Engbæk's hjemmeside Engbæk's Familie
Morten Rasmussen Karen Hansdatter Markus Mortensen Anne Nielsdatter
1823 - 1896 1828 - 1902 1817 - 1891 1825 - 1907
Hans Peder Mortensen Marie Markussen
Født: 29. juli 1851 Født: 31. marts 1861
Død: Død:
Gift: 29. juli 1892
Børn: Aksel Mortensen, Ejner Mortensen, Anna Mortensen

   

Hans Peder Mortensen blev født den 29 juli 1851, og han blev døbt i Vejstrup Kirke den 3. august 1851. Forældrene var Morten Rasmussen, gårdbestyrer på Vejstrup Mark og hustru Karen Hansdatter, 22 år. Fadderne var Kirsten Hansdatter, indsidderkone på Oure Mark, Maren Nielsdatter, sognefogedkone på Vejstrup Mark, Christen Hansen, gårdmand på Vejstrup Mark, Hans Jensen. ???mand i Vejstrup og Hans Rasmussen, ungkarl på Oure Mark [Vejstrup Sogn, sogn 123 bog 5 film 1/8 side 17]. -
Ved folketællingen i 1860 boede familien på en gård i Vejstrup By [film 1701 side 236, fil 622.tif]:
Morten Rasmussen, 37 år, gift, født i Oure sogn, husfader, gårdmand
Karen Hansen, 32 år, gift, født her i sognet, hans kone
Hans Peter Mortensen, 9 år, deres barn
Anne Mortensen, 7 år, deres barn
Marie Mortensen, 4 år, deres barn
Rasmus Johannes Mortensen, 2 år, deres barn
Find Jensen, 21 år, ugift, født i Gislev Sogn, her i Amtet, tjenestefolk
Christopher Hansen, 18 år, ugift, født i Brudager Sogn, tjenestefolk
Barbara Rasmussen, 25 år, ugift, født i Gudme Sogn, tjenestefolk
Johanne Marie Hansen, 14 år, ugift, født i Skårup Sogn, tjenestefolk
Hans Christensen, 80 år, gift, født her i sognet, husmoderens fader, der af husfaderen forsørges
Anne Nielsdatter, 79 år, gift, født her i sognet, husmoderens moder, der af husfaderen forsørges.
-
Konf -
FT1870 -
Ved folketællingen i 1880 boede familien på en gård i Vejstrup By:
Morten Rasmusen, 56 år, gift, husfader, gårdejer, født i Oure Sogn
Karen Hansdatter, 51 år, gift, hans kone, født her i sognet
Hans Peder Mortensen, 28 år, ugift, deres barn og medhjælper ved agerbruget, født her i sognet
Rasmus Johanes Mortensen, 21 år, ugift, deres barn og medhjælper ved agerbruget, født her i sognet
Martha Mortensen, 19 år, ugift, deres barn og medhjælper ved agerbruget, født her i sognet
Niels Mortensen, 14 år, ugift, deres barn og medhjælper ved agerbruget, født her i sognet
Dagmar Mortensen, 11 år, ugift, deres barn og medhjælper ved agerbruget, født her i sognet
Johan Nielsen Johansen, 25 år, ugift, tjenestefolk, født i Skaarup Sogn
Peder Hansen Lund, 18 år, ugift, tjenestefolk, født i Binderup Sogn, Vejle Amt
Maren Sofie Rasmusen, 21 år, ugift, tjenestefolk, født her i sognet.
Ved folketællingen i 1880 boede Marie Markussen hos sine forældre på en gård i Vejstrup By.
Markus Mortensen, 62 år, gift, gårdejer og husfader, født i Vejstrup Sogn
Ane Nielsdatter, 54 år, gift, hans hustru, født i Vejstrup Sogn
Niels Markusen, 27 år, ugift, deres barn, født i Vejstrup Sogn
Karen Markusen, 30 år, ugift, deres barn, født i Vejstrup Sogn
Marie Markusen, 18 år, ugift, deres barn, født i Vejstrup Sogn
Martha Markusen, 16 år, ugift, deres barn, født i Vejstrup Sogn
Maren Kirstine Markusen, 9 år, ugift, deres barn, født i Vejstrup Sogn
Hans Rasmusen, 38 år, gift, tjenestekarl, født i Vejstrup Sogn
Ved folketællingen i 1890 boede Peder Mortensen hos sine forældre på en gård i Vejstrup:
Morten Rasmussen Kohave, 66 år, gift, husfader, gårdmand, født i Oure Sogn
Karen Hansdatter, 61 år, gift, husmoder, født i Vejstrup Sogn
Peter Mortensen, 38 år, ugift, deres barn, forpagter, født i Vejstrup Sogn
Martha Mortensen, 28 år, ugift, deres barn, født i Vejstrup Sogn
Marie Petra Mortensen, 25 år, ugift, tjenestepige, født i Vejstrup Sogn
Karen Johanne Hansen, 17 år, ugift, tjenestepige, født i Kirkeby Sogn
Mads Jørgensen, 24 år, ugift, tjenestekarl, født i Oure sogn
Hans Christian Jensen, 19 år, ugift, tjenestekarl, født i Svendborg By.
Ved folketællingen i 1890 boede Marie Markussen hos sine forældre på en gård i Vejstrup
Markus Mortensen, 72 år, gift, husfader, gårdmand, født i Vejstrup Sogn
Ane Nielsdatter, 64 år, gift, husmoder, født i Vejstrup Sogn
Niels Markusen, 37 år, ugift, forpagter, født i Vejstrup Sogn
Karen Markusen, 40 år, ugift, barn, født i Vejstrup Sogn
Marie Markusen, 28 år, ugift, barn, født i Vejstrup Sogn
Martha Markusen, 26 år, ugift, barn, født i Vejstrup Sogn
Hans Georg Hansen, 16 år, ugift, tjenestetyende, født i Vejstrup Sogn
Kristian Thomsen, 17 år, ugift, tjenestetyende, født i Oure Sogn

Thorvald Lund skrev om Peder Mortensen og Marie Markussen i 1947

Peter Mortensen

Morten Rasmussen og Karen Hansdatter's ældste søn blev født den 29. juli 1851 og fik i dåben navnet Hans Peder Mortensen. I daglig Tale kaldtes han kun Peder.

Peder var en meget livlig og munter dreng, ja noget af en vovehals og vild krabat. Egentlig var det underligt, at han, der på sine ældre dage blev sagtmodig og stilfærdig, i sin drengetid var så ilter og forvoven en gut.

Som lille dreng stavrede han ofte ud til gårdens karle, der gerne tog sig af den livlige fyr. Tidligt lærte karlene ham at svømme. En varm sommerdag, da de i middagsstunden fik lyst til et bad i en af de kølige mergelgrave, klædte de drengen af og smed ham ud i det dybe, kolde vand. Derpå sprang de selv bagefter og svømmede ved siden af ham og holdt ham oppe. De lærte ham svømmetagene, og han forsøgte selv at holde sig oven vande. Undervisningen gentoges i de følgende dage, og snart var den lille Peder en rigtig flink svømmer.

Nu skulle hans små søskende nemme den samme kunst, tænkte han, og en dag tog han dem med ned til havedammen, hvor han klædte dem af og smed dem i vandet een for een. De hujede og skreg; men der hjalp ingen "Kære Mor". Selv den lille et-årige Marta måtte i dammen. Hun var så let, at hun næsten fløj for langt ud, og Peder fik derfor travlt med at komme bagefter og få hende halet i land; men i det samme kom moderen løbende. Ved skrigene var hun blevet vækket af middagssøvnen. Nu fik hun øje på børnene, der pjaskede rundt derude i havedammen. Peder fik ordre til i en hast at redde dem alle på det tørre, hvorefter hans moder, der medførte en kost, ville give ham en dragt klø med denne. Peder tilbød elskværdigt at skille skaftet fra, hvorved tugteredskabet fik bedre slagkraft; men nu måtte moder Karen trække på smilebåndet, og Peder slap denne gang med en advarsel.

Den ældste søn, Peder, var anføreren, og det gik til tider lidt vildt til, for eksempel når han fandt på, at han ville lære sin mindre broder, Johannes, at svømme i mergelgraven. Peder kommanderede: "Tøjet af!" og så smed han den lille fyr ud på dybt vand, hvor han ikke kunne bunde. Når Johannes så, plaskende og spruttende i vandet, var ved at gå til bunds, sprang Peder i sidste øjeblik ud og bjergede ham. Engang lykkedes det den lille at slippe væk i bar skjorte; men da gik den vilde jagt rundt over markerne, indtil han var indfanget og under gråd og klage blev smidt i vandet.

Da søsteren, Marie, engang var så uheldig at falde i havedammen og var ved at gå til bunds i det plumrede vand, sprang Peder resolut ned fra toppen af et højt træ, der stod ved kanten af dammen, og fik hende reddet i land.

I havedammen lå der ofte et stort kar, som Peder befalede sine søskende efter tur at tage en sejltur i tværs over dammen, dog med ham som styrmand. Selv Martha, der på det tidspunkt kun var et halvt år gammel, måtte tage sin tur, idet Peder stagede karret frem med en lang stang. Men dette fik deres moder at se og kom farende, og den ellers så blide Karen gav sin søn en ordentlig omgang.

Dog, Peder kunne ikke dy sig for igen at prøve at lege skipper. En dag lokkede han naboens søn til at gå om bord i "Båden"; men ligevægten glippede, og Rasmus Jørgen gik til "havets bund" med karret over sig. Peder fik ham dog reddet i land, men var ikke stolt, da han måtte bede sin moder om tørt tøj til kammeraten, der måtte iføre sig det lånte sæt og vente på, at hans eget blev tørt, inden han kunne gå hjem til sine forældre. Det skyldes måske denne ufrivillige dukkert, at Rasmus Jørgen Jensen kom til at lide af vandskræk alle sine dage.

En dag havde Peder besøg af sin fætter Hans Peder Nielsen, en Søn af gårdejer Niels Hansen, Oure. De to drenge lavede en flitsbue, som de havde megen fornøjelse af. De øvede sig godt i at bruge den og fik efterhånden en vis færdighed i at ramme, hvad de sigtede efter; men efterhånden som legen begyndte at kede dem, fandt de på gale streger og blev kåde og overgivent lystige. Pludselig fik de øje på deres morfader, gamle Hans Christensen, som sad i sin stol inden for vinduet og læste i Bibelen. Da siger den ene Peder til den anden: "Kan du ramme morfar ind i øret?" - Og pilen fløj fra strengen ind gennem vinduet og ramte den gamle. Ruden faldt klirrende ned. "Kan jeg nu ikke få lov at læse Guds Ord i fred for de skidt knægte!" råbte Hans Christensen, idet han sprang op og for ud ad døren på hosesokker, og han helmede ikke, før han havde fat i fyrene og fik dem givet en ordentlig afklapsning.

Ja, Peder var en vild og forvoven krabat. En dag sås han løbe hen ad rygningen og op på en af de takkede gavle, hvor han blev stående på et ben for at bide i sin store tå. Lidt efter stod han på hovedet oppe på den ene skorstenspibe.

Syv år gammel begyndte Peder skolegang i Christen Hansens huggehus hos friskolelærer Rasmus Hansen. Hos denne ejendommelige discipel af Kristen Kold kom alle de syv søskende fra Kohavegården til at gå i skole.

De første år foregik undervisningen i huggehuset. I 1860, da Peder var 9 år, var Vejstrup Friskole bygget, og skolegerningen fik smukkere og mere værdige rammer; men hvad enten omgivelserne var huggehusets nøgne vægge og små vinduer, hvor lyset kun sparsomt kunne strømme ind, eller skolestuens mere tidssvarende præg, var børnenes tilværelse i den lille skoleverden herlig og tryg under Rasmus Hansens åndeligt myndige ledelse.

Peder blev konfirmeret i oktober 1865 hos pastor Brandt i Ollerup. De var tre jævnaldrende Drenge, som under konfirmationsforberedelsen kørte sammen i en stiv arbejdsvogn til og fra Ollerup. De to andre drenge var fætteren Niels Pedersen, Gravvænge, og Anders Hansen, Helleskov. Anders var kusk. Niels og Peder sad bag i vognen, fordi de skulle være rede til at springe af og give Svendborg drengene klø, når disse var næsvise imod dem. Gennem Svendborg By sad de helt omme på bagsmækken for nemmere at kunne komme ned og tage kampen op.

Da Peder var 18 år gammel, kom han på Vejstrup Højskole. Det var i 1869 i forstander Poulsens tid. Et par år senere kom han på Vallekilde Højskole hos Ernst Trier, og igen nogle år efter var han elev på Askov udvidede Højskole. Endelig kom han endnu en gang på Vejstrup Højskole. Det var nok morfaderen, Hans Christensen, der bekostede de to af højskoleopholdene, fordi Peder, der jo egentlig hed Hans Peder, var opkaldt efter ham.

Ind imellem disse fire højskoleophold var Peder karl hjemme på Kohavegård. Som i drengeårene var der dog stadig uro i Blodet. Han gik og længtes "ud over de høje fjelde". Og i 30 års-alderen rejste han pludselig til Amerika. Rejsen derover varede i de tider cirka tre uger. Om bord var der forskellig underholdning, musik, sang og dans.

En Passager døde undervejs. Liget blev indhyllet i Dannebrog og sænket i havet; men forinden havde en dansk præst, der var med om bord, holdt en tale og bedt en bøn. Det blev en højtidelig stund for de ombordværende.

Søsygen plagede mange om bord; men Peder kunne tåle søen, og han befandt sig godt under overfarten. Da udvandrerdamperen nåede New York, blev der stor trængsel, da alle passagererne skulle gå i land. Midt i trængselen mærkede Peder pludselig noget bevæge sig under hans jakke der, hvor tegnebogen var anbragt. Han greb til og fik fat i en hånd, der viste sig at tilhøre en ung smuk, pelsklædt dame, der nu blev meget forvirret og fremstammede nogle bønlige ord; men Peder sagde, at nu var det bedst, de fulgtes ad til Politiet. Dog, damen bad så bønligt om at blive fri, og Peder lod da nåde gå for ret og lod hende slippe. Oplevelsen blev en god advarsel for Peder, og han passede altid godt på sine værdigenstande, når det senere hændte, at han kom ind i en folkestimmel i en af de store byer, hvor han kom til at færdes.

Fra New York rejste han til Minnesota, hvor han fik arbejde på en stor farm, der ejedes af danskere. Her blev han heftig syg. Det lod til, at han ikke kunne tåle klimaet, og han søgte en læge i Chicago. I lang Tid lå han til sengs med høj feber, og en overgang var han så dårlig, at han ikke var i stand til at jage en flue væk fra sin pande. Over sengen var der anbragt en bøjle, der holdt dynen oppe, da han ikke kunne tåle dens vægt på sin krop. Da kom hjemlængselen over ham. Tankerne gik over havet hjem til Danmark og til forældre og søskende på Kohavegård.

Da han omsider blev rask, rejste han til San Francisco. Uden for byen fik han plads som forvalter på en af de store vin plantager. Her havde han en flok kinesiske arbejdere under sig. En dag, da de under Peders ledelse var ved at rense for ukrudt mellem vinrankerne, begyndte kineserne at drikke af den vin dunk, som han ellers havde for sig selv. De havde deres egne dunke; men deres vin var af en ringere kvalitet, hvorfor de gerne ville smage Peders. Men Peder, der jo måtte holde på værdigheden, blev vred og skældte dem ud. Da blev de meget ophidsede og løftede truende hakkerne imod ham; men det lykkedes ham dog at få dem talt til fornuft.

Sammen med en svensker klatrede han en dag op på et højt bjerg. Det var en lang og anstrengende tur, og da de havde set sig lidt om, begyndte det pludselig at mørkne, og da bjerget var meget stejlt, turde de ikke begynde nedstigningen i mørket. Pludselig hørte de nogle vilde dyr tude, og de måtte skynde sig at tænde et bål for at holde dyrene væk. Næste dag var der folk ude at lede efter dem; men de kom begge ned i god behold.

En dag var Peder ude at bade i Stillehavet, da det lige med eet begyndte at vrimle med hajer rundt omkring ham. I en fart svømmede han mod land, og i yderste øjeblik nåede han kysten, hvor han forpustet og med bankende hjerte kastede sig i sandet.

Den unge mand, der under hele opvæksten havde haft en trang i sig til at opleve spændende eventyr, fik således i rigt mål sine ønsker opfyldt derovre i det fjerne land. Måske oplevede han så meget farligt og spændende, at lysten til at opleve nye eventyr blev hæmmet. I hvert fald var det senere, som om bruset var gået af ham. På sine ældre dage blev han forsigtig, og "ingen skulle troet om Hans, han havde været udenlands".

Efter fire års forløb fik Peder en dag et brev fra sin fader, hvori denne bad ham om at komme hjem og overtage Kohavegård i forpagtning. Det ville Peder gerne, og han sagde hurtig Amerika farvel og rejste hjem til Danmark. Han blev nu forpagter af sin fødegård i syv år fra 1885 til 1892, da han 41 år gammel holdt bryllup med Marie Markussen fra "Ourelykkegård".

Marie Markussen

Marie Markussen var datter af gårdejer Markus Mortensen og hustru Anne Nielsdatter. Faderen blev født den 1. marts 1817 og døde den 18. december 1891. Moderen fødtes i Vejstrup den 21. marts 1825 og døde den 2. marts 1907. Marie blev født den 31. marts 1861, og hun var således omtrent ti år yngre end sin mand.

Som barn gik hun i friskolen i Vejstrup. Det var i de dage, hvor tiden blev taget i agt. Hun var ikke ret gammel, før hun ligesom de andre skolepiger, der havde et godt stykke vej til skole, fik en bindehose i hånden, når hun om morgenen gik til skole. Hendes moder lod lidt garn af nøglet løbe op, slog en knude på det og sagde, at når Marie havde strikket dertil på vejen og i frikvartererne, måtte hun lege, ikke før. Jo, hun fik lært, at tiden skulle tages i agt, og hun blev alle dage tro imod denne lære.

Maries hjem var tilsluttet Valgmenigheden i Vejstrup, og hun har fortalt sine børn, at man søndag morgen stod lidt før op for at blive færdig med malkning og andet morgenarbejde, inden gudstjenesten begyndte, for at alle kunne nå at komme i Kirke.

En sommer blev Marie elev på Vejstrup Højskole i forstander Jens Lunds tid. Hun oplevede der en uforglemmelig åndelig rigdom og mindedes særlig aftenerne, når eleverne samledes enten hos Jens og Sofie Lund eller hos lærer Andersen og hans hustru Marie. Man sang sange og salmer, og hun syntes, at det var dejligt at være med til.

Hun holdt meget af sang, og da hun selv havde en god sangstemme, var hun ofte med til sammen med andre af menighedens unge i Menighedshuset for at lære nye salmemelodier, så de kunne hjælpe med til at lede salmesangen i Kirken om søndagen.

Marie læste mejeribrug og blev mejerske, først hos sin broder Morten Markussen i Ulbølle og senere i 3 ½ år på "Bjørnemose" hos sin faster Maren og dennes mand, som dengang ejede den store, smukke gård. Her blev hun ikke sparet af sin faster. Dagen begyndte klokken 3:30 med at kærne smør for at få det færdigt til salg i Svendborg. Efter en lang og anstrengende dag i mejeriet måtte hun bagefter hjælpe til med husligt arbejde. Arbejdsomheden kom til at præge hende for livet. Hun blev så arbejdsvant, at hun, selv da hun blev gammel, ikke kunne unde sig anden ro eller hvile end den, hun fik, når hun efter en lang arbejdsdag kunne gå i seng og sove.

En tid var hun husbestyrerinde for gårdejer Lars Jørgen Nielsen i Lunde. Der var hun, indtil hun blev gift.

Fælles virke

Brylluppet stod i brudens hjem den 29. juli 1892. Det var et pænt og værdigt gårdmandsbryllup med 70 indbudte gæster. Da brudeparret kørte fra kirke, brast det ene hammelreb; men Peder råbte: "Kør!" og forhindrede derved kusken i at standse. Efter gammel overtro måtte vognen med brudeparret ikke standse under hjemturen fra kirke.

Peder og Marie begyndte nu som gårdmandsfolk i Sandager, hvor de drev gården "Agerslyst" i godt tre år. Her fødtes deres to drenge. I 1895 solgte de ejendommen og købte i stedet for en købmandsforretning i Hesselager. Denne Forretning lå omtrent midt i Ny Hesselager By ved Landevejen, der fører fra Svendborg til Nyborg. 15 år senere - i 1910 - solgte de forretningen og lejede sig ind i et hus i Vejstrup. Året efter købte de et hus i Skårup, og Peder Mortensen begyndte nu at forhandle varer fra vogn og udnyttede derved sin købmandsbevilling.

I fire år havde de pensionat i Skårup, hvor Marie havde seminarister på kost. Den 1. april 1916 flyttede de til Vejstrup Alderdomshjem og bestyrede dette hjem i 15 år, indtil Marie fyldte 70 år og derved faldt for aldersgrænsen. Et års tid boede de atter i Skårup, men flyttede så igen tilbage til Alderdomshjemmet, hvor de boede i bestyrerlejligheden det sidste års tid, de levede.

To sønner og en datter havde de fået. Den næstældste søn, Ejner, havde den samme udlængsel i blodet, som Faderen havde haft i sine unge dage. Efter at have aftjent sin værnepligt meldte han sig som frivillig til det dansk vestindiske Grænsegendarmeri og blev gendarm på St. Croiz. Forældrene modtog kun eet brev fra ham. Så kom der et brev fra hans kaptajn med meddelelsen om, at han den 26. april 1916 var afgået ved døden som følge af en blindtarmsbetændelse, der var gået over til bughindebetændelse.

Det blev et meget hårdt slag for Peder og Marie at modtage dette budskab. Da så senere også den ældste broder, Aksel, drog til Amerika og bosatte sig der, følte de det, som om de havde mistet noget af det bedste, de ejede. En glæde for dem var det dog, at datteren, Anna, blev hos dem og hjalp dem på deres gamle dage.

En omskiftelig og efterhånden noget grå tilværelse måtte de to aldrende mennesker døje. Det var, som om skæbnen ville knuge dem med sin hårde hånd. To gårdmandsbørn, der havde begyndt deres fælles tilværelse under tilsyneladende lyse udsigter, skulle ende deres dage på et alderdomshjem mellem triste og grå skæbner. Den forvovne, vilde knægt fra Kohavegård, der i sine unge dage havde haft et ukueligt mod og en længsel ud over de høje fjelde, endte sine dage i en beskeden og stille tilværelse. Det var, som om hans energi og mod var blevet brudt i de unge år, således at intet senere rigtig ville lykkes for ham. Marie havde alle dage været flittig som en arbejdsbi. Kårene blev ikke blide for hende; men hun kunne i sit livs aften lægge sig til hvile i en lykkelig forvisning om, at hun i hvert fald havde stridt og slidt og vist sin gode vilje, og "viljen ser Vorherre på".

Nu hviler Peder og Marie Mortensen som så mange andre af slægten på Vejstrup Valgmenigheds Kirkegård.

Web-editor: frode @ engbaek . com Antal besøgende: Sidst opdateret: 07. oktober 2006