Engbæk's hjemmeside Engbæk's Familie
Rasmus Hansen Anne Hansdatter Hans Christensen Anne Nielsdatter
1783 - 1862 1795 - 1885 1781 - 1868 1782 - 1875
Morten Rasmussen Karen Hansdatter
Født: 1823 Født: 28. november 1828
Død: 7. oktober 1896 Død: 4. februar 1902
Gift: 5. juli 1850 i Vejstrup Kirke
Børn: Hans Peder Mortensen, Ane Mortensen, Marie Mortensen, Johannes Mortensen, Martha Mortensen, Niels Mortensen, Dagmar Mortensen.
Omtalen i Niels Pedersen's Familieoversigt med kirkebogs notater og folketællinger

Thorvald Lund skrev om Morten Rasmussen og Karen Hansdatter i 1947

Karen Hansdatter

Karen Hansdatter blev født på Kohavegård den 28. november 1828. Skønt Karen, som den yngste af søskendeflokken måske kunne blive en smule forkælet, kom hun dog tidligt med i arbejdet på gården, både ude og inde, og hun blev især dygtig til at spinde og sy.

Da hun var 10 år gammel, kom hun på rejse til Roskilde, hvor hun opholdt sig en måned hos sin fader, der dengang var medlem af Stænderforsamlingen. Det var en stor oplevelse for en lille bondepige i de tider at komme ud at rejse, og hun fortalte ofte senere sine egne børn om denne eventyrlige færd.

Hans Christensen holdt meget af den lille Karen. Ofte kaldte han hende sin alderdoms trøst og støttestav, og det blev hun da også senere i Livet. I et brev fra Hans Christensen under Opholdet i København en halv snes år senere, den 26. januar 1849, henvender han sig - i slutningen af brevet - særlig til Karen og beder hende skrive endnu et brev til ham. Det ses deraf, at hun var god til at skrive, eller i hvert fald, at breve fra den yngste datter var særlig kærkomne.

Karen fik sin skolegang i Vejstrup Skole hos en lærer, der hed Larsen, hvor hun i hvert fald lærte at skrive og læse godt. Hun var ikke musikalsk, men hun kunne godt lide sang og sang også altid med på møder eller i kirken, men holde tonen alene kunne hun ikke. Evnen til at synge rent har hendes børn sikkert arvet efter deres fader.

Karen blev konfirmeret i Oure Kirke den 23. april 1843. Hun fik karakteren ug (den højeste karakter) både i kundskaber og opførsel. Hun kom så vidt vides ikke ud at tjene hos fremmede, men blev hjemme på gården til sit giftermål efter den tids skik for unge gårdmandsdøtre.

Morten Rasmussen

Morten Rasmussen blev født den 13. december 1823 som søn af Rasmus Hansen og hustru Ane Hansdatter på "Grønnemosegård", Oure Mark.

Hvorledes bekendtskabet mellem Karen Hansdatter og Morten Rasmussen blev indledt, vides ikke; men Mortens præsentation som vordende svigersøn i gården foregik på en ikke helt almindelig måde: En smuk sommeraften gik Hans Christensen fredeligt i sin smukt anlagte store have og røg sin aftenpibe. Formodentlig gik han og filosoferede over tidens voldsomme begivenheder. Det var i krigsårene 1848 - 1850. Han havde meget at virke med, og dybttænkende og grundig, som han var, kunne han nok have grund til og også trang til at være lidt alene med sine tanker. Vandringen foretoges langs havehegnet længst borte fra stuehuset, hvor han bedst mente, han kunne gå i fred og ro. Pludselig, som han står og banker sin pibe ud, springer en ung karl ind gennem hegnet og farer lige i armene på ham. Han griber fyren og spørger ham, hvad i alverden han har i sinde, og synderen må da stammende og rødmende gå til bekendelse. Det var Morten Rasmussen, som gik på frierfødder til Karen Hansdatter. Et lille stævnemøde var blevet aftalt. De skulle mødes i udkanten af haven. Nu blev Morten ført ind, og forholdet blev anerkendt og legaliseret ved en kop aftenkaffe.

Giftermål

Måske havde Hans Christensen haft andre planer med hensyn til Karens giftermål. Ja, en lille fugl havde sunget om, at han ønskede Karen gift med plejesønnen Hans Peter Nielsen, kaldet Peter Roskilde. Denne var søn af en fattig enke, som Hans Christensen havde boet hos under sine ophold i Roskilde, når han deltog i Stænderforsamlingens møder. Dog, Hans Christensen var fremskridtsmand også på dette område. De unge skulle have lov til selv at bestemme i valget af ægtefælle, og der er da heller ingen grund til at tro, at han nogensinde kom til at fortryde.

Brylluppet stod den 6. juli 1850, altså nøjagtig et år efter Fredericia Slaget. Det blev ikke nogen almindelig bryllups fest, idet de fleste af deltagerne var venner fra de gudelige forsamlinger. Bryllupsfestligheden blev således et led i den almindelige vækkelse, som Karens broder Christen Hansen allerede på det tidspunkt havde draget sine forældre ind i, efter at faderen først havde været modstander af bevægelsen.
Til brylluppet indløb der brev fra Peter Roskilde, der var med i krigen, og dette brev blev vistnok det sidste, som familien modtog fra "plejebarnet", idet han faldt i Isted Slaget den 25. juli samme år.

Ombygning af gården

Morten og Karen fik ikke de blideste kår. I mange år var Morten kun gårdbestyrer og måtte i gårdens drift rette sig efter sin svigerfader, der altid viste overblik og initiativ, men Morten var dygtig til at udføre den gamles ideer, og velstanden voksede år for år. Jorden forbedredes ved mergling, hvilket de dybe mergelgrave på gårdens marker endnu vidner om.

Det var også Hans Christensen, der planlagde gårdens ombygning og satte igennem, at den blev opført i en smukkere og mere imponerende stil end egnens andre nyopførte gårde. De takkede gavle og det anselige stuehus er synlige vidner om bonden Hans Christensens særprægede syn og tænkemåde; men det var også her Morten Rasmussen, der måtte sætte planerne i værk.

Opførelsen af gården blev et slid for ham og gårdens karle, idet man selv brændte alle stenene på egen teglovn. Og Karen måtte også tage sin del af byggetidens ekstraarbejde, idet hun i hele byggeperioden efter tidens skik havde alle håndværkerne på kost.

Haven var allerede anlagt i stor stil. Den smukke bøg, som Hans Christensen selv havde båret med hjem fra godset Bregentved engang, da han vandrede hjem fra Roskilde, var allerede plantet og i god vækst. Nu blev haven omdannet, så den passede til den ny beliggenhed af bygningerne. Den blev til en dejlig park, der svøbte sig omkring stuehus og damme, en smuk indfatning om et imponerende bygningskompleks, der syntes som en lille herregård.

"Den sten, som underst ligger, maler også", siger et gammelt ordsprog; men tilværelsen har ikke altid været let for Morten Rasmussen i de første år på Kohavegården, medens svigerfaderen endnu var fuld af initiativ. Men både han og Karen sled og stræbte med gårdens drift.

Morten havde stor interesse for hesteavl og fik efterhånden anskaffet gode heste. Han havde en for en landmand ikke ualmindelig kærlighed til sine dyr, og man sagde - naturligvis med nogen overdrivelse - at han hellere sparede sine heste end sine børn.

Deltagelse i åndeligt liv

I åndelige spørgsmål var Karen foran sin Mand; men hun fik dog altid på sin milde og gode måde ham draget med sig ind i det, der drog hende stærkt. De kom således med i arbejdet for oprettelsen af Friskole, Højskole og Valgmenighed.

Den ældste søn, Peder, begyndte sin skolegang i Christen Hansens huggehus hos Rasmus Hansen, da denne begyndte sin skolevirksomhed. Da Friskolen rejstes, ydede Morten Rasmussen en fjerdepart af byggesummen, ligesom han var med til at køre sten til bygningen, der blev taget i brug den 5. september 1860. Syv år efter, da Højskolen blev rejst, bar han atter en tung part af byrderne; men det blev en lykke for den stille og ellers ikke så fremtrædende mand at være med i alt dette. Livet blev rigere for ham og Karen. Om aftenen, når familien med karle og piger var samlet i dagligstuen, tog han ofte sangbogen frem og sad og sang de sange, han havde lært ude på Højskolen.

Mange søndage kørte de den lange vej til Ryslinge og deltog i gudstjenesten i Valgmenighedskirken der. Da planen om opførelse af en Valgmenighedskirke i Vejstrup skulle virkeliggøres, var Morten Rasmussen igen stærkt med i arbejdet uden på nogen måde at prøve på at være forgrundsfigur. Han kørte selv daglig i lang tid et spand heste med kampesten fra Vejstrup Å til byggepladsen og blev på den måde en god støtte og medhjælp for svogeren Christen Hansen, der var den egentlige leder og planlægger af hele byggearbejdet.

Byggeudvalget for kirken bestod i øvrigt af Christen Hansen og hans broder, Niels Hansen, Peder Rasmussen, Oure, maltgører Lars Pedersen, Vejstrup, og Morten Rasmussen.

Kirkebygningen blev rejst i 1874 og indviet palmesøndag 1875. Der var således syv år mellem rejsningen af hver af de tre for det åndelige livs vækst så fundamentale grundpiller i Vejstrup: Friskolen i 1860, Højskolen i 1867 og Valgmenighedskirken i 1874. Hver gang tog Morten Rasmussen sin hårde tørn.

Af offentlige hverv havde Morten Rasmussen ikke mange. Dog var han en årrække medlem af Oure - Vejstrup Sogneråd.

Under krigen i 1864 gjorde han en rejse til Als, hvor han besøgte nogle soldater, som lå der. Denne rejse talte han bagefter meget om. Den 18. april om formiddagen hørtes der en forfærdelig skydning ovre fra Dybbøl. Da gårdens folk den dag sad samlet omkring middagsbordet, sagde Morten Rasmussen, at i dag skete der noget tungt og afgørende, og der blev næsten ingen middagsmad spist den dag. Det var den ulykkelige dag, da Dybbøl faldt.

De tog begge del i nogle af de grundtvigske vennemøder i København, og når de kom hjem fra et sådant møde, var de meget oplivede.

Engang, da Morten Rasmussen var taget ene af sted til et vennemøde, blev han indkvarteret hos en baronesse, en af Grundtvigs beundrere og tilhængere. Da han kom hjem fra rejsen, havde han meget at fortælle. Der var så fint og elegant i baronessens hjem med fornemme saloner, med tjener bag stolen, når han spiste og så videre. Til mødet blev han bragt og hentet igen i en fornem droske.

Sådanne beretninger gjorde indtryk på børnene og de andre hjemmeværende; men tydeligt var det at se, at han selv var blevet påvirket af ånden fra vennemødet og de andre oplevelser, således at den ellers lidt fåmælte, påholdende og måske lidt alvorstunge mand var blevet blødere og mildere i sit sind og derfor mere omgængelig.

Børnene

Hverdagene kom og gik og stillede strenge krav til kræfterne. Morten og Karen sparede sig ikke, men de havde også den glæde at se det gro alle vegne, i have og på mark såvel som i skole og i kirke.

De syv børn, som efterhånden voksede op, blev sat til at bestille noget, så snart de var store nok dertil. De måtte tage del i arbejdet i stald og på mark, ved malkning og ved spinderok. Deres fader sagde til dem, at de ikke skulle have det lettere hjemme, end de kunne vente at få det, når de engang kom ud. Det blev en solid undervisning, disse søskende fik i flid og nøjsomhed. Aldrig måtte hænderne være i ro. Dagen lang gik benene som trommestikker. Ofte kunne det føles slidsomt nok; men livet var dog rigt og dejligt, og de prægedes af det, der omgav dem, af far og mor og bedsteforældrene, af den rige grøde og vækst, der prægede livet i den gode gård, og af tidens åndelige rørelser, den gudelige vækkelse og det rige grundtvigske folkeliv, der jo netop under deres opvækst udplantede et af sine friske skud der i egnen.

Børnene og deres bedsteforældre

Om Hans Christensen og hans hustru er der fortalt andet sted. Her skal blot tilføjes nogle træk, der særlig belyser deres forhold til børnebørnene og den indflydelse, de derved også fik på deres opdragelse og udvikling.
Hans Christensen interesserede sig meget for børnebørnenes skolegang. Han gennemgik deres læsestykker med dem og så deres skrivebøger efter. De små satte han på knæet og lod dem ride ranke, medens han fremsagde forskellige gamle børneremser. Han morede sig ofte med at gøre løjer med dem. For spøg skræmte han dem med omtalen af "fæle mænd". Han lærte Peder at hænge ved benene i hanebjælken på høstænget. Engang, da Johannes under en gemmeleg var blevet borte i flere timer, idet han var faldet i søvn under trappen, hvor han havde gemt sig, var den gamle meget opbragt over, at man ikke passede bedre på børnene. Hvor blev han glad, da man ud på aftenen - efter at man havde gennemrodet havedammen med lange stænger - fandt den sovende lille dreng, ved at skæret fra en lygte kom til at falde ind under trappen, hvor han lå.

I mørkningen holdt Hans Christensen af at have sine små børnebørn omkring sig. Han sad da gerne i en lænestol med benene skråt op på kakkelovnen, og op ad benene kravlede og sad 3 – 4 små børn og lyttede til, hvad den gamle fortalte, eventyr eller oplevelser fra ungdomstiden.

Ofte, når Hans Christensen gik ud for at besøge et af sine børn - Grete, Christen eller Niels - tog han et af børnebørnene med. De hjalp så hinanden med at bære de halmmåtter, sivskamler eller andre små nyttegenstande, som den gamle selv havde forarbejdet, og som nu skulle medbringes som foræring. På sådanne ture fortalte Hans Christensen livligt hele tiden. Han øste ud af sit rige væld af erfaringer, og den lille dreng eller pige, der vandrede ved hans side, fik del i en rigdom, som bevaredes op gennem årene.

Det var ikke så meget den direkte indgriben i opdragelsen, der fik betydning for børnebørnene, men mere de oplevelser, de havde sammen med de to gamle. Det smukke vidnesbyrd, bedsteforældrene indirekte aflagde ved deres godhed og inderlige fromhed, fik den allerstørste betydning. Det gode eksempel er et bedre opdragelsesmiddel end nok så velmente formaninger.

Om aftenen, når de to gamle tidligt var kommet i seng, lød der lidt efter en sagte mumlen inde fra deres soveværelse. De store børnebørn stod ofte stille og lyttede. De hørte da de to gamle bede sammen. De bad den gamle bøn:

  Bed, oh Jesus, bed for mig,
bed mig ind i Himmerig,
der at leve, der at bo
i en evig fred og ro!
Lad mig altid elske dig,
du, som beder godt for mig!
Gud, vær min ven, Gud, hør min bøn!
Og det for Jesu Skyld. Amen!
 

Børnene blev så stille, når de hørte de gamle bede sammen. Ved at lytte på denne måde indprentede bønnens ord sig i deres hukommelse, og deres unge modtagelige sind blev fyldt af værdier fra en verden, der lå uden for dagliglivets.

Der kom en streng tid for Karen, da hendes forældre blev gamle og syge. Hans Christensen kom til at ligge i sengen i et halvt års tid, inden han døde, og under dette lange sygeleje, hvor han led af udpræget åreforkalkning, var han endog nærmest utilregnelig den meste tid. Det var tilmed i denne periode, Karen fik sit yngste barn, datteren Dagmar. "Det er ellers nogle kønne øjne, hun har fået slået i", sagde den gamle Hans Christensen, da han så barnebarnet Dagmar første gang. Sådan hændte det nu og da, at han i denne periode kom til at sige noget, som de store børn ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet ad.
Fra sin seng kunne han se over til ladebygningen, og han kunne finde på at spørge: "Hvis er den gård, der ligger der?" Der svaredes: "Det er Morten Rasmussens, og der har før boet en, der hed Hans Christensen". - "Så, det var da mærkeligt", sagde han.

Karen måtte i denne periode pleje sin gamle fader, som om han var et lille barn. Sommetider trak han lagnerne af sengen og kastede dem langt hen i stuen, og når han fik en gaffel og skulle prøve at spise selv, kunne han finde på at stikke den ind i dynebetrækket og trække til, så det gik i stykker. "Det må du ikke, Hans! Det må du ikke", sagde hans kone grædende. "Åh, du er en gammel Susse", svarede han. Det lo børnebørnene ad, og det kunne deres mor naturligvis ikke lide.

En af karlene, der hed Find Jensen, måtte hver dag ind og hjælpe Karen med at rede hans seng. Når han så blev rejst op i sengen, stødte han hovedet mod himmelsengens loft, så han stad fast, og så ville han ikke lægge sig ned igen. Men når de så tog den to-årige Niels og lagde ham i sengen til den gamle, lagde han sig rask ned, for han elskede sine børnebørn, især de små.

Hans Christensen døde stille en sommernat, da det var meget varmt. Det var i den hede sommer 1868. Johannes, der var en halv snes år, spurgte næste formiddag, om han måtte gå ind og se morfar. Han fik lov, og med en mellemmad i hånden gik han ind til den døde. Da han kom tilbage, sagde han: "Morfar er dog blevet så kold, så kold".

Ane Christensen var, så længe hun var rask, ligesom sin mand god til at tage sig af børnebørnene. Hun var så mild og god. Når et af dem hjalp hende eller gjorde hende en lille tjeneste, sagde hun altid: "Gud velsigne dig, mit Barn!" Hun sang for dem og snakkede meget med dem.

I de sidste år af sit liv var Ane Christensen meget alderdomssvækket og lå mest til sengs, og Karen måtte igen være sygeplejerske. Børnene tog også del i denne pleje. Barnebarnet Martha var især god til at kigge indenfor hos sin mormor, mens denne lå i sengen. Det var gerne i mørkningen, besøget fandt sted. Martha, der var en lille skælm, kunne således på mormoderens spørgsmål: "Hvem er det?" svare: "Det er Maren Christens". Den gamle gik ind på spøgen og sagde: "Hvordan har Christen det?" - "Det er skidt med Christen i denne tid", svarede Martha. "Åh, det gamle skind", sagde hendes mormor sukkende.

De syv søskende lærte tidligt at erfare, at tilværelsen rummer både lyse og mørke sider. De oplevede således at se afslutningen af bedsteforældrenes Liv. De lærte, at et menneskeliv er forgængeligt, at selv et nok så stærkt og rankt menneske som deres morfar og så mild og godhjertet en kvinde som deres mormor skulle bukke under for alderdommens og dødens ubønhørlige krav. Ellers gled barndomsårene hen i en lykkelig forening af arbejde og munter leg; men så snart de var voksne nok dertil, måtte de gøre fyldest som karle og piger i den travle gård.

Hverdag og fest

Gårdens dag begyndte tidlig. Om morgenen var Morten Rasmussen - i hvert fald i sommertiden - oppe før klokken 4 for at kalde på de voksne børn og gårdens tjenestefolk. Hvis klokken var slået fire, bankede han særlig hårdt på døren og råbte: "Skynd jer op, piger! Klokken går stærkt til fem!"

Allerede ved ni-tiden om formiddagen, når morgenarbejdet var endt, sad Karen vinteren igennem i dagligstuen ved det gamle bornholmerur og spandt uld eller hør. To piger sad ved siden og spandt blår. Klokken 11 spiste man middagsmad i den lille spisestue mellem køkkenet og sovekammeret. Morten begyndte med bordbønnen:

"I Jesu navn går vi til bords at spise, drikke på dit ord.
Dig, Gud, til ære, os til Gavn, så får vi mad i Jesu Navn".

Når middagstravlheden for kvinderne var endt, samledes de atter i dagligstuen og tog fat på håndarbejdet. En egen hygge var udbredt over stuen. Rokkene snurrede. Ilden buldrede i kakkelovnen, hvorfra også en spruttende lyd hørtes af de stegte æbler.

Morten kom en gang imellem ind for at varme fødder. Nyhederne blev drøftet, og var der et eller andet, han var utilfreds med, gav han sit mishag til kende. Hvis Karen syntes, hans kritik var ubegrundet, gav hun ham en bestemt tilrettevisning, hvorpå Morten tav stille, tændte piben og forsvandt. Lidt efter så man tobaks skyerne stige op mellem granerne i den lille plantage uden for gården.

Om aftenen samledes alle i dagligstuen. Pigerne sad med deres håndarbejde, karlene sad og nikkede, hvis de da ikke lavede husflidsarbejde. Af og til læste Morten en almanakhistorie højt. Zakarias Nielsens fortælling "På Udstilling" morede han sig selv vældigt over. Det kunne - som tidligere nævnt - også hænde, at sangbogen kom frem, og højskolesangene kom til at lyde.

Om sommeren formede livet sig lidt anderledes. Da var der mere travlhed ude, også for kvinderne. Travlheden kulminerede i høsten; men bagefter kom høstgildet, der var årets store begivenhed. Da kom alle de lejede høstfolk med deres familier, og der blev serveret suppe, peberrods kød og æblekage. Bagefter blev der leget i haven af børn, unge og gamle. Om aftenen dansedes der til harmonikamusik.

Julemorgen blev karlene opvartet med kaffe på sengen med alt det hvedebrød til, som de kunne proppe i sig. Op på formiddagen fik de pråsekage.

Påskemorgen fik de lige så mange æg, som de kunne spise.

Til daglig var forplejningen ikke så overdådig, men god og rigelig. Man fik for eksempel ikke hvedebrød til hverdag. I høsten var det dog også noget andet. Da var kosten nærmest som ved højtiderne.

Der holdtes mange gæs, og en del af dem blev saltet hen, og det var almindeligt, at der hver morgen i panden med det stegte flæsk, som kom på bordet til davren, fandtes bidder af det saltede gåsekød. Måske er den gås, som Hans Christensen engang under et af sine besvimelsesanfald kom til at ligge ihjel, også havnet i panden på davrebordet.

På Karens og Mortens fødselsdage, den 28. november og den 13. december, var der stort rykind af familiemedlemmer. Tidlig på eftermiddagen kom de fire gamle fra Oure Mark, Niels Hansen og Maren og Per Rasmussen og Kirsten, samt Christen Hansen og Maren fra Vejstrup Mark. Så var de ældre af den nærmeste familie samlet. De gamle, ærværdige mænd sad da og drøftede tidens spørgsmål. Konerne snakkede mere om huslige sager. Om aftenen kom så børnene og svigerbørnene, og det blev efterhånden et stort og muntert selskab. Der blev læst op og sunget mange sange, især da svigersønnen Hans Lund begyndte at komme med.

I sommertiden var gårdens daglige spisestue i kælderen. Ofte, når der kom besøgende i et eller andet ærinde - og det var ved spisetid - blev de budt med til bords, hvilket var almindelig landlig skik dengang.

Engang, da alle pladser omkring spisebordet i kælderstuen var besat, kom der endnu en gæst, en af egnens lidt originale kvinder. Da der ikke var plads ved bordet, blev der dækket til hende på en kiste. Hun ville nu gerne vise en sømmelig og kristelig adfærd og vidste, at man brugte bordbønnen: "I Jesu navn går vi til bords o. s. v.". Derfor mumlede hun, inden hun tog for sig af retterne: "I Jesu navn går vi til kiste . . .". Måske var det dog snarere udslaget af et frodigt lune, idet hun gerne ville give værtsfolkene et lille hib, fordi der ikke blev skaffet plads til hende ved bordet.

I den tid, da gården havde mejeri, kom der hver dag fattige folk, som bad om mælk, og de fik alle noget i spanden. Der kom også mange, som bad om flæsk, kød eller gryn. De fik noget alle sammen. Det var Karen, der gav. Hun, der havde plejet sine forældre i de lange sygdomsperioder, de skulle gennemgå inden deres død, havde påtaget sig denne opgave med alvor og i stor opofrelse. Der blev stillet store krav til hendes hjælpsomhed og uegennyttighed. Hendes kærlige sind foldede sig ud, og hendes hjerte blev rigere derved. Hun gav aldrig på den måde, at de fattige - eller børnene, som så det - fik indtryk af, at tiggeriet var hende en plage.

Morten Rasmussen var måske - som så mange ægtemænd - en smule påholdende over for sin kone og de daglige udgifter. Karen ville gerne være blandt de førende i egnen, også i henseende til klædedragt og levevis; men Morten holdt igen. Velstanden voksede. Børnene kunne komme på højskole 1 til 2 gange, og de fik ved giftermål en god medgift i udstyr og penge.

Da Morten Rasmussen var i 60-års alderen, var han ved at blive træt af de travle dages slid og møje. Han tænkte måske på at trække sig tilbage og overlade gårdens styrelse til den ældste søn, Peder; men denne, der havde uro i blodet og gerne ville ud i verden og se sig om, var rejst til Amerika, hvor han opholdt sig i fire år. Da han kom hjem, blev han bestyrer af gården i nogle år; men det blev den yngste datter, Dagmar, der sammen med sin mand, den unge sjællænder Oluf Nielsen, kom til at overtage ejendommen efter forældrene. Det skete i 1892, og de sidste år, Morten Rasmussen og Karen levede, var de nærmest aftægtsfolk hos Oluf Nielsen og Dagmar. De tog dog del i arbejdet, så længe som de kunne. Da de blev gamle og svage, blev de plejet kærligt og trofast af de unge.

Karen levede nogle år efter mandens død. Han døde den 7. oktober 1896. Hendes dødsdag var den 4. februar 1902. De hviler begge på Vejstrup Valgmenigheds Kirkegård.

Deres liv og virke er nu et minde, mindet om et par stræbsomme, flittige og hver på sin måde godsindede Mennesker. Han mindes som den - måske lidt -ordknappe og i dagliglivet arbejdskrævende og påholdende mand, der dog forlangte mest af sig selv, og som ofrede meget, når det gjaldt virkeliggørelsen af de grundtvigske idealer ved oprettelsen af Friskole, Højskole og Valgmenighed. Han ydede en indsats for de idealer, han havde lært at elske. Trods jordbundethed og bånd, der bandt ham til dagliglivets mange gøremål, blev livets reelle baggrund for ham dog det åndelige livs virkelighed.

Karen Hansdatter mindes som en lille mild og godhjertet kvinde med bløde bevægelser, god imod alle, mest mod børn og fattigfolk. Pastor Rasmus Pedersen nævnte om hende i sin ligprædiken, at hun havde bløde hænder og en rank ryg.

Mindet om dem begge lever i slægten; men deres levnedsløb blev til mere end et minde. Gennem deres stille, trofaste færd virkede de ved deres eksempels magt. Deres livs veje førte ikke op mod de strålende tinder; men de trådte dog spor, som vi, deres efterkommere, måske burde forsøge at følge.

Morten Rasmussen Maren Hansdatter
Morten Rasmussen Maren Hansdatter

-

Web-editor: frode @ engbaek.com Antal besøgende: Sidst opdateret: 05. juni 2005