Engbæk's Hjemmeside Engbæk's Familie
Erik Albert Fischer Anna Henriette Frederikke Bojesen Christen Rasmussen Skræp Johanne Jensen Kromann
1864 - 1946 1870 - 1921 1855 - 1938 1855 - 1937
Albert Fischer Anna Skræp
Født: 23. juli 1891 i København Født: 11. marts 1892 i Albjerg
Død: 31. juli 1956 i København Død: 1. maj 1985 i København
Gift 1. gang: 20. juli 1920 i Vejstrup Valgmenighedskirke, ægteskabet opløst i 1931
Børn: Inge Fischer, gift Wilcke og Simon Fischer.
Christen Skræp's Beretning om Anna Skræp og Albert Fischer
Albert Fischer's biografi
Albert Fischer's bibliografi, 1908 - 1939
Albert Fischer's bibliografi, 1940 - 1955
K. Max Møller: Albert Fischer - forskeren bag oprettelsen af Carlsbergfondets Biologiske Institut
Tage Astrup: En nekrolog over Albert Fischer

Billede

Carlsbergfondets Biologiske Institut under Albert Fischer 1932 - 1956
ved C. J. Ballhausen, professor i kemi ved Københavns Universitet, formand for bestyrelsen
for Carlsbergfondets Biologiske Institut og medlem af Carlsbergfondets direktion

Festtalerne var holdt. Nu gjaldt det at leve op til de store ord og forventninger. En glad optimisme herskede; det store spørgsmål »kræftens gåde« skulle løses og gennembrud forventedes snarest. Den nye teknik, dyrkningen at vævsceller in vitro (i glas), både maligne og normale, ville hurtigt give svaret på mange problemer. Og i vævsdyrkningen i reagensglas var Albert Fischer mesteren. På denne baggrund og med sin store erfaring, var han manden, der skulle lede den biologiske videnskab fremad.

Sammen med to assistenter Dr. F. Lipmann og Dr. A. Schmitz gik Albert Fischer straks igang med meget brede undersøgelser. Kræftstofskiftets anomali, specielt oxydations- og reduktionsprocesser for reguleringen af cellestofskiftet, samt blodets koagulationsmekanisme var hovedproblemerne. Sammenhængen mellem disse emner fremgår naturligt af, at det substrat, hvorpå vævskulturer blev dyrket, var koaguleret blodplasma, serum.

Thrombin, et enzym, der hydrolyserer proteinet fibrinogen, blev isoleret fra muskelvæv. Arbejderne over heparin, et koagulations hæmmende stof, belyste dettes konstitution på en interessant måde. At det skulle være lykkedes at fremstille krystallinsk heparin, som det var hævdet af Fischer i 1932, er dog næppe rigtigt.

I alle disse undersøgelser blev Instituttets faste stab hjulpet af mange gæster fra ind- og udland. De kom dels for at lære vævsdyrkningsteknik, dels for at uddanne sig. Blod koagulations undersøgelserne blev efterhånden overtaget af cand. polyt. Tage Astrup, der i 1934 begyndte sit lange tilhørsforhold til Instituttet. Fischer og Lipmann var mest optaget af svulstvæksten hos dyr, der blev holdt uden vitamintilskud. Også virkningen at carcinogene stoffer som benzpyren samt alfa-stråler blev undersøgt på vævsceller in vitro.

Allerede i 1935 undersøgte A. Fischer sammen med professor Buch Andersen virkningen af neutroner på vævsceller, samt udvekslingen af phosphor med en radioaktiv phosphor isotop i nucleinsyrer. Lipmann begyndte at se på B-vitaminernes indflydelse på stofskiftet. Disse arbejder stod videnskabeligt i frontlinien, og det var da helt naturligt, at Instituttet var centralt placeret ved den IV Internationale Kongres for Celleforskning i 1936 i København. Ved denne lejlighed demonstrerede Dr. Alexis Carrel og oberst Charles Lindbergh deres apparat til dyrkning af hele organer in vitro. Efter kongressen blev dette apparat overladt til Instituttet. Jeg husker selv som dreng den enorme opsigt dette apparat vakte i samtiden.

Arbejdet på Instituttet var i årene frem til krigen i stadig vækst. Gæsterne var mange, og der pågik en meget stor, men spredt aktivitet. Fischer selv arbejdede på at karakterisere kræftcellerne frem for normale celler. Dette er en uhyre vanskelig opgave, der næppe er løst endnu. Betingelserne for kræfts opståen blev undersøgt ved autologe transplantationer af normale væv. Forsøgene syntes at støtte teorien om, at den naturlige selektion mellem celleformer spiller en afgørende rolle for udviklingen af kræft. Lipmann undersøgte reduktionen af vitamin B1, og dettes betydning i pyrodruesyrens oxidation. Astrup fortsatte sine reaktions kinetiske undersøgelser af blodets koagulation.

Dyrkningen af isolerede organer i Lindbergh-Carrel pumpen blev fortsat, og det blev prøvet, om man kunne isolere »vækstfrembringende« stoffer fra organekstrakter. Fischer så lige før krigen Instituttets to hovedopgaver som eksperimentelle undersøgelser af kræftens patogenese og undersøgelser over det dyriske vækststofs kemiske natur. Højvirulente kræftceller kunne ligge latente i organismen i lange tider og bringes til udbrud ved vilkårlige forandringer af det omgivne miljø. Det »dyriske vækststof« blev undersøgt ved heling af sår på hunde.

Lipmann fortsatte sine undersøgelser over B-vitaminerne, men han forlod i 1938 Instituttet og rejste til Department of Biochemistry ved Cornell Universitet i New York. I 1953 fik han Nobelprisen for opdagelsen af Coenzym A og dettes betydning for stofskiftet.

Krigen betød et stop for udenlandske gæster, og det synes, som om Fischer nu mistede den store iderigdom, der tidligere havde karakteriseret ham. De eksakte naturvidenskaber havde han næppe megen føling med, og udviklingen i biologi fra emperi til en fysisk-kemisk videnskab stod han fremmed overfor. Han indledte en omfattende undersøgelsesrække over vævscellernes æggehvide stofskifte, og prøvede at omdanne normale vævsceller til kræftceller ved påvirkning af carcinogene kulbrinter. Opgavens kompleksitet tillod ham dog ikke at nå endelige konklusioner. Astrup, der nu var første assistent, fortsatte sine blod koagulations undersøgelser. Der blev påvist en række faktorer af betydning for trypsinets aktivering af plasminogen. Både inhibitorer og aktivatorer samt deres indbyrdes relationer blev undersøgt.

Fischers sidste indsats lå i forsøget på at dyrke celler i syntetiske midler. Ideen var på denne måde at undersøge, hvilke komponenter cellerne behøvede for at gro. Isotoparbejder skulle vise, hvilke aminosyrer vævscellerne kunne nedbryde i kulturmediet. I begyndelsen af 1950'erne lykkedes det ham at holde liv i kulturer i op til 40 dage på syntetiske midler. Proteiners ion-binding og fraktionering blev undersøgt af K. Schilling. Fischers egne arbejder fra de senere år havde ingen større videnskabelig betydning.

Sammenfattende må det siges, at Albert Fischer var en genial dilettant. Med intuition og blændende eksperimenter kunst startede han på Instituttet med at undersøge helt centrale problemer indenfor cellebiologien. Men de problemer, han prøvede på at løse, var langt mere komplicerede, end han og samtiden kunne ane: De er end ikke løst i dag (1982). Han blev knækket ved ikke at kunne leve op til de store forventninger, der var blevet stillet til ham.

Kilde: Carlsbergfondet, Frederiksborgmuseet, Ny Carlsbergfondet. Årsskrift 1982, side 44 - 45.


Det blev ikke forundt Albert Fischer selv at se de resultater af sit arbejde, som han havde ventet. En langsomt fremadskridende svækkelse skulle bevirke, at hans arbejdsevne svandt. I sine senere år var han dybt deprimeret over ikke at kunne følge med, og han lyste kun op i glimt i de øjeblikke, hvor man berørte forhold fra hans yngre år.

Albert Fischer's arbejder vil dog altid stå som klassiske inden for den vanskelige periode af vævsdyrkningens udvikling, da grundlaget for dens anvendelse inden for cellefysiologien og patologien blev lagt. Albert Fischer var i sine yngre år umådelig iderig og inspirerende. For de store linier i naturen havde han en medfødt intuition, som kunne give et frugtbart grundlag for videre forskning, og hans inspiration danner stadig grundlaget for den forskning, som dyrkes på hans institut.

Tage Astrup: Albert Fischer 23. juli 1891 - 31. juli 1956 Naturhistorisk Tidende 21, 50 - 52 (1957).


I slutningen af 1920'erne var den biologiske og biokemiske grundforskning overalt i verden i sin spæde begyndelse. Hvor der nu er store selvstændige institutter for disse discipliner, var der dengang kun små afdelinger for fysiologi, drevet af medicinere. Udviklingen har således vist, at det var fremsynet af Carlsbergfondet at indstifte et institut helliget biologisk grundvidenskab.

Tiden og de nødvendige pengemidler, er imidlertid løbet fra privat drevne laboratorier bygget op omkring en enkelt videnskabsmand. Carlsbergfondet føler, det har været med til at fremhjælpe en meget betydningsfuld udvikling. Men den støtte, det kan yde, er ikke mere nødvendig på dette felt. Idet Carlsbergfondets Biologiske Institut nu lukker efter 50 års virke, ønsker Carlsbergfondet at takke alle, der har været tilknyttet Instituttet for deres indsats.

Den har gjort videnskaben større.

Carlsbergfondets Direktion i august 1982

Kilde: Carlsbergfondet, Frederiksborgmuseet, Ny Carlsbergfondet. Årsskrift 1982, side 51.


Bygningen på Tagensvej 16 i København benyttes nu (2005) af Afdelingen for Adfærdsbiologi, Zoologisk Institut, Københavns Universitet.

Charles Lindbergh, Alexis Carrel og Albert Fischer på celleforskningskongressen i 1936 i København

  

Web-editor: frode @ engbaek . com Antal besøgende: Sidst opdateret: 18. marts 2008