Engbæk's Hjemmeside Engbæk's Familie
Erik Albert Fischer Anna Henriette Frederikke Bojesen Christen Rasmussen Skræp Johanne Jensen Kromann
1864 - 1946 1870 - 1921 1855 - 1938 1855 - 1937
Albert Fischer Anna Skræp
Født: 23. juli 1891 i København Født: 11. marts 1892 i Albjerg
Død: 31. juli 1956 i København Død: 1. maj 1985 i København
Gift 1. gang: 20. juli 1920 i Vejstrup Valgmenighedskirke, ægteskabet opløst i 1931
Børn: Inge Fischer, gift Wilcke og Simon Fischer.
Christen Skræp's Beretning om Anna Skræp og Albert Fischer
Albert Fischer's biografi
Albert Fischer's bibliografi, 1908 - 1939
Albert Fischer's bibliografi, 1940 - 1955
C. J. Ballhausen: Carlsbergfondets Biologiske Institut under Albert Fischer 1932 - 1956
Tage Astrup: En nekrolog over Albert Fischer

Billede

Albert Fischer - forskeren bag oprettelsen af Carlsbergfondets Biologiske Institut
ved afdelingsleder Knud Max Møller, Carlsbergfondets Biologisk Institut

Onsdag den 19. oktober 1932, kl. 10 om formiddagen fyldtes det nybyggede hus på Tagensvej 16 med et opbud af fremtrædende personer som gæster: Repræsentanter for Regeringen, Folketinget, Ministerier, Det Kongelige. Danske Videnskabernes Selskab, Københavns Universitet og Kongelige. Veterinær- og Landbohøjskole, Rådet for Carlsberg - De forenede Bryggerier samt for USA's og Tysklands gesandtskaber. Ligesom forstander dr. Albert Fischer med nærmeste familie, hans medarbejdere, husets arkitekt og ingeniør, var de Carlsbergfondets gæster.

Carlsbergfondets Biologiske Institut var allerede begyndt arbejdet i april, men blev på denne dag officielt indviet med al den opmærksomhed, som man kunne forvente. Det var resultatet af en storslået økonomisk indsats i en for vort samfund ellers depressionsfyldt periode: Omkring 1/2 million kroner for bygningen med indretning og apparatur, samt 1 million kroner fra Rockefeller Foundation som et fond til driften.

Indvielsen satte sig tydelige spor i pressen, som i store illustrerede artikler omtalte begivenheden. Ugerevyerne i biograferne viste også glimt af tildragelsen. En levende erindring herom, har vi i en samling af disse optagelser med tilføjede scener, der endnu findes som original bredfilm i Filmmuseets varetægt.

Som afslutning på sin indvielsestale sagde formanden for Carlsbergfondets direktion, professor A. B. Drachmann følgende:
»Dens officielle navn er Carlsbergfondets Biologiske Institut. Direktionen har ment, at det var rigtigt at give vide rammer for en virksomhed, der forhåbentlig skal fortsættes i en lang fremtid. Men i de regler, man har fastsat for arbejdet under Dr. Fischers ledelse, har man koncentreret Institutets opgave om cellebiologien. Endda er rammerne vide nok; cellebiologi er en omfattende disciplin. Det er på dens område, at Dr. Fischer har gjort sin mest fremragende videnskabelige indsats, i nær sammenhæng med den også i praktisk henseende så vigtige kræftforskning. Institutet er en anstalt for ren videnskabelig forskning, og denne må drives i fuld frihed; direkte sigten på selv nok så vigtige praktiske formål medfører en begrænsning, der kan blive farlig, ja ligefrem kan føre bort fra målet i stedet for hen imod det. Men erfaringen ikke mindst fra biologisk område har vist, at når videnskaben dyrkes, som den bør, giver den atter og atter frugter af største værdi for praksis. Dette er en kendsgerning, som man i alt fald indenfor Carlsbergfondet skulle have ondt ved at glemme. Idet vi med de bedste forhåbninger lægger Institutets ledelse som videnskabelig forskningsanstalt i Dr. Fischers hænder, tør vi tillige udtale den forventning, at det arbejde, der her vil blive gjort, ikke blot vil fremme teoretisk erkendelse til ære for ham og for Danmark, men også gennem den vil skabe værdier til direkte gavn for vort samfund og for hele menneskeheden.«

Da Albert Fischers navn for altid vil være knyttet til Carlsbergfondets biologiske Institut, vil det være naturligt at fremdrage de vigtigste træk i hans personlige og videnskabelige løbebane, som på afgørende måde ledte frem til skabelsen af Carlsbergfondets Biologiske Institut.

Albert Fischer blev født den 23. juli 1891 i København på Kapelvej 5, 3. sal, lige over for Assistens Kirkegården. Moderen Anna Henriette Frederikke Bojesen, var gift med bogholder ved Titan, Erik Albert Fischer, som senere blev organist ved St. Pauls Kirken. Lidt af livet i dette hjem, som senere flytter til Rigensgade 23, 3. sal, har Albert Fischer givet os et charmerende billede af i sin nøglefortælling »Student Trebla's Juleeventyr«.

I de unge år bliver Albert's udvikling dybt præget af det varme venskab med Erik Charles Andersen (»Mogens«), den senere cand. polyt. (fabrikingeniør) Erik Buch Andersen, første professor i fysik ved Aarhus Universitet og dets rektor i 1936 og 1937.

Disse to iderige drenge mødte hinanden i 4. klasse i den private real- og latinskole Lyceum i Ravnsborggade 11. Ved gensidig opildning lagde de allerede i skolealderen grunden til en senere original videnskabelig indsats. Alle deres små lommepenge blev omsat i materialer til et laboratorium for fysik og kemi, enten henlagt til Alberts værelse eller moderens køkken, hvor drengene eksperimenterede med en iver, som nødvendigvis måtte gå ud over skolens krav.

Albert sendtes derfor i 1904 til Fyn på Hesselager Kostskole, hvor han mødte sin kommende hustru, Anne Skræp. I årene derefter måtte eksperimenterne henlægges til ferierne hjemme. Interesserne omfattede efterhånden også bakteriologien, hvortil det nødvendige mikroskop, uden forældrenes viden, blev købt på afbetaling hos et tillidsfuldt firma: Prisen var cirka 1000 kr., med afdrag på 4 kr. om måneden. En rapport om petroleums antiseptiske virkninger blev returneret fra Københavns Kommunehospital med venlige bemærkninger. De to drenge holdt stadig sammen, lånte bøger på Det kongelige Bibliotek, gik til fysiske forevisninger for skoleelever hos konservator J. C. J. Hornung, eller til Selskabet for Naturlærens Udbredelses aftenforelæsninger, begge på Polyteknisk Læreanstalt ved Sølvtorvet. Men der var også tid til andet: Kammermusik af klassikerne med far ved klaveret, lillesøster Astrid med violinen og Albert med celloen. Kammermusikken og celloen forblev en livslang passion.

Allerede i 1908 får de to gymnasiaster udgivet deres første afhandlinger, Alberts om bakteriologiske urinundersøgelser, Eriks om »Metalstråler«.

Alberts lyst til medicinen blev fremmet af hans lærer K. E. Nielsen, der som den eneste af lærerstaben på Hesselager gik ind for Alberts oprykning i gymnasiet. I 1910 blev den nysproglige studentereksamen bestået, og samme år blev Erik student fra Lyceum.

Det medicinske studium blev påbegyndt, og en afhandling om en sikker termostat teknik blev publiceret. Allerede i 1911 opdager Albert Fischer i Berlingske Tidende, at Det Kongelige. Danske Videnskabernes Selskab havde udskrevet en prisopgave for det Classenske Legat. Det drejer sig om at undersøge tarmfloraen i den normale tarmkanal hos oksen. Med en utrolig selvtillid kaster Albert Fischer sig ud i undersøgelserne. Med tilladelse af professor Carl Julius Salomonsen foregik mediefremstillingen på Institut for almindelig Patologi. Selve dyrkningsforsøgene udførtes i hans veludrustede privatlaboratorium, som nu støttes økonomisk af faderen. Allerede i 1912 får Albert Fischer og Erik Buch Andersen et bakteriologisk-kemisk arbejde fra Rigensgade-Laboratoriet udgivet i et af de store tyske tidsskrifter, og endnu tre afhandlinger publiceres inden prisopgavens besvarelse indgives i slutningen af 1913.

Den bedømtes af veterinær-patologen C. O. Jensen og dr. med. Thorvald Madsen, der i februar 1914 indstillede opgaven til en præmie på 600 kroner. Dette fejredes af de to venner, foruden med en festmiddag, ved oprettelsen af et tomands-akademi, »Scientia«, med en smukt indbundet protokol. Heri indførtes, lige til Erik Buch Andersens tidlige død i 1937, medlemmernes meriter. Der blev også råd til en måneds studierejse til London og Oxford, hvor Albert i sommeren 1914 blandt andet opsøgte to af tidens fremragende bakteriologer, dr. William Bulloch og dr. Georges Dreyer.

Samme år blev Fischer assistent ved Institut for almindelig Patologi som lærer ved det bakteriologiske kursus. Tilknytningen til instituttet gav desuden anledning til en afhandling om en smitsom sygdom, der havde ramt instituttets frøbestand til forsøg.

I begyndelsen af 1916 gjorde Fischer i et halvt år kandidat tjeneste på Haukeland Sykehus i Bergen. På det patologiske institut her blev han for alvor gjort opmærksom på kræftproblemerne. Dr. K. M. Haaland viste ham en musestamme med en 50 procents spontan svulstdannelse, og i det Medicinske Selskab fortalte dr. F. G. Gade om kræften i Norge. Andre problemer om cellemekanik og celledynamik blev drøftet med overlæge Olav M. Hanssen, og særligt med den 28-årige fil. dr. John Runnström, som på denne tid arbejdede ved Bergens Museum med embryologiske og cellulære formdannelses problemer. Albert Fischers debut-foredrag i det biologiske selskab, om den bakterielle epidemi blandt frøer, bragte de to unge biologer i kontakt med hinanden. Det førte til mange udbytterige samtaler om celle biologi og ture til fjelds, blandt andet sammen med den yngre broder, zoologen Sven Runnström og biokemikeren professor Olov Hammarsten. Det var dog uden tvivl især mødet med den begejstrede og inspirerende John Runnström, der betød den endelige vending i Albert Fischer's interesser bort fra bakteriologien og mod cellebiologien.

Lægestudiet fortsatte, støttet af bl.a. J. L. Smith's Stipendium for Studenter, og embedseksamen blev bestået i 1919. Efter endt militærtjeneste i Hærens Lægekorps, ville Albert Fischer med 13 videnskabelige afhandlinger samt en populærvidenskabelig bog, »Fra Bakteriernes Verden«, bag sig, prøve den praktiske lægegerning, selvom hans hu stod til forskningen. Det blev til tre kortvarige vikariater i Jylland, inden han nygift den 5. august 1920 rejste til New York for egen regning og på lånte penge.

Det var et brændende ønske om at arbejde ved det berømte Rockefeller Institute for Medical Research, som drev ham. Blandt andet var det her, at dr. Alexis Carrel, Nobelpristager i 1912, arbejdede med sin »Udødelige« cellekultur af fibroblaster, etableret den 17. januar 1912 fra kyllingefoster Kulturen blev stoppet 1946. Albert Fischer havde allerede på Institut for almindelig Patologi prøvet Carrel's metoder, men som så mange andre, uden held. Ethvert menneskes fantasi må simpelthen blive berørt ved at opleve synet af et lille stykke hjertemuskel fra et kyllinge-foster ligge i dagevis og »tikke« i et glaskammer. Mulighederne, som åbner sig ved at kunne studere den levende hvirveldyr-celle udenfor organismen, er helt indlysende, og Albert Fischer havde mange planer.

Lang tids korrespondance med den kendte patolog og bakteriolog dr. Simon Flexner var gået forud. Men som direktør for Rockefeller Institute havde dr. Simon Flexner ikke været opmuntrende. Instituttet modtog dengang ikke gæsteforskere, og dr. Flexner sendte endog et medlem af sin stab til København for at tale Albert Fischer fra at tage af sted; men danskeren tog chancen.

De to års ophold ved Rockefeller Institute blev en stor succes. Som elev af dr. Carrel blev Albert Fischer allerede fra januar 1921 ansat med løn og fik assistent og eget laboratorium. Det, der især slog hans navn fast i denne periode, var etableringen af en permanent stamme af epitelceller fra et kyllinge øje. Men mange af cellekulturernes problemer blev undersøgt, blandt andet studiet af dyriske vækststoffer. Det var et rigt videnskabeligt liv med etablering af venskaber til blandt andre H. Noguchi, Peyton Rous, Jacques Loeb, E. Ehlenhuth, Michael Heidelberger og ikke mindst en sønlig tilknytning til Carrel og Flexner. Det var også i denne kreds at Albert Fischers cellospil udfoldede sig, især hos den klarinetspillende Michael Heidelberger.

I 1922 blev der en stilling ledig ved Institut for almindelig Patologi i København. Dets leder, professor Oluf Thomsen, opfordrede nu Albert Fischer til at ansøge. Trods tilbud om at forblive ved Rockefeller Institute og om en afdelingslederstilling i Würzburg, fulgte Albert Fischer opfordringen fra Københavns Universitet, hvor han blev assistent og dermed leder af afdelingen for patologisk fysiologi. Her organiserede Albert Fischer nu vævsdyrkningen. Det blev en frugtbar periode med mange danske og udenlandske elever, og en voksende offentlig interesse omkring arbejdet. I sommeren 1923 støttede Dansk Pasteur Selskab en studierejse til London, Paris og Strasbourg, hvorunder han ved Verdensudstillingen i Strasbourg i anledning af 100-årsdagen for Pasteurs fødsel modtog et »Diplome de Grand Prix«.

I 1925-1926 blev Albert Fischer tilknyttet Tuborg Bryggeriernes laboratorium, et formiddagsjob, som direktør Benny Dessau havde ordnet. Det hjalp på privatøkonomien.

Den 15. oktober 1925 forsvarede Albert Fischer sin doktordisputats, "Tissue Culture. Studies in Experimental Morphology and General Physiology of Tissue Cells in vitro. A Text-Book". Endelig forelå det store værk, der skulle blive en klassisk håndbog i vævsdyrkningens metode, og som senere udkom på tysk i to forskellige udgaver (1927 og 1930). Denne lærebog blev studeret af blandt andre den kendte biokemiker Otto Warburg (Nobelpristager i 1931) ved Institut for Biologie i Berlin, Dahlem, et af Kaiser Wilhelm-Gesellschafts mange institutter. Han udvirkede nu gennem Kaiser Wilhelm-Gesellschaft, at dr. Fischer blev inviteret til at komme til Dahlem. Her tilbød man at oprette et specielt institut til ham, med alt hvad dertil hører. Selv om det var en tidsbegrænset aftale, tog dr. Fischer imod det enestående tilbud. Den store interesse fra Otto Warburgs side skyldtes, at denne netop da var stærkt optaget af at undersøge kræft-svulsternes biokemi. Han havde allerede vist, at kræftcellerne i tynde snit af svulsterne omdanner tilsat glucose til mælkesyre på trods af tilstedeværelsen af oxygen. Under samme betingelser forbrænder nemlig snit af normalt væv glucosen til vand og carbondioxid. Det var derfor en ønskedrøm, at man i stedet kunne studere kræftcellerne, når de voksede uden for svulsten.

Således startede i april 1926 seks lykkelige arbejdsår under de bedste betingelser ved »Gastabteilung Dr. Albert Fischer aus Kopenhagen« (1925 - 1940), administrativt en sektion af Kaiser Wilhelm-Institut für Biologie, og lokalemæssigt indlogeret på Kaiser Wilhelm-Institut für Biochemie. Det hele anbragt i et smukt villakvarter på cirka en kvadratkilometer i den sydvestlige forstad af Berlin, kaldet Dahlem, sammen med mange andre Kaiser Wilhelm-Gesellschafts institutter. Forskningsmiljøet var frugtbart og præget af fundamental frihed for de enkelte medarbejdere. En af Kaiser Wilhelm-Gesellschaft's stiftere, Nobelpristageren Emil Fischer, har engang beskrevet de frie arbejdsvilkar således: »Sie werden ganz unabhängig sein. Niemand wird sich um Sie kümmern und Ihnen dreinreden. Sie können ein paar Jahre im Grünewald spazieren gehen und sich ausruhen oder wenn Sie wollen, etwas Schönes, Neues ausdenken«.

Hver 14. dag afholdtes i »Harnack-Haus« uformelle kollokvier med efterfølgende fri diskussion, hvor Kaiser Wilhelm-Gesellschaft's medarbejdere fortalte om deres tanker og arbejder. Deltagere var berømtheder som Albert Einstein, Max Planck, von Laue, Otto Warburg, Otto Hahn, Lise Meitner, Fritz Haber og mange flere. I dette stimulerende miljø, hvor også kammermusikken blev dyrket blandt andet sammen med Einstein og Emil Warburg, fik dr. Fischer og hans talrige medarbejdere fra alle egne af verden publiceret ikke mindre end 119 arbejder i tidsrummet 1926 til 1932. Kun to bidrag skal fremhæves: Det ene var sensationen, da det lykkedes at dyrke kræftceller fra pattedyr udenfor organismen. Det andet var en række undersøgelser udført sammen med barndomsvennen E. Buch Andersen, i alt ni afhandlinger, hvis formål var at belyse, om man ved at forøge oxygen indholdet af luften kan hæmme væksten af kræftceller eller dræbe dem, både i og udenfor organismen. Både dansk og tysk presse fulgte med interesse dr. Fischers undersøgelser, og interessen blev ikke mindre, da han i 1931 udgav to glimrende populærvidenskabelige bøger: »Fra Bakteriernes Verden« (2. udgave) og »Bogen om Kræft«.

Som nævnt var tilknytningen til instituttet i Dahlem tidsbegrænset, og allerede i 1928 søgte dr. Fischer, på uofficiel opfordring, professoratet i København efter Johannes Fibiger. Forud herfor havde dr. Fischer af sin gamle velgører, dr. Simon Flexner i New York fået løfte om økonomisk støtte fra Rockefeller Foundation til instituttet i København, men da det viste sig, at man her ønskede professoratet besat efter konkurrence, trak Fischer sin ansøgning tilbage.

Rockefeller Foundation lod imidlertid ikke den danske forsker i stikken. Gennem dr. Alan Gregg fik dr. Albert Fischer senere samme år tilbud om økonomisk hjælp til fortsat videnskabeligt arbejde, hvor han end måtte ønske det.

Forhandlingerne begyndte straks både med Kaiser Wilhelm-Gesellschaft og med Københavns Universitet. Selv om arbejdsvilkårene i Dahlem var ideelle, var der mange forhold, som talte for at vende tilbage til Danmark, ikke mindst den voksende nazisme. Kaiser Wilhelm-Gesellschaft var selvsagt villig til at forlænge kontrakten, når økonomien var sikret gennem Rockefeller Foundation. Herhjemme gik forhandlingerne derimod trægt, indtil Carlsbergfondet gennem sit direktionsmedlem, fysiologen Valdemar Henriques kom ind i billedet. I Carlsbergfondet's direktion stod det hurtigt klart, at fondet burde medvirke til at skaffe et dansk hjemsted for dr. Fischer. Så tidligt som i januar 1929 havde dagbladet Social-Demokraten fået fat i sagen. Men først i marts 1930, da dr. Fischer definitivt havde besluttet sig for Danmark og efter at de afgørende forhandlinger mellem staten, Rockefeller Foundation og Carlsbergfondet var ført til ende, var grundlaget for oprettelsen af Carlsbergfondets Biologiske Institut tilvejebragt. Denne afsluttende fase kan man læse nærmere om i Carlsbergfondets Beretning for året 1931-32.

Så er vi tilbage, hvor vi begyndte for 50 år siden, gennem det lille rids forhåbentlig med et indtryk af, hvilken usædvanlig, spændende og flittig cellebiolog dr. Albert Fischer var, og dermed en større forståelse af, hvorfor netop han fik overdraget ledelsen af sin tids bedst udstyrede biologiske institut.

Kilde: Carlsbergfondet, Frederiksborgmuseet, Ny Carlsbergfondet. Årsskrift 1982.


Det tyske Forskningsråd hed Kaiser Wilhelm-Gesellschaft fra 1911 til 1943. I 1948 blev det omorganiseret til Max-Planck-Gesellschaft.

Stud. med. Albert Fischer, malet i Båstad i sommeren 1911 af sin onkel, Paul Fischer Dr. Albert Fischer, malet af Harriet Fischer i 1934

  

Web-editor: frode @ engbaek . com Antal besøgende: Sidst opdateret: 18. marts 2008