Engbæk's hjemmeside Engbæk's Familie
Hans Christensen Anne Nielsdatter Hans Nielsen Anne Sørensdatter
1781 - 1868 1782 - 1875 1769 - 1848 1789 - 1835
Niels Hansen Maren Hansdatter
Født: 24. december 1817 i Vejstrup Født: 19. maj 1823 i Vejstrup
Død: 13. november 1906 i Oure Død: 17. marts 1906 i Høve
Gift: 23. oktober 1841
Børn: Sine Nielsen, Karen Nielsen og Hans Peder Nielsen
Hans Appel: Landbo-Sparekassen for Fyn 1869 - 1898. Herluf Feldthusens Fortælling
Omtalen i Niels Pedersen: En familieoversigt

Uddrag af Niels Hansen: Livstegning

Niels Hansen blev syg den 30. december 1887. I de følgende uddrag af Livstegn har han beskrevet de symptomer, som han havde de efterfølgende år. Desuden er der medtaget beskrivelser af alt det, som han kunne overkomme til trods for sygdommen.

Han levede indtil den 13. november 1906, næsten 19 år efter sygdommens start.

Morten Scheibel har skrevet en fortolkning af symptomerne.


I begyndelsen af 1888

Jeg har nu været syg i over en måned af et hjerteonde, men jeg sidder nu hver dag oppe og kan læse og skrive. Det var under et bestyrelsesmøde i Sparekassen i Nyborg den 30. december 1887, at jeg fik et besvimelsesanfald, og åndedrættet var vanskeligt, da jeg senere kom ud i byen og på vejen hjemad i dagvognen. Doktoren siger, at det er en fedtmasse, der har lagt sig over mit hjerte, så blodomløbet ikke har sin rette gang. Min puls har nu i over 14 dage ikke været over 35 slag og i morgenstunden kun 30 - 32. Det er en alvorlig tid for mig, men alligevel en sød og salig tid. Guds Nåde og min barneret formedelst min dåb hos Gud Fader ved Jesus Kristus har aldrig før været så levende følt og tilegnet som i denne tid.
Hver morgen og hver aften har jeg forberedt mig på, at blodet ville stå stille og livet være udslukt, og Helligånden give mig vidnesbyrd og vished for, at hvad enten jeg lever eller dør, så hørte jeg Herren til. Og denne tro har i taknemlighed givet sig tilkende i et “Gud ske Lov!”

Så var Vor Herre så god ved mig en morgenstund under en dvale - jeg mener ikke, jeg sov - eller det var drøm. Da var det som tiden kom, og jeg befandt mig i døden, og en mand kom ved min side og førte mig ud gennem en gårdsplads og gennem en snæver port, og jeg spurgte da, om dette var Den snævre Port? Han svarede “Ja.” Og jeg siger da: “Den var jo ikke så snæver.” Han siger da: “Nej, ikke for dem, som forstår at gå gennem den!” Og han siger endvidere, at jeg skulle gå frem til mundingen, hvorpå han forlod mig.
Da jeg nåede frem lå hele paradiset for mig i en meget stor udstrækning, med alle de hellige og salige afdøde, iført hvide, hvide klæder, og Vor Herre Jesus på et højt punkt omgivet af nogle få personer, og han vinkede af mig og så mildt til mig, ligesom også flere af mængden så med smil efter mig. Derpå vågnede jeg op, og det hele var forbi.

Nu har jeg som sagt været syg i over en måned, og efter al menneskelig beregning en sygdom til døden, men i al denne tid har jeg ingen som helst åbenbaring haft, hvad jeg heller ikke tør bede om, thi jeg kan nok tro, at Guds Nåde er mig nok.

I februar 1889

Tiden var ikke kommen alligevel til at rejse herfra. Men når den engang kommer, så ved jeg, at den kommer med al den fylde og salighed, som Vorherre Jesus har fortjent for alle dem, der vil lade sig frelse. Og det ved jeg, at jeg vil, for denne tro har den Helligånd givet mig vidunderligst i mit hjerte.

Jeg var syg i tre måneder af min hjertesygdom, som vedblev at tage til og førte det ene besvimelsesanfald efter det andet med sig og altid med korte mellemrum. Jeg var stadig belavet på at blive borte under et af disse anfald, og det var jeg rolig ved, men da vi nåede sidst i marts, og sygdommen var på sit højdepunkt, blev jeg endnu mere syg en nat med så voldsomme smerter i mit hjerte, så doktoren mente, det var snart forbi med mig. Men derefter begyndte jeg at blive bedre, og besvimelsesanfaldene hørte op. Pulsen, der stod ved 30 - 32 slag, gik nu op til 70 - 80, og jeg fik lettere ved at få luft. Da foråret kom, begyndte jeg at komme ud i den friske luft, og sidst i april tog jeg del i en landvæsenskommissionsforretning i Skårup og den 29. maj i et amtsrådsmøde i Svendborg. Det er således vedblevet med at gå fremad, uden at det dog kan siges, at jeg er rask endnu. Jeg kan navnlig ingen anstrengelser tåle, da det så stopper for åndedrættet, og så gør det ondt i hjertet.

I oktober fik jeg et tilbagefald i fem dage, hvor min puls gik ned til 40, og jeg tog derfor ind til læge Jacobsen i Svendborg for at blive magnetiseret, men da han absolut ville undersøge mig først, erklærede han, at det ikke kunne hjælpe, da det var hjerteklapperne, der havde taget skade, og det kunne hverken magnetisering eller hypnotisering hjælpe for. Dog et par dage derefter var det overstået, og jeg føler, det vedblivende går så småt fremad. Dr. Kabbel, som var min læge under sygdommen, har nu senere sagt mig, at han ikke kendte min sygdom, og at han ikke kunne læse sig dertil i alle sine bøger. Han bad mig derfor under tilbagefaldet i oktober om at tage til København, hvad jeg også har gjort, men så vendte det som sagt igen.
Dr. Kabbel mener, at det er nervesystemet i hjertet, der er angrebet, men der kan dannes ny nerver. Han mener tillige, at læge Jacobsens dom er ganske fejl.

Da jeg endelig mødte til amtsrådsmødet i maj, blev jeg af alle så hjertelig modtaget, så det var næsten rørende for mig.

Før jeg slutter for denne gang, skal jeg dog meddele, at Vorherre har været så god også med hensyn til min kones helbred, at hun - skønt svag - har været så rask under min sygdom, at hun kunne pleje mig og opvarte og hjælpe mig både med på- og afklædning og meget andet, som jeg ikke kunne selv.
Ja, Vorherre er altid god, gid vi må skønne derpå, og hvor er jeg glad, at min kære kone endnu er ved min side, og gid vi må følges ad til henimod slutningen med os begge.

I februar 1890

Atter et år er gået og gået tåleligt godt. Ganske vist har jeg ikke været rask og er det heller ikke endnu, men min tilstand er dog således, at jeg til de fleste tider kan holde humøret oppe og tro, at min hjertesygdom har Vorherre fremkaldt for at føre mig nærmere til Himlen, hvor jeg med mine tanker og bønner er så mange gange om dagen, og til de fleste tider med tak og et ”Gud ske Lov”.

Sidste sommer følte jeg mig næsten rask og var som sædvanlig i København i juni til Brandkassemøde. Ved hjemrejsen på en køretur fra Sorø til Høve om natten blev jeg kold efter at have været rigelig varm om dagen og aftenen, og næste morgen var min puls gået ned og har ikke været oppe siden, kun af og til kommer den op nogle dage, men synker så atter til 36 - 40, og så kan jeg ingen anstrengelser tåle. Enkelte gange er den gået for højt, over 100, men så er jeg mere syg. Derimod 60 - 80, da befinder jeg mig godt og kan tåle bevægelse og lidt arbejde.

En gang efter københavns turen kom min læge, dr. Kabbel, for at undersøge mig, da var vi begge enige om, at det var den store nerve, der går fra hjertet og ned i maven, der var angreben, og den medicin, jeg nu fik, hjalp lige så lidt som den tidligere, hvorfor jeg nu ingen brugte. Min kones helbred har været som sædvanligt. Hendes astma er til tider alvorlig, således i denne vinter, indtil vi næsten alle her i huset fik en omgang influenza, hvor vi lå til sengs hver tre dage, men siden den tid var hun temmelig rask.

I februar 1892

Nu er det 2 år, siden jeg skrev i denne bog. Da det er bestemmelsen at vedblive, så længe Vorherre vil, at jeg må leve, vil jeg ikke glemme at fortælle lidt om disse år. De er gået rigtig godt. Min kone har været raskere af helbred end de foregående år, og hvad mig selv angår, er min hjertesygdom ikke hørt op, men er alligevel så mild og tålelig, at jeg næsten altid befinder mig rigtig vel, og det skønt min puls stadig kun er 35 - 36, altså kun halvt normal. Så vidt jeg kan forstå, er hvert andet pulsslag blevet borte, og sådan har det været de sidste to år. En underlig sygdom, som er meget usædvanlig, og som lægerne i almindelighed ikke kender, men som jeg alligevel er meget taknemlig for, når jeg skal fejle noget, for jeg lider næsten intet ondt, når jeg undgår overanstrengelse. Og den minder mig alligevel om hver dag, at vort hjem er i Himlen og ikke her på Jorden.

Endnu beklæder jeg stillingen som amtsrådsmedlem, men ved det forestående valg til maj er det min bestemmelse, at trække mig tilbage, skønt mange opfordrer mig til at tage mod genvalg, hvad jeg ikke vil, da jeg dog kan fornemme lidt af alderdommens tryk og tilmed nu også er medlem på 33. år. Derimod har jeg tænkt at holde ud i Sparekassen, så længe som Vorherre vil give mig kræfter dertil. Jeg betragter den jo næsten som mit eget barn.

Når jeg så tilmed har andre småforretninger som vurderingsformand, landvæsenskommisær og så videre, kan jeg nok få tiden til at gå, og tilmed arbejder jeg på huggehuset og i haven om sommeren, men det er heller ikke min natur at være ledig, så længe jeg kan noget.

I februar 1893

Atter et år gået og gået godt. Vi befinder os ganske vel uden dog at være helt raske. Maren lider af sin astma og jeg af for lav puls, men sygdommen har ikke taget til i dette år. Hun fylder 70 år nu til den 19. maj og jeg 75 år sidste jul, men kan dog begge klare os, blot vi ikke overanstrenger os. Pulsen er stadig 35 - 36, en enkelt gang kun 30.

Jeg fratrådte så amtsrådet sidst i maj og er glad derved.

I januar 1895

Atter to år er gået godt. Vi er begge omtrent de samme som for to år siden og indtager endnu de samme stillinger her i huset. Frem for alt plejer min kone mig på alle måder, ja bedre end sig selv, men i det hele er den måde, vi har indrettet os på nu på vore gamle dage, tilfredsstillende og værd at anbefale for gamle folk.

Maren må holde sig hjemme om vinteren, da hun ikke kan tåle den kolde luft. Men jeg rejser som sædvanlig lidt hist og her. Mit eneste Arbejde udadtil er Sparekassen, som jeg endnu er formand for, og som især de sidste par år har skaffet mig meget arbejde,

I 1896

Året er gået helt godt, vel er astma hård ved min kone og hosten streng, da slimet ikke vil op, men når anfaldet er ovre, er hun atter i godt humør, så det letter os begge i det daglige liv. Også mit helbred er bedre end før, men jeg begynder dog at mærke alderens tryk nu i mit 79. år, dog kan jeg endnu gå til Oure eller Vejstrup eller gøre lidt arbejde på huggehuset.

I februar 1897

Meget har forandret sig i det sidste år. Vort helbred er lidt bedre for min kones, lidt ringere for mit vedkommende.

I januar 1900

Nu er der gået 3 år, siden jeg skrev her sidst i denne bog, og jeg har altid følt, som det var sidste gang, og jeg havde lyst til at sige denne Verden farvel, men endnu lader det til, der er mere tilbage for os og derfor endnu et par ord.

Min kone har nylig været meget syg, men er dog nu oven senge igen, men hun har god pleje og opvartning og befinder sig ret vel.

Nu er jeg altså i mit 83. år, og sygdommen har taget stærkt på mig. For 1/2 år siden fik jeg et anfald af apopleksi og mistede stemmen i et par måneder, og derved tabtes de åndelige evner ganske betydeligt, og en tid derefter mistede jeg synet på det ene øje, men tid efter anden kom evnerne dog til dels tilbage, og nu befinder jeg mig rigtig vel og kan nu ved vintertid både læse og skrive. Det var en sygdom uden smerter. Men det var så underlig ikke at kunne samle sine tanker, for eksempel kunne jeg ikke tælle, hvor mange slag uret slog. Men derimod troen på Vor Herres Nåde stod klart og levende for mig, hvilket gav mig håb og trøst.

Under min sygdoms slutning fik vi generalforsamling i Sparekassen, og jeg trak mig da ud af det hele trods mange opfordringer.

Ved vintertid som nu holder jeg ikke af at komme ud omkring, kun til kirke om søndagen, hvor vi kan høre et livsaligt ord af vor præst, som giver styrke og opmuntring til vor gerning fremover, men især til det liv i de evige boliger hist oppe, som vi frem for alt beskæftiger os med på vore gamle dage.

I februar 1902

Det er underligt for mig at tage pennen endnu engang, ja, så meget mere som jeg forud har nævnt, det var sidste gang.

Nu er jeg 85 år og min kone er 80 år, så der er ikke meget ved os, men vi er dog næsten altid oven senge, så tiden gården ene dag efter den anden - så der må ikke være langt tilbage her. Vi kan vente at flytte ind i Evigheden.

Efterskrift

Da Maren fik hjemlov i Høve den 17. marts 1906 og førtes til Vejstrup Valgmenigheds Kirkegård, brød Niels Hansen også snart efter op fra Høve for at gå de sidste skridt på det kære Sydfyn, hvor han døde på Langesminde den 13. november 1906.


Morten Scheibel's fortolkning af sygdomsforløbet.

Det har været interessant at læse beretningen, som jo også i sin kortfattethed og beskedenhed omfatter en god sygdomsbeskrivelse.

Det tyder på, at Niels Hansen har haft en åreforkalkningslidelse, der første gang gav symptomer den 30. december 1887, hvor han nok har fået en lille blodprop i hjertet, som har forårsaget det første såkaldte "Adam-Stokes anfald" og samtidig forårsaget hjertesvigt.

Adam-Stokes anfald er en pludselig blokering af hjertets normale impulsoverledning, hvorved der kan optræde manglende hjerteslag og deraf følgende bevidstløshed, indtil et andet center i hjertet overtager rytmen, hvis dette ikke sker, indtræder døden.

I Niels Hansen's tilfælde synes det, bedømt efter den langsomme rytme, at være et center i hjertets ventrikler, der har overtaget rytmen. Noget egentlig pumpesvigt har der næppe været tale om, da åndenøden jo relativt hurtigt fortager sig, så den har nok været betinget af det pludselige pulsfald og den ikke særlig hensigtsmæssige aktivering af hjertet fra ventrikleme, som hjertet så over lidt tid har kompenseret for gennem større slagvolumen, men ikke kunnet kompensere for ved hurtigere rytme.

De efterfølgende besvimelser har været forårsaget af Adam-Stokes anfald. Det er atypisk af hjerterytmen normaliseres, efter at der i marts 1888 øjensynlig indtrådte en større blodprop i hjertet, men stadig uden at give hjertepumpesvigt. Da hjertet nu er i stand til at kompensere ved rytmeforøgelse, forsvinder den anstrengelsesprovokerede åndenød, og hjertets impulsledning er åbenbart nu normaliseret, så Adam-Stokes anfaldene ophører.

Efter blodproppen er der opstået typisk angina pectoris med anstrengelsesprovokerede brystsmerter og åndenød - en typisk beskrivelse.

Desværre varede det kun til oktober 1888, før der atter kom en lille blodprop, og hjerterytmen faldt igen og har øjensynlig været sådan livet ud, og det var jo trods alt over atten år. Dog synes der at have været en kortere periode med normal hjerterytme i sommeren 1889, der måske er opstået i forbindelse med feber nok forårsaget af lungebetændelse.

I sommeren 1899 fik Niels Hansen en hjemelammelse med lammelse af talen, som dog heldigvis gik over. Desuden fik han en blodprop i øjet. Hjemelammelsen har sandsynligvis været betinget af en blodprop og altså også af åreforkalkning.

Jeg har overvejet, om der skulle have været tale om et element af gigtfeberbetinget hjertelidelse, som på det tidspunkt var meget udbredt, og som datidens læger ved stetoskopi var meget gode til at afsløre, og som Dr. Jacobsen i Svendborg var inde på; men jeg synes, at Dr. Kabbels vurdering virker mere troværdig og har derfor frafaldet den tanke.

Sygehistorien viser, som det også er en klinisk erfaring, at åreforkalkningshjertelidelse kan have en god prognose; men jeg må sige at Niels Hansen har været ude i tovene i starten.

Dr. Kabbel og Dr. Jacobsen kunne godt have kendt til symptomeme, idet William Heberden i 1768 beskrev angina pectoris; men det var først i 1912 at James Herrick kom på sporet af sammenhængen mellem stærke brystsmerter og aflukning af noget af hjertets karforsyning, og dette blev først endelig fastslået af Arthur M. Master i 1944.

Adam-Stokes anfald blev beskrevet af de irske læger Robert Adams (1791 - 1875) og William Stokes (1804 - 1878).

Maren Hansdatter Niels Hansen

 

© Frode Engbæk Web-editor: frode@engbaek.com Sidst opdateret: 27-Jan-2017