Engbæk's hjemmeside Engbæk's Familie
Christen Hansen Johanne Andersdatter Niels Hansen Anne Margrethe Knudsdatter
1740 - 1806 1749 - 1833 1731 - 1817 1742 - 1820
Hans Christensen  Anne Nielsdatter
Født: 10. januar 1781 i Vejstrup Sogn, Gudme Herred, Svendborg Amt Født: 10. juli 1782 på Spillemose Gården, Vejstrup Sogn
Død: 1. juli 1868 på Vejstrup Kohavegård Død: 21. november 1875 på Vejstrup Kohavegård
Gift: 21. januar 1809 i Vejstrup Kirke
Børn: Christen Hansen, Johanne Margrethe Hansdatter, Niels Hansen, Maren Hansdatter, Hans Hansen, Peder Hansen †, Karen Hansdatter
D. E. Rugaard: Fremragende danske Bønder

-

Den 28. januar 1781 døbtes Christen Hansens Hans i Vejstrup Kirke. Han blev båret af Margrethe Andersdatter. Fadderne var Hans Jensen, Hans Andersen, Rasmus ??? og M. Mortensens kone [Oure-Vejstrup Sogn, sogn 119, bog 1 film 4/5 side 233]. Den 21. juli 1782 døbtes Niels Hansens Anne i Vejstrup Kirke. Hun blev båret af Hedevig på Vejstrup Gård. Fadderne var Christen Hansen, H. Hansen, Hans Christensen og N. Johansens kone [Oure-Vejstrup Sogn, sogn 119, bog 1 film 4/5 side 233].
Ved folketællingen i 1787 boede Hans Christensen hos sine forældre blandt Vejstrup Bys gårdmænd:
Christen Hansen, 48. år, gift, husbonde
Johanne Andersdatter, 40. år, gift, madmoder
Niels Christensen, 15. år, barn
Karen Christensdatter, 12. år, barn
Hans Christensen, 7. år, barn
Rasmus Rasmusen, 21. år, ugift, tjenestekarl
Ved folketællingen i 1787 boede Ane Nielsdatter hos sine forældre blandt Vejstrup Bys gårdmænd:
Niels Hansen, 56. år, gift, husbonde
Margrete Knudsdatter, 44. år, gift, madmoder
Niels Nielsen, 19. år, barn af 1. ægteskab
Hans Nielsen, 15. år, barn af 1. ægteskab
Maren Nielsdatter, 11. år, barn af 1. ægteskab
Anne Nielsdatter, 5. år, barn af 2. ægteskab
Ved folketællingen i 1801 boede Hans Christensen hos sine forældre i Vejstrup By:
Christen Hansen, husbonde, 61. år gammel og gift, bonde og gårdbeboer
Johanne Andersdatter, hans kone, 55. år gammel og gift
Niels Christensen, 29. år, barn, ugift
Hans Christensen, 20. år, barn, ugift
Ane Marie Christensdatter, 13. år, barn
Ved folketællingen i 1801 boede Ane Nielsdatter hos sine forældre i Vejstrup By:
Niels Hansen, husbonde, 70 år gammel, gift, bonde og gårdbeboer, 2. ægteskab
Malene Knudsdatter, hans kone, 58 år gammel, 1. ægteskab
Hans Nielsen, hans søn, 30 år, ugift
Ane Nielsdatter, deres datter, 19 år, ugift
Hans Pedersen, 14 år, ugift tjenestedreng.

Ungkarl Hans Christensen af Vejstrup og pigen Ane Nielsdatter, samme sted, blev gift den 21. januar 1809. Forloverne var Hans Nielsen (brudens halvbroder) og Christen Rasmussen af Vejstrup [Vejstrup Sogn, sogn 123 bog 3 film 1/1 side 94].

Hans Christensen og Ane Nielsdatters børn var:

Ved folketællingen i 1834 boede familien på Kohavegården blandt Vejstrups Udflyttere:
Hans Christensen, 54. år, gift sognefoged og ejer af gården
Anne Nielsdatter, 52. år, gift, hans kone
Christen Hansen, 23. år, ugift, barn
Johanne Margrete Hansdatter, 20. år, ugift, barn
Niels Hansen, 17. år, barn
Maren Hansdatter, 14. år, barn
Hans Hansen, 12. år, barn
Karen Hansdatter, 6. år, deres barn
Christen Nielsen, 25. år, ugift, tjenestekarl
Hans Nielsen, 28. år, ugift, væver
Niels Nielsen, 22. år, ugift, væversvend

Hans Peder Nielsen på Vejstrup Mark blev konfirmeret i Vejstrup Kirke den 22. april 1838. Forældrene var domforpagter i Roskilde Niels Andersen og hustru Birte Marie Hansen. Han var plejebarn hos sognefoged Hans Christensen på Vejstrup Mark [Vejstrup Sogn, sogn 123 bog 5 film 2/8 side 57].

Ved folketællingen i 1840 boede familien på Vejstrup Mark:
Hans Christensen, 60. år, gift, gårdmand, sognefoged
Anne Nielsdatter, 59. år, gift, hans kone
Hans Hansen, 18. år, ugift, barn
Niels Hansen, 23. år, ugift, barn
Johanne Margrete Hansdatter, 26. år, ugift, barn
Maren Hansdatter, 20. år, ugift, barn
Karen Hansdatter, 12. år, barn
Peder Nielsen, 17. år, plejebarn
Niels Poulsen, 26. år, ugift, tjenestekarl
Lisbeth Andersdatter, 20. år, ugift, almisselem.

Ved folketælligen i 1845 boede familien på Vejstrup Mark.
Hans Christensen, 65. år, gift, gåardejer og sognefoged, født her i sognet
Anne Nielsdatter, 64. år, gift, hans kone, født her i sognet
Hans Hansen, 23. år, ugift, barn, født her i sognet
Karen Hansdatter, 17. år, barn, født her i sognet
Hans Peter Nielsen, 22. år, ugift, plejesøn, født i Roskilde
Hans Pedersen, 16. år, ugift, tjenestekarl, født her i Sognet
Johanne Nielsdatter, 25. år, ugift, tjenestepige, født i Gudme Sogn, Svendborg Amt.

Ved folketællingen i 1850 boede familien på en gård i Vejstrup Sogn [film 974 side 295]:
Hans Christensen, 70 år, gift, født her i sognet, gårdmand, husfader
Anne Nielsdatter, 69 år, født her i sognet, hans kone
Hans Hansen, 28 år, ugift, født her i sognet, deres barn
Karen Hansen, 22 år, ugift, født her i sognet, deres barn
Hans Peter Nielsen, 27 år, ugift, født i Roskilde, indkaldt til krigstjeneste
Jens Hansen, 27 år, ugift, født i Tved Sogn, tjenestefolk
Hans Hansen, 17 år, ugift, født i Tved Sogn, tjenestefolk
Johanne Christoffersen, 18 år, ugift, født i Oure Sogn, tjenestefolk.

Ved folketællingen i 1860 boede Hans Christensen og Anne Nielsdatter hos sin datter på en gård i Vejstrup By [side 236, fil 622.tif]:
Morten Rasmussen, 37 år, gift, født i Oure sogn, husfader, gårdmand
Karen Hansen, 32 år, gift, født her i sognet, hans kone
Hans Peter Mortensen, 9 år, barn
Knud ? Mortensen, 7 år, barn
Marie Mortensen, 4 år, barn
Rasmus Johannes Mortensen, 2 år, barn
Find Jensen, 21 år, ugift, født i Gislev Sogn, tjenestefolk
Christopher Hansen, 18 år, ugift, født i Brudager Sogn, tjenestefolk
Barbara Rasmussen, 25 år, ugift, født i Gudme Sogn, tjenestefolk
Johanne Marie Hansen, 14 år, ugift, født i Skårup Sogn, tjenestefolk
Hans Christensen, 80 år, gift, født her i sognet, husmoderens fader, der af husfaderen forsørges
Anne Nielsdatter, 79 år, gift, født her i sognet, husmoderens moder, der af husfaderen forsørges.

Hans Christensen døde den 1. juli 1868, og han blev begravet den 6. juli 1868. Han var aftægtsgårdmand på Vejstrup Mark. Han blev 87 ½ år gammel, og han døde af alderdom og tæring [Vejstrup Sogn, sogn 123 bog 6 film 5/7 side 213]

Anne Nielsdatter døde den 21. november 1875, og hun blev begravet den 26. november 1875. Hun var enke efter gårdmand Hans Christensen i Vejstrup Kohave. Hun blev 93 år, og hun var medlem af Valgmenigheden [Vejstrup Sogn, sogn 123 bog 6 film 6/7 side 232]

Sagn fra Vejstrup
Fortalte af gårdmand Hans Christensen, (1781-1868), Kohavegård, Vejstrup

Af friskolelærer Rasmus Hansens efterladte optegnelser,
modtaget fra hans søn, brygger Chr. Hansen, Tved

1

På de agre, der nu er solgt fra Hans Henriks Gård til Peder Rasmussen på Oure Mark, kørte før min tid en mand og pløjede, og hans søn drev plov for ham. Så kom der en grumme stor fugl flyvende ud fra en tornebusk. Han var kulsort og for lige løs på manden, hakkede og baskede ham, til han var stendød. Det havde ikke været muligt for sønnen at drive fuglen bort; og lige så lidt kunne han nu få sin døde fader med hjem, for han kunne selv til nøds få ham på en hest, men hesten sank straks i knæ under ham hver gang, ilegn han prøvede det mange gange. Til sidst måtte han så til bys og hente en vogn. Somme fortæller, at samme Mand var så gruelig til at bande, og at han især bad "Fanden hakke mig" til hvert ord, og forre fik han sådan en gruelig død.

2

I gamle dage var der langt fra sådan at færdes mellem Oure og Vejstrup som nu om stunder, nu er der en god vej, men dengang var der slet ingen, der var ikke heller broer over vandløbene. Især var det slemt at komme over Sobjergs Mose, her ved Niels Kristensens jorder, når det indtraf med tøbrud eller store vandskyl, for så kunne rendeløbet være et par snese alen bredt. Til sådanne tider drev Nisserne rigtig deres spil der. En Mand, der rigtignok var gammel i mine unge dage, gik ved sådan en lejlighed fra Oure til Veistrup, hvor han boede. Han skar ilde ved, at skulde våde så dybt i, for det var vinterdage og tænkte derfor: Havde her bare været en stumpe hest, om det så var det usleste gård øg, så kunne jeg dog komme tørskoet over. I det samme får han og øje på en lille grå hest, der går ved siden, den lokker han for, og sætter sig så op at ride. Det gik godt, at begynde med. Men midt i rendeløbet blev hesten stående og rystede sig så stærkt og længe til manden faldt af. Ham blev der aldrig en tør tråd på. Da han så var rejst og stod på det tørre, ville han gerne have givet bæstet lidt for ulejligheden, det havde haft, men der var ikke andet end en lille grå dreng, der stod og green ham op i øjnene. Så det er aldrig værd at spørge, hvad hest han har redet.

3

Lidt bedre gik det en anden mand ved det samme vandløb: Han satte sig ligesådan op på en lille grå hest, men blev forundret over, at hesten ikke flyttede benene, og de dog ligegodt kom over. Så seer han sig. tilbage, og blev forskrækket ved at hesten var så lang, han. nåede tværs over Vandløbet. Det er dog en forskrækkelig hest den, sagde manden og korsede sig, men så var der slet intet at se

4

Broen, der skiller mellem Oure og Vejstrup, hedder Krogsetbro. Her mødtes to nisser en nat. Den Oure kom fra Vejstrup med Hø, den Vejstrup kom fra Oure med Havre. Først kom de op at skældes, så røg de i totterne på hinanden. Så sloges de så længe, til den Oure fik ryggen brudt. Efter den tid blev, han krogrygget, og fik Navnet Krogset; og efter ham fik broen navnet Krogsetbro.

5

Mens herremændene gjorde ved Bønderne, hvad de ville, var der en på Tiselholt, som hed Brink. Han var for alvor hård mod folk, ja, der behøvedes slet ingen grund, bare han var vred, for at de han traf, kunne komme på træhesten eller i hundehullet, eller få så godt et livfuldt prygl af hans hundepisk, at han aldrig forvandt det mere. Og vovede nogen at trede ham, sparede han ikke tage livet af ham. Sådan var der en i Vejstrup, han slet ikke kunne få til at falde tilføje. Han fik først så mange prygl, at hans skjorte hængte ved hans ryg, blev så sat på træhesten i to dage, og så lige taget ned, og sat til at køre rug ind. Men så kørte han hen og væltede det allerførste læs ud i møddingpølen med frit forsæt, og satte sig der ovenpå og sang. Nu kom herremanden. Han skar med tænderne og sagde: "Hm, hm; mon vi ikke kan få magt med dig." Næste dag blev karlen hentet til gården, og kom ind til herremanden; men der er aldrig nogen, som har set hud eller hår af ham siden. Og det er da godt at vide, han aldrig er kommen vel ud af Verden. Men lad vos ingen dømme. Ham her ovenfor holder øje med vos alle; og vil selv holde Dom, når Tid er.

6

Brink nåede selv at- høste, hvad han såede: En morgen lige ret før jul kom han ud på trappen, og stod, som han var vant, og resenerede (ræsonnerede)og kommanderte, men så fik han at se, der var groet en rose op om natten. "Hm, hm," siger han og blev så hvid som en væg, det er nok intet godt Tegn. Hele dagen så folk ikke noget til ham; men om aftenen måtte tjeneren spille kort med ham, og de drak deres visse glas vin. Men langt ud på aftenen kom der en fremmed En og forlangte at snakke med herremanden. Så måtte tjeneren ud, og nøglen blev taget af døren. Men lidt efter blev der sådan en jammer og ynk derinde, at -tjeneren ikke kunne bare sig for at se igennem nøglehullet. Der så han nu, hvor herremanden blev kastet fra væg til fjæl og tænkte, det var klogest at holde sin næse derfra. Næste morgen blev døren brudt op, og Brink funden død på gulvet, men hans blod sad både på vægge og gulv; der sidder pletterne af det den dag i dag. Gulvet er høvlet, og væggene skrabede og kalkede snese gange, men pletterne bliver ved at slå igennem. Samme nat blev en stor æsk, der vist var over 100 år gammel, brudt midt over udenfor gården i ganske stille vejr. Derover kom den snak ud og har gået fra mund til mund, at det har været Fanden selv, der var der og hentede den slemme Brink, at æsken er brækket, idet han for der over med ham, og at det kun var et knippe halm og nogle sten, der blev begravet, og som ligstenen nu ligger over i Vejstrup Kirke.

7

Hvordan det nu er; så havde Brink fortjent at ligge et andet sted, end det skal se ud til, han gør, for hans ligsten ligger virkelig lige foran alteret. Ro i sin grav kunne der nu ikke være at tænke på sådan en kunne få. Og endnu i mine dage så folk hver nat: en karet med fire heste for køre fra Vejstrup efter Tiselholt, der sad kusk på bukken, og -stod tjener, bag på. livagtig som når Brink kørte i sin stads. På gården spøgede det fælt hver nat, især ret før højtiden. Så traf det sig en aften; de Vejstrup Karle gik fra Hove; de havde været nede at tærske, at en, der i mine dage har boet i Jens Vævers Hus sagde: "Nu skal jeg forbyde Brink at komme til Tiselholt i aften." Så lagde han kors ved røde led. Der var dog dem i flokken, der mente, det var alt for dristigt gjort. Deri fik de ret, for ud på natten blev ham, der havde gjort det, virkelig dreven op af sin seng, for da var Brink kommet til ledet men der igennem var han fri for at komme. Så havde han skikket sin tjener efter forbryderen, og han måtte løbe i sin bare skjorte ned at tage korsene til side, fik endda mange hug undervejs, for det han var ikke rapfodet nok. Han gjorde aldrig sådanne kunster mere; men det var jo og urimelig at tænke og formene de døde deres gang for sådan En, der ikke havde lært mere end sit Fadervor.

8

Før udskiftningen stjal folk tit korn fra hinanden på marken ved nattetide, når de var i færd med at køre ind, hvad de næsten altid måtte om natten, om dagen skulle de jo passe hoveriet. Sådanne tyveknægte fik ikke ro i graven. Og mangen gang har jeg og mange andre hørt, disse stakler køre omkring i markerne, og af og til så småt sige deres Prrr, når de holdt og stjal, og igen drive på bæsterne og køre frem, sådan gik det marken rundt. En mørk nat kørte min farfader korn ind fra den mark ned efter Tiselholt. Da de så fik læsset, kom der et andet læs forbi. Min Farfader søgte da ikke efter spor. Han troede, at den anden var på vejen, og holdt derfor bagefter. Fra først gik det godt; men så mærkede han nok, det gik tværs over alle agre; og efter over en time kom han tilbage til det sted, han havde læsset. Hans Folk havde ikke set noget til nogen vogn, men næste dag kunne de spore, hvordan han havde kørt frem og tilbage på marken og forundrede dem over, at han ikke var kommen til skade. Derimod var der slet intet spor af den vogn, han mente at have kørt efter. Det er jo nu så tydeligt, at det var spøgeri; han havde kørt og ladet sig forvilde af.

9

En anden gang kørte min fader korn ind, det var også om natten. Så gik der en vognkæp i stykker, og min moder, som tjente der, blev sendt hjem efter en ny. Disse stod i et hjørne i porten, det vidste hun så godt, at hun kunde have taget dem i mørke, desuden var det det kønneste måneskin, nogen ville se. Men det var dog ikke muligt for hende at få fat på nogen, for der stod En lige foran dem i grønne klæder, der meget lignede en skytte, som før havde været på gården. Til sidst måtte hun så gå ind at tænde lygten, men så var skikkelsen forsvunden.

10

Da jeg var en atten - nitten år, tjente jeg for tærskere på Broholm. Så gik jeg en aften fra Vejstrup og til min tjeneste. Det var sildig, og alle lysene var slukkede, og folk i senge. Da jeg forlod Oure Gade, og gik op af den snævre gyde, der førte til gangstien, kom jeg i følge med noget. Jeg kunne høre det gik, men ikke se det. Så betænkte jeg mig lidt, men blev så enig med mig selv, og gav mig til at løbe. Men hver gang jeg var kommen over en stente (overgang over et gærde, en mur, lavet af sten eller planker, der danner et eller flere trin - om låge eller port) og havde taget nogle spring, hørte jeg igen et dumpt spring efter mig, så det var tydelig, det var efter mig og vilde i det mindste samme vej; og følges med det ville jeg for alt i Verden ikke. Halvdød af skræk og dryppende af sved nåede jeg da Broholm og kom op på mit kammer, der var over porten. Jeg river klæderne af mig og springer i seng til ladefogeden, der var min sovekammerat, og trækker dynen over hovedet. Men allerede mens jeg var på trappen begyndte alle hundene på gården at tude, det var en gru. Og knap havde jeg dynen over hovedet, før kammerdøren gik op, der blev en hæslig støj omkring på gulvet. Jeg gjorde mig så dristig at kigge ud, men jeg kunne ikke se noget. Ladefogeden vågnede imidlertid ved støjen, og han for ikke med lempe: Han sprang op, nappede en økse, bandede og begyndte at jage kammeret rundt, idet han sagde: "Så skal dog Satan flytte og føre dig herud af!" Der hørtes igen sokken på trappen, og et øjeblik efter tudede hundene igen, som der kunne være en ulykke på færde. Dog så snart det omtalte, hvad det nu var, kunne være sluppet ud af porten, var alt igen roligt. Der er ellers mange, mange folk, der har været i følge med noget sært, der i den Gyde.

Kilde: Fynsk Hjemstavn, Månedsskrift for Den fynske Øgruppe, 3. årgang, siderne 45 - 46, 93 - 95, 142 - 143 (1930)

Web-editor: frode @ engbaek . com Antal besøgende: Sidst opdateret: 29-Nov-2011