megen trafik, og det burde der gøres noget ved. Det blev begyndelsen til initiativet til vejlukningen. Vi forelagde problemet for kommunen. De kunne godt se problemet med, at Amtsgården brugte en villavej som fødevej. Når arbejdstiden holdt op klokken 16.00, skulle mange ansatte hjem med det samme ved at køre ned af vores vej. Om eftermiddagen holdt bilerne i kø langt op ad M.C. Holsts Vej for at komme ud på Elverdalsvej. og der var megen trafikos. Kommunen ønskede, at vi skulle samle underskrifter ind fra samtlige husstande på vejen. Derfor måtte jeg besøge dem alle. Børnefamilier, som boede ud mod vejen, syntes, at det var en vældig god ide, mens pensionister, som boede på en kotteletgrund, var ret ligeglade. Kun den beboer, som boede i nummer 18, mente, at trafikken skulle flyde frit. Nummer 18 har faktisk hæk ud mod Lyseng Alle, så han kunne bruge den vej til at komme ind til huset. Det var heldigvis ikke tilstrækkeligt til at standse projektet. Jeg snakkede også med en vejingeniør på Amtet. Han sagde, at M.C. Holsts Vej var det eneste sted, hvor man kunne overhale på vej til arbejde. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være nødvendigt at overhale så tæt på bestemmelsesstedet. Vores vejlukning krævede en ændring af lyskrydset ved Lyseng Allé. Det blev blandt andet klaret ved at lægge meget mere asfalt på krydset. Desuden blev Oddervej udvidet. Lukningen af M.C. Holsts Vej blev betalt af kommunen. Senere vejlukninger og trakfikdæmpende foranstaltninger skulle betales af beboerne.

Initiativet blev taget, da vores søn blev født, og vejen blev endelig lukket, da vores døtre blev født.

Familien Christensen flyttede ind i nummer 4 efter Rigmor. De havde 3 piger, hvoraf 2 af dem var på alder med vores piger, så der var god forbindelse imellem husene. Pigerne gik også til ridning på Vilhelmsborg, så bilen var fyldt, når alle skulle til ridning. Moren var fra Canada, og hun var meget interesseret i engelske traditioner. Familien boede i huset i cirka 8 år.

Hanne og Bjarne Christensen flyttede ind i nummer 6 i 1978, så de har også boet her meget længe. Børnene hed Nina og Lillebror Jan. Det var en familie, som modtag os med åbne arme. Vores børn legede meget med børnen der, og med hunden Susi. Det var en usædvanlig dejlig hund. Den gik frit rundt i hele området og kom altid og hilste på, når vi gik ud og kom hjem. En dag blev jeg skældt ud af en forbipasserende for ikke at passe godt nok på min hund. Jeg var ved at køre, og Susi stod og så på mig. Men det var jo bare, som det altid var. Vi var glade for Susi.

De boede først i et murstenshus, men det slog revner. Derfor byggede de huset af træ, som ikke kan revne.

Da jeg skulle flytte hønsehuset fra vores græsplæne til den nyerhvervede del af Laursens baghave, bad jeg Barne, om han kunne tage ved i den ene ende. Inden jeg fik set mig omkring, havde Bjarne flyttet hønsehuset alene.

Oda boede i dobbelthuset ud mod Elverdalsvej i nummer 15. Hun kunne fortælle, at hun og hendes mand var flyttet ind i overetagen hos hendes svigerforældre, da de blev gift. Når hendes barnebarn var på besøg, kom han også med de andre børn til Djurs Sommerland. Den anden del af dobbelthuset havde også haft to familier boede i slutningen af 1940-erne på grund af boligmangel. Dengang boede Johannes Clausen der. Senere flyttede han hen til Heidesvej. Vibeke og Frode havde senere mødt Johannes, blandt andet på Moesgård. Han fortalte, at der i tiden efter den anden verdenskrig boede der fire familier i dobbelthuset. Johannes var amatørarkæolog, og han fik en høj opkaldt efter sig i Borum Eshøj.

Ady Skov boede i nummer 5. Hun var anden generation i huset. En gang bemærkede hun, at et af hendes rum stod stadigvæk som i hendes svigermors tid. Hun var en elskelig dame, som vi fik meget at gøre med. Hun havde en dejlig hund, der hed Olsen, som vi lånte til at gå tur med. Fru Skov kniplede, og mange af hendes kniplinger pryder grenene i vores vaser og vores vinduer til jul og påske.

Nu er datteren Anne-Mette Skov flyttet ind i huset. Således er Anne-Mette tredie generation i huset, og hun er den person, som har boet længst tid på M.C. Holsts Vej.

Vores børn havde legekammerater i numrene 1, 4, 6, 10 samt Elverdalsvej 15.

Da det fortrinsvis er lokal trafik, som kører på M.C. Holsts Vej, har vi direkte indflydelse på, hvor hurtigt der køres.

Malthe Conrad Holst var ingeniør på Oliefabrikken, og han var således "opfinder af wienerbrødet". Han var doktor i ingeniørvidenskab, og Dr Holsts Vej i Åbyhøj er også opkaldt efter ham. Han var den sidste private ejer af Kragelund, som var villaen til teglværket Kragelund.