Niels Pedersen's Beretning

Den 1. november 1894 blev den unge Jens Kromann gift med en pige fra Sjælland, der hed Karen. Og denne Karen fik stor betydning for deres senere virke. De flyttede til Snoghøj, hvor der indkøbtes på en bakkeskråning ud mod Lillebælt på ca. 20 tønder land, og hvorpå der byggedes. Lidt efter lidt blev dette areal omdannet til en frugthave af mange forskellige slags, og hvor det ene drivhus rejste sig efter det andet, foruden masser af mistbænke med meget mere. Der er her udfoldet en storstilet, ja næsten landskendt virksomhed på havebrugets område. Hver lørdag er Jens Kromann og Karen i Fredericia med deres pakkede vognlæs af alle sorter frugter, som i reglen anses af kunderne for at være tip-top af det bedste, hvorfor der også med rette kan erholdes gode priser. I året 1924 modtog ægteparret Kromann fra Det kgl. danske Landhusholdningsselskab et stort sølvbæger for mange års energisk flid og fremdrift. Til en sådan hædersgave var Kromann indstillet og anbefalet af stedets landboforening, der tillige afholdt en større fest i den anledning, hvor ægteparret var landboforeningens hædersgæster, og hvor sølvbægeret blev dem overrakt efter en udtalt velformet lykønskning og takketale var holdt.

Af børn har de 3, nemlig: Ellen, Aage, og Hans, der alle ere gifte. Sidstnævnte hjælper til hjemme i gartneriet.

Vilhelm Kristensen: Gravvængeslægten (1951)

Han fik den første skoleundervisning i hjemmet af forældrene. Følgende par små træk fra barnetiden kan fortælles.

Jens var så ked af bogen, at han sagde til sin mor, at han aldrig ville læse mere, når han en gang fik det lært.

Da de to søskende var omkring 6 og 4 år, fik de lov til at gå alene til Bjørnemose på besøg hos bedsteforældre, farbror og de tre fastre. De vidste vejen, men for at være helt sikre, spurgte de om vej flere steder. Mor fulgte efter dem et stykke, og da hun så, at de gik ind for at spørge om vej det første sted, som de kom til, og manden fulgte dem ud og pegede i den rigtige retning, gik hun rolig hjem. Vejen blev lille Marie for lang, der var jo en mil for de små ben. Da de nåede til Bjørnemoses marker, satte hun sig i grøften og erklærede afgjort, at hun ikke kunne gå et skridt længere. Alle opmuntringer, overtalelser og skænd var forgæves. Da følte Jens sit store ansvar og tilbød at bære hende på ryggen det sidste stykke. Og så bar Jens hende afsted, indtil hun fra sit høje stade kunne se gården, så var Marie ikke træt mere, men kunne gå rask det lille stykke, der var igen. På Bjørnemose fik de en modtagelse, der opvejede alle anstrengelser. Bedstefar sagde, at de havde bevist, at de nok skulle blive til noget. Bjørnemose var i det hele taget et eventyrland for børnene; der var kærlighed og åbne arme over det hele. General Hegermann Lindenkrone, der boede i en fløj af gården i 18 år, var jo noget helt ud over det almindelige for de to små bønderbørn. Jens gik på loftet og prøvede generalens hjelm fra 1864, det var overmåde spændende, og det skulle jo gå stille til. For at komme på talefod med Børnene, trillede generalinden en appelsin fra vinduet ud på græsplænen, og man nærmede sig forsigtigt. Stadsen med Kong Christian 9's besøg hos generalens overværede børnene på afstand, det var en stor oplevelse.

Da Åby Friskole blev oprettet i 1879 gik Jens en tid i denne skole. Hans bedste tid levedes ellers "under Banken", når køerne gik løse. Dernede løb åen med foreller og laks, der var skoven med al sin skønhed, et mystisk stengærde med snoge, stålorme og firben i mange farver, der var plads og frit spil for fantasien.

Man trængte efterhånden til en ekstra omgang i lærdommen og blev, sammen med sin 2 år ældre kammerat, Jens fra gården Nøjsomhed, sendt til Galtrup Efterskole på Mors, vistnok den første efterskole i Danmark, oprettet af højskolens forstander, Povlsen Dahl, der en tid havde været Kolds medhjælper. I 15-16 års alderen var han et årstid i Gravvænge hos sin morbror Niels Pedersen, hvor han fik et fint jagtgevær i løn. Senere var han en vinter på Vejstrup Højskole og en vinter på Sorø. Soldat i Nyborg og ellers hjemme. For at få besætningen forbedret gik han for eksempel til Svendborg med en af de bedste køer, sejlede til Rudkøbing, trak derfra til Fårevejle, hvor der stod en kongepræmietyr. Bedækningsprisen var en sum af 10 kroner. Natten tilbragtes hos en bekendt i Simmerbølle, og turen gik hjemad på samme måde, det var en spadseretur på 4 ½ mil. I 1890 rejste han til Amerika i et par år, hvor han oplevede og så mange af Amerikas seværdigheder fra Stillehavet til Niagara. Efter hjemkomsten tog han fat med friske kræfter og fik flere forbedringer indført. I 1894 giftede Jens sig med Karen Hansen. Hendes hjem i Sundbylille havde nær forbindelse med Hjørlunde Højskole i Morten Pontoppidans tid, hvor der hørte friskole til højskolen. I 1895 tog Jens Kromann plads som bestyrer på Snoghøjgård, der ejedes af kaptajn Christmas, indtil han i 1899 købte 10 tønder land fra gården. Det var dårlig jord og prisen var derefter, 350 kroner pr. tønde land. Et par naboer gik forbi en dag og talte højt om, at de unge folk vel nok ville bestille noget, men de kunne ikke få føde på de banker. På ejendommen var der imidlertid gode betingelser for at dyrke frugt og havesager. Et lille stykke kratskov og en kilde med rigelig vand, der senere kom til at levere vand til hele Snoghøj.

Fra sin fars side havde Jens arvet interesse og forståelse af plantens liv og vækstbetingelser og fra moderen alsidig og praktisk greb på tingene og han gik i gang med opgaven, der økonomisk ikke så særlig strålende ud. Der lavedes kunstigt læ og plantedes læ, der er så nødvendig for at få en frugtplantage op, særlig for nøddebuskene, der efterhånden gav de bedste indtægter. Bedriften er to gange blevet udvidet ved køb af jord, der grænsede op til ejendommen, som udgør nu 23 tønder land, heraf 12 tønder med frugt og 6 med storfrugtede hasselnødder.

Der voksede 3 søskende op i nybyggerhjemmet. Det tager tid, når et hjem skal bygges op på skaldede skrænter, der skal arbejdes og spares. Børnene måtte tidlig tage fat. De var velbegavede, men råd til udvidet undervisning blev der ikke. Til gengæld gik man ud i Naturens Skole og der var rig anledning. Hele Snoghøjegnens ejendommelige og mangeartede skønhed kaldte på dem. Frihed fra lørdag middag til søndag aften kan blive en herlig oplevelse. Da sejlede de ikke så sjældent i deres lille båd med proviant og fiskegrejer ud til "Fænøkalv" og slog lejr. Derude på øen kunne man vågne op ved sære lyde. Pindsvineornerne sloges, så det kneb med at falde i søvn igen og så videre. I de mange stedsegrønne træer i haven hjemme, samledes sangfuglene og byggede reder. I den tid måtte børnenes katte indespærres i en ståltrådshegnet gård, "Kattegården". Efterhånden som tiden gik blev børnenes hjælp i det lille hjem af meget stor betydning.

Mens plantagen voksede til, dreves et alsidigt husdyrbrug, der bragte adskillige præmier hjem. Der hænger som minder om den tid: 16 æres- og 31 førstepræmier. Produkterne måtte afsættes på torvet, der gav de bedste priser ved direkte forbindelse med køberne, og handelen gik godt. Det er et krævende arbejde at køre til torvs sommer og vinter, men man måtte bøje sig for nødvendigheden.

Kunstgødning kendtes ikke i de første år, så der blev hentet naturgødning i Fredericia en mil borte, slagterhusgødning, som blev blandet med hestegødning; det købtes billigt, 2 kroner pr. stort læs. Der voksede på de så upåagtede skrænter en frodig plantage op, der vakte så megen opmærksomhed, at mange foreninger kom for at se og lære. Ja, endog Landbohøjskolens lærere og elever mødte op. Lidt efter lidt blev der bygget drivhuse, hvor der dyrkedes tomater og agurker, som om efteråret afløstes af blomster, chrysantemum og levkøjer med mere. Jens Kromann arbejdede med at forædle en stamme tomater, som lykkedes godt og blev solgt til gode priser. Beboerne i Erritsø Sogn tog ikke videre gæstfrit imod den fremmede familie, når det gælder deres foreningsliv og offentlige anliggender, ellers var de meget imødekommende. Jens kom dog efter års forløb både i Sognerådet, i bestyrelsen for Landboforeningen og Kvægavlsforeningen og var altid med ude at indkøbe foreningstyre. Karen deltog i Menighedsrådet og var i mange år i Børneforsorgen.

Den 6 tønder land store dam, der ligger ved ejendommen, var lejet i 12 år til ferskvandsfiskeri, karper og suder. Når der skulle fiskes blev vandstanden sænket, så fiskene samlede sig i en rende, hvorfra de toges op og sorteredes. De små sattes ud igen. Karperne på 4-5 pund stykket solgtes hjemme. Suderne gik til Berlin som portionsfisk og sendtes levende i tønder med skib. Disse skulle i fald det blev stille vejr, rystes af og til for at ilte vandet, derfor måtte en mand rejse med. Den tjans tog Karen en gang for at nappe en tur ud over den daglige trummerum, og det blev en rejse, der gav anledning til mange små drillerier. Vejret blev så uroligt, at rystningen ordnede sig selv, men samme vejr var ikke netop egnet til lysttur. Det var hårdt nok, men dog kun en overgang. Fra dagene i Hovedstaden hentede man stof til underholdning langt frem i tiden.

I 1923 blev Jens Kromann tilkendt Det kongelige danske Landhusholdningsselskabs store sølvbæger. I den anledning afholdt, Landboforeningen en festlighed i Fredericia, hvor bægeret blev overrakt af forpagter Schroll, der udtalte, at det ikke var nok at fremvise et smukt landbrug, hvis ikke udbyttet var godt, men at han med sandhed kunne sige, at gartner Kromann og frue i fuldt mål havde opfyldt de stillede fordringer. De havde skabt et landbohjem, der var værd at se og tage lære af, og jeg skal særlig fremhæve den sjældne renhedstilstand. Landboforeningens formand udtalte blandt andet: Det er mig kært at bringe Dem, Kromann og frue, foreningens hjerteligste lykønskning. Jeg ved, at alle foreningens medlemmer uden undtagelse står bag ved. Vi er stolte og glade ved at have jer i vor midte. De har vist andre, hvad der kan nås ved flid og sparsommelighed. Sognefoged Thuesen, fra Taulov: Vi er samlet her for at hædre ægteparret Kromann. Jeg kan ikke tænke mig et mere afholdt ægtepar, det er en fryd for øjet at gæste deres hjem. Man går aldrig forgæves, når man søger at høste nytte af deres erfaringer.

Da Snoghøj Gymnastikhøjskole blev oprettet kom der en livlig forbindelse mellem skolen og Kromann, der ved lejlighed kunne give et praktisk råd og til gengæld hente smukke indtryk og gode tanker fra skolen.

I 1940 afstod Jens og Karen ejendommen til den yngste søn Hans og købte en villa ved Bæltet tæt ved Lillebæltsbroen. Tyskerne havde hovedkvarter på Gymnastikhøjskolen, og det første, de gjorde hernede, var at lægge flagstangen ned for at hindre signalisering, og der gik stadig vagt tæt ind til huset. Om vinteren i ondt vejr søgte vagten ly i et lille havehus og stod ofte på verandaen for at lytte til radioen. Der blev lavet beskyttelsesrum i kælderen, hvor naboerne søgte hen i dækning for de engelske kugler; det hændte af og til to gange på en nat. Tyskerne blev mere og mere nærgående og lavede mange forhindringer, blandt andet ved at grave hele løbegrave i frugtplantagen. Et par dage før kapitulationen måtte hjemmet forlades og de allernødvendigste ting flyttedes med til Åges i Sønderskov, hvor man oplevede, at telefonen ringede om fred i Danmark. Det var med et taknemmeligt sind at hjemmet blev taget i besiddelse igen.

I 1947 fyldte Jens 80 år, og der holdtes en fest, hvor slægt og venner var forsamlet. Om morgenen mødte Højskolens lærere og elever og sang dagen festligt ind. Op ad dagen kom flere deputationer. En stor overraskelse var blevet forsinket, så først nogen tid efter mødte Politimesteren, Sognerådsformanden med flere og overrakte Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Tyende Jens Jensen Kromann, 22 år og sidste opholdssted var Øster Åby, Skårup Sogn, rejste med Thingvalla (til New York). Billettens forevisningsdato var den 5. juni 1890, og bestemmelsesstedet var Portland, Oregon [Udvandrerarkivet].

Hædersbelønninger for Landboflid fra Det kongelige danske Landhusholdningsselskab.

Reglerne for uddeling af Hædersbelønninger for Landboflid er følgende:

1. Selskabets største, store og almindelige sølvbæger samt "hædrende omtale" tildeles til særlig mindre jordbrugere som Hædersbelønninger for Landboflid.

2. Vedkommende indstilles af den stedlige Landboforening til Selskabet ved benyttelse af dertil udarbejdede skemaer, som fås ved henvendelse til Selskabets kontor. Ansøgning fra vedkommende selv fordres ikke.

3. Som momenter, der ved bedømmelsen må lægges særlig vægt på, fremhæves:
1. at arbejdet har betalt sig,
2. at det strækker sig over et længere tidsrum,
3. at det er ualmindeligt på egnen,
4. at det kan tjene som et følgeværdigt eksempel for andre,
5. at kun små midler har været til rådighed,
6. om vedkommende har haft større eller mindre modgang eller besvær ved arbejdets udførelse, og
7. at vedkommende er fuldt ud hæderlig og ved hele sin færd kan siges at give et godt eksempel.

4. Når alle skriftlige oplysninger foreligger om den indstillede, sendes sagen først til det nærmest boende medlem af belønningsudvalget, der ved selvsyn på stedet og eventuelt ved nærmere forhandling med Landboforeningen undersøger forholdene og på grundlag heraf afgiver en erklæring og stiller forslag i sagen, som derpå sendes udvalgets øvrige medlemmer.

5. Præsidiet tager efter Beløningsudvalgets indstilling beslutning i sagen, hvorefter det sølvbæger eller diplom, der måtte blive vedkommende tildelt, sendes det nærmest boende udvalgsmedlem, som enten personlig eller ved Landboforeningens formand ved en passende lejlighed, for eksempel på den stedlige Landboforenings generalforsamling, overrækker det til den hædersbelønnede.

6. Belønningsudvalget har ret til at indstille mænd, særlig af landbostanden, der for eksempel som opfindere eller fabrikanter af landbrugsmaskiner, som opdrættere eller ved et stort og fortjenstfuldt teoretisk eller praktisk arbejde i særlig grad har virket til gavn for det danske landbrug i almindelighed, til en udmærkelse af Selskabet.

Belønningsudvalget, som afgiver erklæring over indstillinger fra Landboforeninger angående Selskabets hædersbelønninger for Landboflid, havde følgende medlemmer var i 1923:
Proprietær P. Olufsen, Qvistrup,
Etatsråd Jørgen Larsen, Gårdbogård
Proprietær A. P. Damsgaard-Sørensen, Hareskovgård
Forpager G. F. Schroll, Odense
Baron G. Lerche, Klampenborg.

Skema
til oplysning i anledning af
indstilling til Det kongelige danske Landhusholdningsselskab
fra Fredericia og Omengns Landboforening om at der må blive tildelt
gårdejer og gartnet Jens Kromann Snoghøj, Erritsø Sogn, Elbo Herred, Vejle Amt
Hædersbelønning for Landboflid

Hr. forpagter G. F. Schroll, Odense, har sendt Selskabet følgende indstilling:

Til
Det kongelige danske Landhusholdningsselskabets Præsidium og Belønningsudvalg.

Hoslagte indstilling fra Fredericia og Omegns Landboforening om at tildele gårdejer og gartner Jens Kromann, Snoghøj, en hædersbelønning for landboflid, er af selskabets sekretariat tilsendt mig til undersøgelse, og jeg fremsender herved nedenstående indtryk fra 2 besøg hos vedkommende, nemlig den 28. juni og den 13. august.
Jens Kromanns ejendom ved Snoghøj ligger nær Lillebælt og ud for den påtænkte jernbanebro over Lillebælt, så banen vil komme til at gå over hans jord og borttage en betydelig del af det areal, som nu er ager, medens haven vil blive uberørt deraf.

Jens Kromann havde i en årrække været gift forvalter på Snoghøjgård, hans 3 børn var fødte der, Snoghøj Færgegård er på cirka 200 tønder land.

I 1899 købte han 10 tønder land af Snoghøjgård og betalte disse 10 tønder land med 3.500 kroner, hvorefter han havde 1.500 kroner i behold til bygninger, besætning og inventar. Arealet er meget bakket, mest stærkt leret, et mindre parti meget let sandet, nærmest flyvesand, og endelig en ½ tønde land gamle tørvegrave, hvor han i de første år drev noget fiskeri, medens det nu er drænet, planeret, og nu er der en fortrinlig køkkenhave på stedet. Da der ved siden af ligger arealer af samme bonitet, såvel ager som mose, er det muligt at foretage en sammenligning, og denne viser en forbavsende forskel i plantebestandens yppighed og i jordens renhedstilstand, ja, på tilsvarende bakkeskråninger var der næsten ingen sæd og mosen ved siden af, var som moser er flest, kun huller og tuer med vidiebuske, altså værdiløs.

I de første 10 år holdtes ingen medhjælp, men Kromann og hans Hustru var ene om alt, om plantning af frugttræer, frugtbuske, stedsegrønne planter af forskellig. art, hvoraf der er en betydelig mængde, som udnyttes ved salg til kransebinding, hvilket giver en betydelig indtægt. Endvidere blev hele ejendommen kalket fra et kalkleje som fandtes på ejendommen, gødning afhentedes i Fredericia, hvortil der 1 til 2 gange om ugen gik vogn med havesager, ligesom Kolding også benyttedes som handelsplads og denne torvehandel fortsættes stadig, så Kromann nu 2 gange om ugen er i Kolding og 2 gange om ugen i Fredericia. Til bygninger, besætning, redskaber, planter med mere var det en stor hjælp, at han i de første år arvede 4.000 kroner, men dette kunne jo ikke forslå, da han jo modtog den nøgne jord med kun 1.500 kroner i lommen, så Kromann blev nødsaget. til, ved gode personers hjælp, at skaffe penge ved veksler, i stor stil, som han selv udtrykker sig.

Dette viser, at han alt da nød sine medmenneskers tillid, og denne tillid har han aldrig senere svigtet, ligesom hans virksomhed har båret synlig frugt blandt flere af hans naboer, og derved, at de unge mænd, som arbejder hos ham, har bragt Kromanns erfaringer ud i livet og lært flid og nøjsomhed. Han er også, i ret stor udstrækning, bleven benyttet ved anlæg af haver, hvorved en rationel dyrkning af køkkenurter, frugtavl med mere og vist ikke mindst, gode læbælters betydning, er blevet fremmet, hvilket jo ikke alene har betydning for at fremskaffe hygge, men også har stor økonomisk betydning i et landbohjem, hvor jordens produkter ofte ikke indtager nogen fremtrædende plads.

I 1912 - 13 købte Kromann af en nabo, som havde en stor og generende ukrudtsbestand, 9 tønder land, hvoraf 6 ½ tønde land drives som agerbrug i følgende sædskifte:
1. Runkelroer og kålrabi
2. Havre
3. Kartofler og ærter
4. Byg
5. Kløver og italiensk rajgræs
6. Havre

De 2 ½ tønde land henligger i vedvarende græs, delt i 2 folde, og her går heste, kvæg og nogle får løse, idet han desuden disponerer over 2 tønder land vedvarende græs, som er lejet fra Snoghøjgård og indhegnet af Kromann, som desuden, for egen regning har gravet en brønd, hvorfra vandet pumpes op i et rummeligt og solidt trug.

Besætningen består af 2 svære jyder, 3 køer, 1 kvie og nogle får. Køerne går løse, men tages på stald om natten og får kraftfoder og græs. Køerne er fortrinlige malkere, og årsresultatet ifølge kontrolregnskabet fra forrige år er som følger:
Nr. 1 gav 5.759 kg mælk med 3,82 % fedt og 244 kg smør
Nr. 2 gav 5.312 kg mælk med 4,45 % fedt og 265 kg smør
Nr. 3 gav 5.704 kg mælk med 4,14 % fedt og 265 kg smør
I gennemsnit 5.608 kg mælk med 4,11 % fedt og 258 kg smør

100 foderenheder gav 184 kg mælk og 8,48 kg smør.

Af folkehold har han 1 pige, 6 karle og den yngste søn, som er hjemme, medens den ældste søn er i Argentina og datteren er gift og bor der på egnen.

Det, der straks griber en, når man kommer ind på Kromanns ejendom, er jordens overordentlige gode renhedstilstand, i haven findes ikke ukrudt af nogen art, og jorden under frugttræer og frugtbuske er løs og behandles 1 gang ugentlig med forskellige mere eller mindre dybtgående harver, pløjning finder kun enkeltvis sted, når jorden er bleven for fast. Frugttræerne er plantet i række på langs og på skrå i en afstand af 8 og 8 alen på hver led.

Også marken, særlig hakfrugterne, var eksemplarisk rene, men i havremarken fandtes der i juni enkelte gule planter, som Kromann var meget ked af.

Frugttræer og frugtbuske sprøjtes flere gange årlig, og der fandtes kun enkelte syge træer og buske, hvilke snarest bliver gravet op og brændt. Ved siden af renhedstilstanden bliver man overrasket over den størrelse, som frugttræer, stedsegrønne planter og læhegn her når i løbet af 15 - 20 år, men den anvendte gødningsmængde og den rettidige kalkning, den fortrinlige renholdelse samt den rigelige plads fra først af til hvert træ giver forklaringen. Som en af de afgrøder, der i en årrække har givet den største indtægt, nævnte han hasselnødder på stammer, hvoraf han regnede at have cirka 1 tønde land sammenlagt, men da den lille snudebille tog til i den grad, at de fleste nødder havde orm, så skar han for 2 år siden alle nøddebuskene ned, og da der i år kun var ganske få nødder, så ville han plukke disse tidlig af for om muligt atter i en årrække at få en god avl uden orme.

Af frugt var der næsten intet i år, som jo almindeligt.

Af frugttræer findes de nu mest gangbare sorter, og der plantes nye særlige dværgformer, til pærer, kirsebær, blommer, mirabeller, ribs, solbær, lidt stikkelsbær og af haveurter særlig jordbær og tomater, men også betydelige arealer med kålsorter, agurker i friland og i mistbænk, selleri, løg og i drivhuse og i mistbænke meloner i store mængder og af fortrinlig kvalitet, hvilket vi fik lejlighed til at konstatere. Fra tidligt forår var der i drivhus og i drivbænke radiser, salat, kålplanter, blomsterplanter med mere.

Til salg i afskåret tilstand fandtes roser, levkøjer, asters med mere, alt i 1ste klasses varer.

Jeg spurgte Kromann, hvorfra han, som uddannet landmand, havde fået den store interesse og forståelse af havefrugt, som jo måtte til for at vove sig ud på magre 10 tønder land uden bygninger, og han svarede mig, at det vist var en arv fra faderen, som havde haft et landbrug ved Skårup på Fyn, hvor Rostrup i sin tid var kommet en del, og dette havde vist været medvirkende til, at han fra barn af havde haft megen interesse for havebruget.

Denne oplysning synes mig interessant til forståelse af denne mands livsbane.

Det er en selvfølge, at man ikke kan drive havebrug og intensivt landbrug uden gødning, og forbruget heraf er også meget stort dog selvfølgeligt særligt til havesager, for eksempel en håndfuld salpeter til 2 - 3 kålplanter, og han hentede, som alt omtalt, megen gødning i Fredericia i de første år, men efterhånden, som økonomien bedredes, gik han over til større og større anvendelse af kunstgødning, også for at bevare renhedstilstanden, idet han blev klar over, at den animalske gødning indeholdt mange ukrudtsfrø. Nu anvendes der årlig 50 sække chilesalpeter, 50 sække superfosfat og 15 - 20 sække kaligødning, væsentligst til haven, idet staldgødningen anvendes til rodfrugterne og ajlen til de vedvarende græsmarker.

Bygningerne er grundmurede med stentag, rummelige og meget vel vedligeholdte samt overalt bærende præg af orden. Kun beboelsen er noget kneben med køkken i kælderen og soveværelser ovenpå, men alt er propert og uden luksus ligesom såvel mand som kone er sjældent dannede mennesker og børnene dygtige; som nævnt er der 3, nemlig 1 datter gift, 1 søn i Amerika dog vist kun midlertidig og 1 søn arbejder hjemme. Der findes møddinghus og ajlebeholder og da bygningerne ligger højt, kan ajlen tappes lige ned i ajletønden ved hjælp af en trærende. Der findes en ejendommelig hjælm, ja 2, med bevægeligt tag, jordgulv og kun rafter over jorden for at sæd og hø ikke skal blive fugtigt. Bygningen består af 4 lodretstillede bjælker 16 alen høje og med en grundplan på 6 gange 6 alen. Taget er af træ, letbygget og hviler på jernbolte som, med en halv alens afstand, kan anbringes i hvilken højde man vil og således, at enten hjælmen er fuld eller ikke, så er taget lige over kornet eller høet. Taget kan løftes af 2 mand og en 3die flytter så jernboltene op i et andet hul i de 4 lodrette bjælker, som kun øverst oppe er forbundne ved krydslægter. I en hjælm af nævnte dimensioner kan der være 12 - 15 læs, og regn om natten eller under fyldningen generer ikke. Denne hjælm er ikke ny, men dens anvendelse her er praktisk og billig.

Som et andet eksempel på Kromans snilde skal endnu omtales hans udnyttelse af en kilde, som fandtes på en af bakkerne eller rettere højdedraget. Fra denne kilde, som brød frem i overfladen gravede han 7 - 8 alen ned til vældet og ledte så vandet gennem 6 tomme rør i en ret lang strækning hen til bakkeskråningen, hvor han gravede en brønd og fra denne brønd førte han vandet hen til en lavere liggende brønd, hvor han anbragte en stødhævert, som fører vandet op til en ved gården bygget vandbeholder, hvorfra der fås vand til hus og have. Spildevandet fra stødhæverten løber ned i en beholder ved den tidligere mose, hvorfra det ved elektricitet pumpes op i et vandtårn, som forsyner en del af egnens beboere med vand, så kildens vand således udnyttes bedst muligt.

Ejendommen er nu gældfri og dens værdi i handel og vandel er sikkert betydeligt større end den under punkt 7 opgivne sum. Den skattepligtige indtægt for sidste år var 10.000 kroner.

Det særlige ved denne virksomhed mod flere andre af lignende art, er den udprægede forståelse af, at jordens grundforbedring ved afvanding og kalkning bør udføres hurtigst muligt, at samtlige træer og planter bør have rigelig plads fra plantningen af, og fuldstændig renholdelse i forbindelse med sygdomsforebyggende behandling fra begyndelsen af. Endvidere en rigelig og rigtig anvendelse af gødning samt forståelse af læplantningens betydning i den grad, at man ikke venter til de plantede læbælter vokser op, men midlertidig bekoster kunstige læbælter.

Et sådant, 8 - 10 alen højt, har Kromann opført for få år siden, fordi et stykke af haven var for stort for lævirkningens gode virkning, og dette kunstige læbælte består af en enkelt række 10 alen høje pæle med ståltråd på begge sider og flettet med lange hasselgrene. Materialet hertil har kostet 400 kroner, medens arbejdet er udført af gårdens folk. Læplanternes betydning var meget synlig på afgrøderne, og som læplanter benyttes mirabelle, navr, hassel og hyld.

Jeg indstiller Jens Kromann til Selskabets største sølvbæger eller såfremt man mener, at havebrug ligger noget udenfor Selskabets virkefelt, til Selskabets store sølvbæger.

Odense den 15. august 1923.

Etatsråd Jørgen Larsen indstillede:

Da Jens Kromanns bedrift ikke som landbrug kan kaldes fremragende eller bemærkelsesværdigt, men nærmest betragtes som gartneri, kan jeg kun tiltræde, at der tildeles ham Selskabets store sølvbæger.

Gårdbogård den 21. august 1923

Proprietær P. Olufsen indstillede:

Foreslår ligeledes, at der tildeltes Jens Kromann Selskabets store sølvbæger med samme motivering som ovenfor.

Qvistrup den 26. august 1923.

Proprietær A. P. Damsgaard-Sørensen indstillede:

Synes ikke, at denne mands virksomhed ligger udenfor den definition, som vort Selskab måtte give af begrebet: Landboflid.

Men havebruget er her det væsentligste i bedriften, og den, selvom indstillede er selvlært gartner, efter min mening måles efter en standard for handelsgarterier.

På dette område tør jeg ikke betragte mig som fagkyndig dommer, endskønt jeg i de senere år har set mange handelsgartnerier, der set i marken har duperet mig, og som desuden giver penge efter en så stor tabel, at vi ordinære agerbrugere slet ikke forstår at regne med den.

Hvad angår indstilledes almindelige landbrug, så synes jeg at forpagter Schroll i sin udførlige erklæring har leveret så fyldige beviser for, at manden er en meget dygtig landmand, at man ikke kan tvivle om, at han, som sådan, rager højt over middelmål, og jeg ser også i selv indstillingens fremkomst (fra en Landboforening) vidnesbyrd herom.

Såvidt det fagmæssige, der måske - måske - klassificerer til det største bæger.

Men jeg kan ikke se, at indstillde i forhold til den agrikulturelle opgave, han gik i gang med, har været særllig ubemidlet, heller ikke kan jeg se, at han har haft modgang eller vanskeligheder at kæmpe med, og han kommer i så henseende til at "falde igennem" overfor for eksempel adskillige af "Hedens Stridsmænd".

Jeg kan med disse bemærkninger slutte mig til, at han rangeres ind på miderste afsats og får det store bæger.

Randers den 29. august 1923

Kongelig Hof-Juvelerer og Hof-Guldsmed A. Dragsted, Bredgade 17, København, leverede sølvbægeret med indskriptionen "Det kgl. danske Landhusholdningsselskabs store Sølvbæger 1923. Til gaardejer og gartner Jens Kromann, Snoghøj, Erritsø Sogn, Elbo Herred, Vejle Amt". Prisen var 250 kroner.

Sølvbægerene blev bestilt den 19. oktober 1923.
Bægeret blev afsendt til forpagter Schroll den 15. november 1923.
Diplomet blev afsendt til forpagter Schroll den 21. november 1923.

Kilder:
Årsberetning om Det kongelige danske Landhusholdningsselskabs Virksomhed i 1923 - 1924
Det kongelige danske Landhusholdningsselskabs arkiv på Erhvervsarkivet, Århus.

Karen Hansen og Jens Kromann