Engbæk's Hjemmeside Engbæk's Familie
Niels Hansen Maren Hansdatter Andreas Knudsen Sophie Mathine Jensen
1817 - 1906 1823 - 1906 1804 - 1890 1828 - Før 1870
Hans Peter Nielsen Gunhild Marie Malvina Knudsen
Født: 29. april 1852 på Langesminde, Oure Født: 17. november 1854 i København
Død: 17. september 1928 i Vejstrup Død: 28. februar 1937 i Vejstrup
Gift: 15. maj 1878 i Vejstrup Valgmenighedskirke
Børn: Frode Nielsen Engbæk, Niels Andreas Nielsen Engbæk og Ejnar Nielsen Engbæk

 

Hans Peder Nielsen blev født den 29. april 1852, og han blev døbt den 7. maj 1852. Forældrene var gårdmand og sognefoged Niels Hansen og hustru Karen Hansdatter, 29 år, på Oure Mark. Fadderne var Morten Rasmussens hustru Karen Hansdatter, Vejstrup, Peder Jensens hustru Karen Dinesdatter, Oure Mark, Christen Hansen, Vejstrup, Rasmus Hansen og Niels Nielsen, Oure Mark [Oure Sogn, kirkebog for 1851 - 1858 side 2] Gunhild Marie Malvina Knudsen blev født den 17. november 1854 i København, og hun blev døbt den 1. søndag efter nytår 1855. Hendes forældre var Andreas Knudsen, guldsmedmester og hustru Sophie Mathine Jensen. De boede i Prindsensgade på matrikel nummer 380. Der var ingen faddere [København, Trinitatis Sogn bog 2-12-7 film 10/15 side 273 nr. 586].
Ved folketællingen i 1855 boede Hans Peder Nielsen hos sine forældre på en gård i Oure Sogn, Gudme Herred, Svendborg Amt [film 1606]:
Niels Hansen, 38 år, gift, gårdmand, sognefoged og husfader
Maren Hansdatter, 32 år, gift, hans kone
Anne Nielsen, 13 år, deres barn
Karen Nielsen, 9 år, deres barn
Hans Peter Nielsen, 3 år, født her i sognet, deres barn
Lars Jørgen Pedersen, 21 år, ugift, født i Skårup Sogn, tjenestefolk
Rasmus Peder Adamsen, 17 år, ugift, tjenestefolk
Anne Marie Hansen, 25 år, ugift, født i Tved Sogn, tjenestefolk
De øvrige var født i Vejstrup Sogn
Ved folketællingen i 1855 boede Gunhild Knudsen hos sin familie i Prindsensgade, St. Annæ Vester Kvarter, ejendom 380, 2. sal [film 114]:
Andreas Knudsen, 50 år, gift, født i Svendborg, husfader, guldsmedmester
Sophie Mathine Jensen, 27 år, gift, født i København, hans kone
Andreasine Marie Knudsen, 14 år, født i København
Gunhild Marie Knudsen, 1 år, født i København.
Ved folketællingen i 1860 boede familien på en gård i Oure Sogn [Opslag 7, fil 528.tif side 146]:
Niels Hansen, 43 år, gift, husfader, gårdmand, sognefoged
Maren Hansen, 37 år, gift, hans kone
Anne Nielsen, 18 år, deres barn
Karen Nielsen, 14 år, deres barn
Hans Peter Nielsen, 8 år, født her i sognet, deres barn
Lars Jørgen Pedersen, 26 år, ugift, født i Skaarup Sogn, tjenestefolk
Anders Christoffersen, 18 år, ugift, født her i sognet, tjenestefolk
Karen Christoffersen, 21 år, ugift, født her i sognet, tjenestefolk
De øvrige var født i Vejstrup Sogn
Ved folketællingen i 1860 boede Gunhild Knudsen hos sin familie i Prindsens Gade, St. Annæ Vester Kvarter [film 142 side 760]:
Andreas Knudsen, 55 år, gift, født i Svendborg, husfader, guldsmedmester
Sophie Mathine Jensen, 32 år, gift, født i København, hans kone
Gunhild Knudsen, 6 år, deres datter
Laurine Knudsen, 25 år, ugift, født i Brede, tjenestepige.
Konfirmation Konfirmation
Ved folketællingen i 1. februar 1870 boede
FT1870

Ungkarl og forpagter Hans Peder Nielsen, 26 år, og pige Gunhild Marie Malvine Knudsen, 23 år, begge af Vejstrup blev gift den 15. maj 1878 i Frikirken (Vejstrup Valgmenighedskirke). Forloverne var gårdejer, landstingsmand Niels Hansen af Oure Mark og juveler A. Knudsen af Vejstrup [Vejstrup Sogn, kirkebog for 1858 - 1889 side 132]

Ved folketællingen i 1880 boede familien på en gård i Vejstrup By:
Hans Peder Nielsen, 27 år, gift, forpagter og husfader, født i Oure Sogn
Gunhild Knudsen, 25 år, gift, hans kone, født i København
Hans Kristensen, 24 år, ugift, tjenestefolk, født i Oure Sogn
Karen Hansen, 35 år, ugift, tjenestefolk, født i Brudager Sogn
Anne Vilhelmsen, 17 år, ugift, tjenestefolk, født her i sognet

Hans Peter Nielsen og Gunhild Knudsens børn var:

Under provisorietiden fra fra 1877 til 1894 regerede de Konservative, selvom de var i mindretal i folketinget. Derfor blev der dannet Demokratiske Foreninger i 1885 som modvægt mod de konservative.
Forpagter H. P. Nielsen, Oure blev valgt som delegeret til delegetmøder i København den 5. og 6. oktober 1889 og den 11. og 12. oktober 1890 og til et eventuelt delegetmøde i 1892 for "Demokratisk Forening for Svendborg Amts 2. Valgkreds". De demokratiske Foreninger blev senere til partiet "Det radikale Venstre" [http://historie.sydfyn.dk/politik; læst 2015]

Ved folketællingen i 1890 boede familien på en gård på Oure Mark, Oure Sogn [film 8365]:
Niels Hansen, 72 år, gift, født i Vejstrup, husfader og gårdejer
Maren Hansdatter, 66 år, gift, født i Vejstrup, husmoder
Hans Peter Nielsen, 37 år, gift, født i Oure, husfader, gårdforpagter
Gunhild Knudsen, 35 år, gift, født i København, husmoder
Frode Nielsen Engbæk, 8 år, født i Oure, deres barn
Niels Andreas Engbæk, 2 år, født i Oure, deres barn
Hans Christensen, 35 år, ugift, født i Oure, tyende
Rasmus Johannes Jensen, 20 år, ugift, født i Skårup, tyende
Peter Petersen, 17 år, ugift, født i Magleby, Sorø Amt, tyende
Rasmus Larsen, 40 år, gift, født i Oure, kreaturpasse
Hanne Marie Christensen, 27 år, ugift, født i Simmerbølle på Langeland, tyende
Karen Nielsine Holgersen, 23 år, ugift, født i Vejstrup, tyende
Signe Tønnesen, 21 år, ugift, født i Vejstrup, mejerske
Eleonora Jensen, 20 år, ugift, født i København, tyende
Monika Holm, 22 år, ugift, født i Nexø på Bornholm, logerende, lærerinde
Johannes Hansen, 13 år, ugift, født i O. Sperrestrup i Frederiksborg Amt, logerende

Ved folketællingen i 1901 boede familien på Langesminde, matrikel 11ab med flere, Oure Sogn [husliste 135 opslag 429]:
Hans Peter Nielsen, født den 29.4.1852 i Oure Sogn, gift, husfar, forpagter, branddirektør, 3 levende børn, 1 dødt barn
Gunhild Nielsen, født Knudsen, født den 17.11 1854 i København, gift, husmor
Niels Andreas Nielsen Engbæk, født den 20.5.1887, søn
Ejner Nielsen Engbæk, født den 19.8.1890, søn
Nikoline Jeppsen, født den 26.11.1876 i Thisted Amt, kokkepige
Elna Kirstine Hansen, født den 10.11.1880 i Lunde Sogn, almindelig pigegerning
Anna Kathrine Hansen, født den 14.11.1881 i Vejstrup Sogn, almindelig pigegerning
Emilia Kirstine Meyer, født den 28.2.1886 i København, husholdningselev
Kristian Kalding, født den 28.7.1882 i Boeslunde Sogn, landvæsenslærling
Anders Peter Hansen, født den 28.7.1882 i Vejstrup Sogn, midlertidig daglejer
Anders Skaarup Jensen, født den 16.5.1881 i Torsted Sogn, Thisted Amt, fodermester
Frode Nielsen Engbæk, født den 20.11.1881, søn, var på skole i Odense, på et 1 årig kursus til præliminæreksamen.

Hans Peter Nielsen døde den 17. september 1928 i Vejstrup By, Vejstrup Sogn og han blev begravet den 25. september 1928 i Vejstrup Valgmenigheds Kirkegård [Vejstrup Sogn, bog 12 side 151].

Gunhild Nielsen, født Knudsen døde den 28. februar 1937, 82 år gammel, i Vor Frue Sogn, Svendborg. Hun blev begravet den 8. marts 1938 i Vejstrup Valgmenigheds Kirkegård af pastor Nørgård. Den sidste fælles bopæl var Vejstrup. Hun blev født i København den 17. november 1854. [Vejstrup Sogn, bog 13, side 172]


Hans Peter Nielsen skriver den 19. september 1908 til De Kongelige Ordeners Historiograf i anledning af udnævnelsen til Ridder af Dannebrog den 28. august 1908:

Efter Hans Majestæt Kongens befaling indsendes hermed til ordenshistoriografen nedenstående korte meddelelse om mit livs vigtigste begivendheder.

Mine forfærdre i 200 år tilbage har været fynske bønder. Min farfar var gårdejer Hans Christensen, Kohavegården, Vejstrup. Han var medlem af Roskilde Stænderforsamling og af Den grundlovgivende Rigsdag.
Min fader var gårdejer Niels Hansen, der ejede gården Langesminde i Oure. Han var blandt andet medlem af Svendborg Amtsråd i 33 år og af Landstinget i 8 år.
Jeg er født på Langesminde den 29. april 1852. Min fader sluttede sig tidligt til den grundtvigske bevægelse, og som følge deraf har jeg aldrig gået i en offentlig skole. Hos friskolelærer Rasmus Hansen, Vejstrup, højskoleforstander Jens Lund, Vejstrup og Peder Bøjesen, Gedved, har jeg fået mine skolekundskaber og den åndelige ballast for mit liv og for mit virke. Men ellers blev jeg uddannet som landmand, dels hjemme og dels ude. Som 18-årig blev jeg indskrevet til kavalleriet, og jeg aftjente min værnepligt ved 2. Dragonregiment i Odense, hvorfra jeg blev permitteret som underkorporal.
I 1878 giftede jeg mig med Gunhild Knudsen, datter af guldsmed Knudsen fra København, og jeg havde derefter i 7 år en bondegård i Vejstrup i forpagtning. I 1885 overtog jeg faders gård, Langesminde, i forpagtning og har siden hans død været ejer af den.
I december 1882 valgtes jeg ind i Oure-Vejstrup sogneråd, hvoraf jeg var medlem i 6 år, de sidste 3 år som formand, men da jeg den gang var stærkt optaget af mit landbrug, nægtede jeg at tage imod genvalg.
I 1892 valgtes jeg som faders afløser ind i Svendborg Amtsråd, hvoraf jeg endnu er medlem.
I 1884 blev der rejst en bevægelse her på egnen for en bane imellem Svendborg og Nyborg, og ved et møde om sagen blev jeg valgt ind i et udvalg herfor. Da jernbaneloven af 1894 udkom, og denne bane blev af de første som anlagtes, blev jeg af Amtsrådet valgt som bevillingshaver for baneanlæget, blev senere medlem af banens direktion og har nu i 5 år været direktionens formand.
Ved baneanlægene Nyborg-Ringe, Odense-Nørre Åby-Fåborg og nu dobbeltsporet Nyborg-Strib, valgte amtsrådet mig som medlem af Berigtigelses- og Ekspropiationskommisionen for Svendborg Amt.
Da loven om 1897 om telefonanlæg udkom, undfangede konsul Hey, Odense, den tanke, at den fynske telefon burde ejes af Amts- og Bykommunerne, og han henvendte sig personlig til mig, om jeg ville være med at gøre et arbejde herfor, hvad jeg villigt gik ind på, og da formålet lykkedes, har jeg siden været medlem af direktionen for Det fynske kommunale Telefonselskab.
I 1869 oprettedes Landbosparekassen, der nu kaldes Landbosparekassen for Fyn, for hvilken fader var formand, indtil han på grund af alder trak sig tilbage i 1897, og ved hans udtrædelse valgtes jeg som medlem af bestyrelsen, hvilken stilling jeg endnu beklæder.
Da de ny skattelove udkom, valgtes jeg af Finansministeriet som skyldkredsformand i Sunds Herred, og min funktionstid er endnu ikke udløben.
De politiske brydninger, der i sin tid breb ind i alle forhold, gjorde sig også gældende i Svendborg Amts Landøkonomiske Selskab, og i 1884 valgtes jeg ind som eneste Venstremand i selskabets bestyrelse. Den stilling interesserede mig, men da alle bestyrelsesmøderne blev holdt hos lensbaron Juul Brokdorff, Valdemarslot, så følte jeg mig generet heraf, thi endskønt baronen både som formand og vært optrådte meget elskværdigt, så kunde det dog ikke undgås, at der skete sammenstød udenfor møderne i baronens hjem, særlig ved et møde dagen efter attentatet på Estrup kom det til et stærkt sammenstød, og af den grund nægtede jeg at tage imod genvalg efter 3 års forløb.
Med Venstres presseforhold i Sydfyn var der stærk misnøje blandt mange venstremænd i slutningen af firserne, og dette førte til, at vi startede Folkebladet for Svendborg Amt den 1. januar 1890, og formålet var, at kæmpe for den moderate venstrepolitik med Frede Bøjesen som fører, og at udbrede sund og god oplysning blandt befolkningen. Jeg regner mit arbejde for startningen af Folkebladet for et af mine bedste arbejder i det offentlige livs tjeneste, og jeg har hele tiden været formand for Selskabet, der udgav bladet. (Bladet ophørte den 15. november 1911, redaktøren.)
Som dommer ved dyrskuer har jeg fungeret i mange år, og da der på finanslovene blev bevilget store beløb til avlscenterpræmier for husdyrene, blev jeg af Landbrugsministeriet valgt som medlem af dommerudvalget for rødt dansk kvæg og fungerede i 4 år til udvalget opløstes.
Da de offentlige virksomheder, der i næsten alle forhold er ulønnede, kræver både tid, tanker og penge, og da landbruget i en del år kun kunne give et lille udbytte, tænkte jeg stærkt på at trække mig tilbage fra offentlig virksomhed, men da pladsen som branddirektør for Landbygningernes Brandforsikring blev ledig i Svendborg i 1900, og det blev henstillet til mig at søge den plads, så fandt jeg, at det kunne være rigtigt at have en ordentlig lønnet plads ved siden af de ulønnede, og da Brandforsikringens direktion viste mig den tillid at antage mig på de af mig opstillede bestingelser, at jeg måtte blive boende på Langesminde og beholde mine tillidshverv, når jeg blot sørgede for at holde forsvarlig medhjælp på kontoret i Svendborg og iøvrigt passe forretningerne udartet, så overtog jeg pladsen, som jeg endnu beklæder, og jeg må erkende, at det også er med glæde, jeg arbejder i den stilling, da hele ledelsen fra oven går ind på at vise retfærdighed til alle sider.
Branddirektørerne har sin forening med en bestyrelse på 4 medlemmer, der ofte forhandler saglige spørgsmål med direktionen. Foreningen valgte mig for 2 år siden ind i deres bestyrelse, så i brandforsikringen har jeg nu også fået en mere fremskudt plads end jeg oprindelig havde tænkt mig.

Dette er i korte træk mit livs vigtigste begivendheder.

Langesminde i september 1908.

Allerærbødigst H. P. Nielsen


Ved Hans Peters fødsel blevet længe næret ønske opfyldt på Langesminde, og han voksede op under de bedste forhold. Hans nationale sind vaktes, da han stod uden for fædrenegården og hørte kanondrønene fra Dybbøl den 18. April 1864, og da han så forældrenes dybe sorg ved Dybbøls Fald.
Disse minder blev i mange henseender medbestemmende for Hans Peters syn på og stilling til vort Folks opgaver.
Hans skolegang var hos den fortrinlige friskolelærer Rasmus Hansen, Vejstrup, og i vinteren 1869 - 1870 var han elev på Vejstrup Højskole - netop det første år, Jens Lund virkede her; men midt i januar måtte Hans Peter afbryde for at møde som dragon i Odense et år. Den næste vinter fortsatte han på Vejstrup Højskole og var senere på Gedved Højskole.
Disse højskoleophold fik afgørende betydning for Hans Peter. Han blev alle dage en trofast støtte for både Friskole og Højskole, og så sent som da han som 74-årig deltog i Vejstrup Højskoles efterårsmøde, gav han i et udmærket foredrag sin gamle friskolelærer R. Hansen det smukkeste vidnesbyrd.
Tidligt kaldtes der på Hans Peter som deltager i kommunalt arbejde, senere i Amtsråd, telefon, jernbane og sparekasse og som branddirektør i 1900 - 1928.
Han interesserede sig alle dage for politik og deltog ofte i diskussionen som talsmand for konservative ideer, men fagpolitiker blev han aldrig - fordi han ikke vilde være det, men mangen en holmgang tog han med fætteren A. Rosager, Vejstrup, og andre, der stod hans syn på samfundsforhold imod.
En prøve på hans veltalenhed hørtes ved det sædvanlige Dalmosemøde den 1. februar 1912. Hans Peter sluttede sit foredrag med at påpege forbindelsen mellem stærk nationalfølelse og den økonomiske produktionsevne. Bag selvopgivelsen lIgger ingen værdi. Vort billige behagelige standpunkt skaber ikke værdier for en øre, men et Folk, der har en stærk nationalfølelse og vil ofre noget for at bevare sin selvstændighed, styrkes derved.
De politiske bølger var særlig voldsomme ved oprettelsen af "Folkebladet" for Svendborg Amt omkring 1890, og Striden mellem de to dagblade og de to lejre, Venstrepartiet deltes i, var som al broderstrid tit bitter, men Hans Peter holdt sig ikke tilbage selv i hård modvind.
I 1874, da Vejstrup Valgmenighedskirke var bygget, og Pastor R. Pedersen kom til Præstegården med sin hustru og dennes søster Gundhild, følte Hans Peter sig stærkt draget til dette hjem, og Gundhild blev hans Hustru. De flyttede ind som forpagtere af den lille gård Bøgelund på Vejstrup Mark, indtil foråret 1885, da de overtog hans fødehjem Langesminde i forpagtning og senere som ejendom, men i 1911 byggede de villa ved Vejstrup og overlod gården til sønnen Niels.
Dette tredie og sidste Hjem, de fik i villaen i Vejstrup, var vist det roligste og lykkeligste i deres samliv. Hver dag tog Hans Peter med toget til kontoret i Svendborg, og da han fik den lille bil jævnlig andre ture, medens Gundhild var fritaget for den store landhusholdning, og hvad der dertil hører. Nu slog tiden bedre til for dem begge.
Med god ret må det fremhæves, at den gode økonomiske grund, faderen Niels Hansen havde lagt under hjemmet, i høj grad kom sønnen Hans Peter tilgode; derved kunde han evne at bygge nyt stuehus i 1887, dernæst omforandre og forbedre bygninger og jord. Hans snilde satte bækkens vand til at være trækkraft for gården, indtil elektriciteten blev indført. Hans Peter havde evne og vilje til at sætte sig grundig ind i gårdens drift, men var stærkt optaget af tidens mange problemer. Hans Peter sparede sig ikke, hvor der var brug for hans kræfter, og det blev kendelig på ham, så der kom noget uroligt, næsten stundesløst frem hos ham, og han bleven svag mand.

Guldbrylluppet.

Da sønnen Niels fejrede forældrenes guldbryllup på Langesminde, var det kendeligt for alle, at kræfterne var små, men dog blev samlet af slægt og venner, hvad to stuer kunde give plads til. Den ældste søn, Frode, tolkede de tre sønners tak for barnekår og barnehjem. Nu de var blevne voksne, forstod de mangt et vink, der var givet dem, da de var børn, og han ønskede forældrene alt godt i taknemlighed for, hvad de også i de senere år havde fået lov til at have sammen med dem.
Pastor Nørgård, Vejstrup, havde gennem sit ti-årige virke her lagt mærke til, at den ældre flok, som stadig mødte i Kirken, i grunden var meget forskellige, ja uenige og broget, men dog idet mindste havde et fælles præg, som, når alt andet var debatteret og henlagt, da trådte så tydelig frem. Nu troede han, at dette hang sammen med disse menneskers ungdomsminder, der bundede i en Tid, der var så rig på begejstring på åndeligt og folkeligt røre, på åndelig og materiel frigørelse. Sindet var bleven fyldt og præget så stærkt, at det dannede den fælles grundvold for disse mennesker, og det glædede ham at se og mærke.
Niels Pedersen fremdrog Minder fra Ungdomstiden, den syntes jeg var den bedste, med alt det som var oppe, og hvor vi var optaget af sang og leg, så aften eller helligdagseftermiddag svandt uden musik eller anden hjælp, for tiden var rig og festlig, og jeg havde nogle gode fættere her ude omkring.
Gundhild følte trang til det usædvanlige i dag at tale for at drage minder om vennerne gennem de svundne år og sluttede med at fremhæve sine tre dejlige svigerdøtre.
Senere ved kaffen rejste H. P. Nielsen sig med besvær og sagde: "For længere tid siden, da jeg blev syg, troede vi aldrig, at jeg havde nået denne festdag, og da den nærmede sig, ville jeg helst, at den var gledet stille hen, senere tænkte jeg på at samles med de allernærmeste i Kirken, og først lige til slut gik jeg med til, at der blev fest her. Jeg har holdt mange taler, men vil ingen holde i dag - jeg har holdt den sidste - men det gør jo heller ikke noget til at kunne sige "Tak", og det vil jeg gerne. Tak for dagene, der svandt, for de gode ord og opmærksomheden, fordi I er samlet her nu. Ja, Tak allesammen."

Den ældste Søn, Frode, havde i længere tid lidt af pandehulebetændelse og rejste nu til København for at søge helbredelse, men trods flere operationer var sygdommen så vidt fremskreden, at blodet var forgiftet, og døden indtraf den 7. juli 1928. Hvor tungt dette var for Hans Peter og Gunhild kan næppe fattes, men Hans Peter levede kun få uger mere og blev begravet ved siden af sine forældre på Vejstrup Kirkegård. Gundhild levede endnu i mere end otte år, men hendes helbred var dalende og sindet vanskeligt.

Gunhild Marie Malvina Knudsen Hans Peter Nielsen

 

Hans Peter Nielsen og Gunhild Knudsen
Sønnerne Ejnar, Niels og Frode
Svigerdøtrene Astrid, Anna og Maren

 

© Frode Engbæk Web-editor: frode @ engbaek . com Sidst opdateret: 01-Sep-2015