Engbæk's Hjemmeside Engbæk's Genealogiske Tema
Fødsel og Dåb

Fødsel og barsel

Fødslen er den første begivenhed i ens liv.

Barselsengen syntes at have haft en egen art, idet den var en lav og fritstående seng [Ordbog over det danske Sprog] i modsætning til alkoverne, i hvilke man nærmest sad op, mens man sov. Barselkvinden lå i barselsengen under fødslen og i op til seks uger efter, at hun havde gjort barsel [Ordbog over det danske Sprog]. Det var tiden, indtil hun blev introduceret.

Fødslen er stadigvæk den første begivenhed i ens liv, selvom man kan optage billeder og foretage andre undersøgelser af det ufødte barn. Disse oplysninger noteres hos moderen, idet det ufødte barn endnu ikke har fået et navn eller et cpr.-nummer.

Dåb

Efter Danske Lov af 1683 kunne den, der lod sine børn ligge udøbte i over otte dage efter fødslen, blive dømt til at betale bøder, og var børnene svage, så at de ikke kunne føres til kirken, var det forældrenes pligt at der blev foretaget en hjemmedåb. Børn, som for deres svagheds skyld var hjemmedøbte, skulle, så snart det kunne ske, føres til kirken til dåbens stadfæstelse af præsten i faddernes nærværelse, men ingenlunde døbes igen med mindre der var tvivl om, at de var rettelig døbte. Herved forstås, at dåben skulle have fundet sted i "Faderens, Sønnens og den Helligånds navn". Ved forordning om dåb af den 30. maj 1828 forlængedes fristen for barnedåbens foretagelse noget, samtidig med at forpligtelsen til at gøre fødselsanmeldelse inden en særlig frist indførtes. Pligten til at lade børnene døbe, fastholdtes fremdeles.

Hjemmedåb og fremstillingen i Kirken var en nødvendighed, hvis moderen ønskede at overvære den kirkelige ceremoni, da barselkvinder skulle holde sig inde i 5 eller 6 uger efter deres barnefødsel.

Bestemmelse om at børn kun kunne tage arv efter deres forældre, hvis de var døbte, hvilket efter Danske Lov 5-2-30 og 31 gjaldt ubetinget, gjaldt fortsat. Ved en forordning af den 4. juni 1828 ændredes således. at et udøbt barn ikke var udelukket fra at tage arv, når kun ikke den til dåbens iværksættelse foreskrevne tid var udløbet, inden den pågældende af forældrene døde. Tvangsdåben afskaffedes først ved lov af den 4. marts 1857, og de tvangsmidler, der tidligere anvendtes overfor forældre for at få dem til at lade deres nyfødte børn døbe, anvendtes nu på sådanne forældre, der ikke inden et år efter barnets fødsel, opgav det navn, de ville have barnet tillagt, for sognets præst og kirkebetjent til indførelse i kirkebøgerne.

Omtrent samtidig ved lov af den 30. november 1857 ophævedes dåbens nødvendighed som betingelse for arveret aldeles. Men den kirkelige forpligtelse for forældrene som medlemmer af folkekirken til at lade deres børn døbe bestod fremdeles, ligesom dåben er en nødvendig forudsætning for at en person kan træde i medlemsforhold til folkekirken, blive konfirmeret og nyde alterets sakramente.

Hjemmedåb måtte kun finde sted, hvor fornødenhed, særlig barnets svagelighed, krævede det. Foretoges en hjemmedåb af en uordineret (hvilket kun burde ske i særlige nødstilfælde) eller foretoges den ved en præst af et barn i øjeblikkelig livsfare, døbtes barnet blot ved at øse rent vand på dets hoved og ved udtalelsen af ordene: "Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og den Helligånds Navn", hvorefter fadervor burde bedes. Efter hjemmedøbte børns dåb var det fremdeles en kirkelig pligt for forældrene at lade dåben stadfæste i kirken.

Ved dåben (også hjemmedåb) blev der tillagt barnet det navn (såvel fornavn som efternavn), som det fremtidig skulle bære. Hvis forglemmelsen var sket ved hjemmedåb, ville det navn, barnet skulle bære, kunne tillægges det ved dets fremstilling i kirken og eller ved den blotte tilførsel til kirkebogen. Hvis dåben fandt sted efter navngivelsen, var der flere ministerielle resolutioner om, at der ved dåben burde tillægges den, der døbtes, et nyt fornavn ved siden af de tidligere tillagte navne. Derved blev dobbelte fornavne mere udbredte.

Dåben skulle bestilles såvel hos sognepræsten som hos kirkebetjenten to-tre dage forud af faderen eller en anden pålidelig person, der var i stand til at meddele alle de til forretningens foretagelse og kirkebøgernes førelse fornødne oplysninger.

Dåb kunne foretages både på søgnedage (hverdage) og helligdage. På landet burde den helst foretages på helligdage og i umiddelbar forbindelse med højmessen, men dog efter altergangen. Hvis man ønskede den foretaget på landet på søgnedage, skulle den af hensyn til skolegangen sættes til klokken 11 ½ formiddag, og ligeledes i købstæderne, hvor kordegnen eller klokkeren tillige var skolelærer. I København kunne dåben på helligdage foretages efter højmessetjenestens tilendebringelse. På søgnedage kunne dåben i København foretages til hvilken tid om formiddagen indtil klokken 14, som præsten bestemte, idet han dog så vidt muligt skulle rette sig efter forældrenes ønsker og lejlighed.

I følge Danske Lov måtte hore- og slegfredbørn i købstæderne først døbes efter klokken 12 og på landet først efter at der var ofret med de ægte børn; men denne bestemmelse blev senere bortfaldet.

Sædvanligvis blev børnene både hjemmedøbt og fremstillet i Kirken, men i Sæby Sogn i 1810-erne blev kun børnenes hjemmedåb nævnt.

Faddere

Faddere eller dåbsvidner (testes) kaldes de, der bærer barnet til dåben. Spørgsmålene "Forsager Du og så videre" rettes af præsten direkte til barnet, og som besvares af den, der bærer barnet, på dettes vegne. Fadderne forpligtes til at tage sig af barnets kristelige opdragelse.

Faddernes pligt er nemlig foruden at være dåbsvidner også den at oplære barnet i den kristelige børnelærdom, hovedsagelig i fadervor og trosbekendelsen, og da dåben opfattes som en ny fødsel indtræder der et åndeligt slægtskab mellem dem og barnet - deraf navnet "fadder".

For hvert barn skal der i det mindste være 3, i det højeste 5 faddere, hvoraf mindst én skal være en mandsperson, men tallet overskrides hyppigt. Fadderne skal være ærlige og uberygtede konfirmerede kristne, men hverken i henseende til trosbekendelse eller uberygtethed er kirkestyrelsen streng.

Der var forskellige roller blandt fadderne. Den, der bar barnet, og den, der gik hos, var begge kvinder, og de blev som regel nævnt først. De øvrige faddere var mænd eller kvinder i forældrenes omgangskreds. Fadderne boede ofte i samme sogn eller i nabo sogne til forældrene, da transporten var besværlig. Faddernes liv kan derfor beskrives gennem nevøers og niecers dåb, og familiens sociale liv kan beskrives ved valget af faddere.

Skønt det strider mod fadderpligten, at forældrene selv er faddere, er dette dog godkendt ved brugen.

Navneskik

Fornavn

Børnene blev ofte opkaldt efter bedsteforældre og derefter efter onkler eller tanter. Den ældste søn blev opkaldt efter farfaderen, den næstældste søn blev opkaldt efter morfaderen. Den ældste datter blev opkaldt efter mormoderen, den næstældste datter blev opkaldt efter farmoderen. Derefter var valget af navne frit.

Hvis en slægtning døde, havde vedkommendes navn fortrinsret. Hvis et barn døde tidligt, kunne et efterfølgende barn blive opkaldt efter det nyligt afdøde barn.

Indtil 1828 fik børnene kun et navn, fornavnet. Når personerne alligevel også kaldtes Jensen eller Jensdatter, var det et tilnavn, som personerne fik af traditionelle grunde.

Efternavn

Den første navnelov, som var fra 1526, påbød adlen at have faste efternavne, og denne skik blev almindelig blandt indbyggerne i købstæderne.

For kongerigets vedkommende kom dåbsforordningen af den 30. maj 1828 til at indeholde den kortfattede forskrift: "I øvrigt bør hvert barn ved dåben benævnes ej alene med fornavn, men og med det familie- eller stamnavn, som det i fremtiden bør bære"; og da præsterne ikke fandt tilstrækkelig vejledning i disse ord, blev den fulgt af to kancelliskrivelser. Den første af den 4. oktober 1828 gav anvisning på enten at danne "sen"-navnet eller optage fødestedets navn", hvad der stemte med forholdene i datidens byer, men var lidet hensigtsmæssigt, når det drejede sig om at skaffe landbefolkningen slægtsnavne. Samtidigt blev det bestemt, at alle søskende skulle have samme tilnavn. I den næste forordnng af den 20. august 1829 fortolkedes den forrige skrivelse på den måde, at "præsten ikke kunne nægte at døbe et barn med det tilnavn, som vedkommendes fader og moder begærer, når dette tilnavn både i sig selv var passende og tillige var dannet efter de sædvanlige regler". Således skulle døtrene have samme tilnavn som sønnerne. Døtrene kunne altså ikke længere få et tilnavn med endelsen -datter.

Da mange stadig bibeholdt de gamle navneskikke, blev der i 1856 udsendt en ministeriel rundskrivelse, der sagde: "at det faste familie- eller stamnavn, der efter forordningen af den 30. maj 1828 engang var blevet valgt, ikke blot skulle komme til anvendelse for alle børn i samme generation, men også for alle følgende generationer i den samme familie, med mindre bevilling til afvigelse erhverves."

Introduktion

Kirkegangskoners indledelse (introduktion) er benævnelsen på hustruers første kirkegang efter deres barselfærd, idet lov og sædvane på mange steder i gamle dage påbød, at denne skulle foregå på den måde, at ægtekvinder skulle ledes i kirken af præsten.

Danske Lov af 1683 og Kirkeritualet af 25. juli 1685 foreskrev i så henseende, at barselkvinder skulle holde sig inde i 5 eller 6 uger (40 dage) efter deres barnefødsel og siden af præsten indledtes. hvor det havde været brugeligt, "hvilket sker" – som det hedder i kirkeritualet - "for den almindelige svagheds skyld, som er hos dem, såvel som for en høviskhed og en skikkelig ærbarheds skyld, på det de ingen skulle være til forargelse og ondt eksempel, og dermed måske råde ilde for deres børn".

Indledelsen - der altså kun skulle finde sted for ægtehustruers vedkommende, og hvor det fra gammel tid var i brug - skulle foregå på den måde, at barselkvinden, efter dagen forud at have ladet sig indtegne i en bog hos distriktets skolelærer, om morgenen derefter med nogle få par kvinder skulle komme i god tid til kirken, og hun blev så stående i våbenhuset eller foran kirkedøren, indtil præsten kom til hende og med en kort formaning, stående inden for kirkedøren og kvinden lige for ham uden for døren, mindede hende om hendes taksigelse for Gud med videre. Derefter skulle hun overvære gudstjenesten i kirken og efter denne med sit følge ofre ved alteret.

Introduktionen blev afskaffet i 1748 for rangspersoners hustruer, og i 1754 blev det bestemt. at den gamle introduktion kun skulle finde sted, hvor nogen kone udtrykkelig forlangte den; ellers skulle præsten ved barselkoners første kirkegang ved enden af sin prædiken tilføje en kort formaning og ønske til hende, men også dette kun, hvor introduktionen tidligere havde været i brug.

Introduktioner er ikke nævnt i biografierne på denne hjemmeside.

Børn født før ægteskab

“Stjernegård” ved siden af “Lindegård” havde også en datter, der skulle giftes her til Albjerg, og hendes fader, der var lidt stor i egne tanker, udtalte ved denne lejlighed: “Maren Lindegård skal jo til Albjerg at bo; men der er ingen jord og i det hele taget ikke meget; min datter skal også til Albjerg, men der er to køer, og det er noget helt andet godt.”

Maren Lindegaard blev viet den 23. marts 1853, og hun fødte en søn den 27. april 1853. Han blev hjemmedøbt samme dag, og han døde den 3. maj 1853, kun 7 dage gamel. Han var for tidligt født.

Da hårdt fysisk arbejde under graviditeten kan være årsag til for tidlige fødsler, kan dette opfattes på den måde, at forberedelserne til brylluppet har været for anstrengende. Der skulle laves mad til bryllupsgæsterne samt væves og syes udstyr. Derfor mener jeg, at det var en praktisk foranstaltning at udskyde brylluppet til efter det første barn fødsel.

Diskret Ophold

Hvis man ønskede at skjule, at et pige var blevet gravid, kunne pigen tage ophold langt væk i den sidste tid af graviditeten samt under og efter barslen. Dette kaldes "diskret ophold". Der var nogle familier, som havde det som levevej at have piger til diskret ophold. Hvis barnet blev bortadopteret, kunne fødslen holdes skjult, men i det tilfælde, som omtales her, blev barnet optaget i familien.

1909 Frederikshavn: Jens Marius Jensen blev gift med Karoline Bundgaard i 1903, og de fik sønnen Poul i 1905. I slutningen af 1908 blev Elma Marie Splidsboel gravid med Jens Marius Jensen, og Elma Marie kom i diskret ophold i Lindum By; Nørlyng Herred, Viborg Amt i det vestlige Himmerland, hvor hun fødte Inger Splidsboel den 7. august 1909. Da skilsmisseprocessen varede i flere år, blev de følgende to sønner, Jens Marius og Eyvind, også født udenfor ægteskab, men i Frederikshavn. Jens Marius og Elma blev gift den 22. december 1914 i Råbjerg Kirke, fordi præsterne i Frederikshavn ikke ville gifte fraskilte.

Der er mange forhold, som kan bevirke, at diskrete ophold også holdes skjulte for slægtshistorikeren. Hvis barnet døde inden konfirmationen eller inden førstkommende folketælling, kan barnets fødsel nemt blive overset. Hvis man ikke kan finde et barns fødsel i forældrenes sogne, kan det skyldes et diskret ophold.

Børn undfanget af andre end ægtemanden eller født udenfor ægteskab

Hvis forældrene ikke var gift, anføres den udlagte barnefaders navn og opholdssted på 10-måneders dagen før fødslen. Da en graviditet normalt varer 9 måneder, og da man må formode, at en stor del af fødslerne skete før terminen, kan den biologiske fader godt være forskellig fra den udlagte barnefader.

Katten i sækken

1840 Tved Sogn: Hans Fritz Johansen og Karen Hansdatter blev viet den 23. november 1839, og den 27. april 1840 fødte Karen en søn, som blev opkaldt efter ægtefællen Hans Frtiz Hansen. Denne vedkendte sig ikke fadderskabet til barnet, og hun vedgik, at en anden var fader til barnet. Som barnefader blev udlagt Hans Jochumsen, der havde opholdt sig i Svendborg, men på dåbstidspunktet var rejst til Holsten. Dette forhold førte til skilsmisse. Karen Hansdatter blev viet til Niels Larsen den 12. januar 1844, og senere samme år, den 9. november 1844 blev Hans Fritz Johansen viet til Birthe Marie Haastrup.

Godsejerens horeunge

Slægtshistorikere bliver tit beskyldt for, at de mener, at en ane var et uægte barn, hvor faderen var godsejeren. Derved kom der adelige personer ind i slægten. Den slags forhold kan være svære at dokumentere, men her er der en antydning.

1731 Landet sogn, Tåsinge: Rasmus Clausen Dreier og Maren Hansdatter blev viet den 9. juni 1729, og deres første barn, Sophie Amalia, blev hjemmedøbt den 17. oktober 1729. Den 21. februar 1731 blev Niels Juell døbt. Han var degnen Rasmus Dreiers søn i Lundby. De følgende kendte børn var: Louise, født i cirka 1735, Margrethe Kirstine, født i cirka 1738, og Wibeke, født i 1740. Rasmus og Maren var stadigvæg gift, da Maren døde i 1754.
Søhelten Niels Juel´s sønnesøn af samme navn, kammerherre Niels Juel boede på Valdemars Slot fra 1723 til sin død i 1766, var en meget energisk mand [Valdemars Slot's hjemmeside 2007]. Han var godsejer for hele Tåsinge.
Det er påfaldende, at Rasmus og Maren's andet barn blev opkaldt efter ham.

Død i barselseng

Barselskvinder burde ligge i barselseng i helst 14 dage, hvilket var barselshvilen. Barselskvinden kunne ligge i optil 6 uger i barselsengen. Dette gjaldt i det tidsrum, som er aktuelt for slægshistorien.

Død i barselseng var meget frygtet, og den forekommer da også blandt de fødsler, som er beskrevet på denne hjemmeside.

1819 Frørup Sogn: Karen Jensdatter og Anders Rasmussen blev gift den 10. oktober 1818 i Kværndrup Kirke. Karen Jensdatter fødte et dødfødt barn den 22. september 1819. Karen Jensdatter døde den 28. september 1819.

1848 Hesselager Sogn: Mette Kirstine Berthelsdatter blev gift med Christian Iversen den 16. oktober 1847. Knap 5 måneder senere, den 11. marts 1848, fødte Mette Kirstine Berthelsdatter sønnen Berthel. Moderen døde den 12. marts og sønnen døde den 13. marts, og de blev begge begravet den 17. marts.
Christian Iversen giftede sig med Maren Rasmusdatter den 11. november 1848, og deres første barn, Iver, blev født den 23. september 1849. Christian og Maren fik ialt 13 børn, hvoraf de 12 yngste nåede at blive konfirmeret.

1854 og 1858 Hesselager Sogn: Ernst Andersen og Maren Nielsdatter blev viet den 31. oktober 1846, og Maren fødte et dødfødt barn den 19. november 1848, Anders den 5. maj 1851 og Niels den 16. januar 1854. Maren døde den 27. januar 1854 i barselseng.
Ernst Andersen og Anne Kirstine Rasmussen blev viet den 23. oktober 1858. Den 22. august 1859 fødte Anne Kirstine Rasmussen datteren Maren Kirstine. Moderen døde den 28. august 1859, og datteren døde den 5. april 1860 af mæslinger.
Ernst Andersen og Maren Jacobsen fra Gudbjerg blev viet den 29. juni 1860, og de fik ingen børn.

Barselsorlovens indførelse

Den første paragraf om "barselsorlov efter barsel" blev indført ved Fabriksloven af 1901. Paragraf 18 lyder: "Nybagte mødre må ikke arbejde de første 4 uger efter fødslen, medmindre en lægeattest viser, at hun kan arbejde uden at skade sundheden for hende selv og barnet. Økonomisk hjælp til denne "barsel" må ikke have fattighjælps virkninger."

I 1915 fik sygekassemedlemmer, der ikke hørte under fabriksloven, ret til at få 10 dages dagpenge i forbindelse med barsel efter kassens regler. Hvis nogle af de 10 dage blev taget før barsel, blev der tilsvarende færre dage efter barsel.

Tjenestemandsloven i 1919 regulerede løn- og arbejdsforhold for offentligt ansatte, tjenestemænd som for eksempel kvinder ansat i post og telegraf, lærere, og embedsmænd i stat og kommune. Barselsorloven omfattede 6 ugers barselsorlov med ½ løn samt ret til frihed uden løn 3 - 6 måneder, hvis moderen ammede.

I Socialreformen fra 1933 var der blandt andet denne bestemmelse om barselsorlov: Med lægeerklæring kan den gravide få dagpenge i op til 8 uger før fødslen.

Først ved Funktionærloven i 1947 fik kvinden ret til 3 måneders orlov (uden løn?) før fødslen og 1 måned efter fødslen med halv løn. Hermed fik de gravide lovmæssig ret til aflastning i den sidste tid af graviditeten.

Web-editor: frode @ engbaek . com Antal besøgende: Sidst opdateret: 10-Nov-2011